Danske chokolade-stjerneskud gjorde ni rummænd lykkelige

Andreas Mogensen var kok på rumstationen i aftes og serverede dansk mad. Og så fik hver astronaut en særlig hilsen.

Stjerneskud - space rocks - er mindre sten eller støvkorn, der trænger ind i Jordens atmosfære med høj hastighed. I aftes spiste de Space Rocks på rumstationen - chokoladen var ikke farlig - men fyldt med søde ord. (Foto: © ESA - Thorsten Schmidt, ESA - Thorsten Schmidt)

Der var ’Aha’ … og ’Nej, se lige her …´ i aftes på rumstationen 400 km oppe i rummet. Og inderlig glæde og overraskelse.

Andreas Mogensen åbnede nemlig sin store madpakke og frembragte både en hovedret, en dessert og lidt (ekstra) sødt og kært til kaffen til alle ni besætningsmedlemmer.

Danmarks astronaut har dansk såkaldt bonusmad med på sin kortvarige rumrejse, udtænkt af kok og maddesigner Thorsten Schmidt og chokoladedesigner Palle Sørensen.

Glædet sig meget til måltidet

Andreas Mogensen har selv glædet sig rigtig meget til, at han skulle byde på mad. Og tanken bag måltidet var, at det skulle få snakken i gang.

Måltidet var sprængt oksespidsbryst med kål og løg, karamelrand med vanilje og rabarber – og så Space Rocks som det søde punktum til kaffen. Og som man kan se på billedet, var chokoladestykkerne hule … med et lille brev inden i. Noget, som var omgærdet af hemmelighed indtil i aftes på rumstationen.

Brevet indeholdt en håndskrevet personlig hilsen fra astronauternes koner/familie.

- Vi sendte dem papirstykker på 5 x 5 cm og bad dem skrive en hilsen til deres mænd og sende hilsnen retur til os, så vi kunne komme den i chokoladen. Og ingen andre end manden og konen ville får hilsnen at se, afslører Thorsten Schmidt i en besked til DR Viden.

Maden blev udviklet hen over seks uger i februar og marts, og alt skulle godkendes af de russiske myndigheder og Andreas Mogensens egen arbejdsgiver ESA og USA's rumorganisation, NASA.

- Det lykkedes at få brevene med, men først lige inden fristen udløb og med lidt held, skriver Thorsten Schmidt fra Grønland, hvor han opholder sig i øjeblikket.

Måltidets mål er lykkedes

Han er ret sikker på, at ingen har opdaget, at der blev smuglet ni 'forskellige' chokolader med til ISS. Et par dage før Andreas Mogensens opsendelse sagde Thorsten Schmidt til DR Viden:

- Vi tager røven på dem alle sammen. Hvert stykke er lavet individuelt til alle astronauterne med humor og iblandet lidt skørt. For mig er måltidet også noget med at skabe samtale og skabe dét der øjeblik, som man kan huske sammen, så måltidet bryder isen og skaber lidt sjov i en ellers meget planlagt hverdag.

Og det lykkedes, og både Thorsten Schmidt og Palle Sørensen har haft megen sjov ud af opgaven, skriver han onsdag middag.

- Man ved jo, hvor glad man selv bliver for et uventet håndskrevet brev - og ikke en sms - fra én man har kær. Og både Palle Sørensen og jeg ville sammen skabe et personligt øjeblik til dem hver især, som de ikke forventede, siger Thorsten Schmidt.

https://twitter.com/Astro_Andreas/status/641344540096380928

Hoppemælk fra Kasakhstan

Den Internationale Rumstation er som navnet siger international. Det kommer smagsløgene også til at mærke om bord.

Én af Andreas Mogensens rejsekammerater, kosmonauten Aidyn Aimbetov fra Kasakhstan, har også bonusmad – det vil sige mad, der har traditioner i hjemlandet eller regionen - med til rumstationen.

Hans madpakke indeholder hoppemælk, og to slags syrnede mælkeprodukter samt en oksesuppe med valnødder.

https://twitter.com/Astro_Andreas/status/641329363338838016