Astronauten Andreas Mogensen har allerede modtaget en del hilsner og lykønskninger, efter at han natten til lørdag landede på fast grund igen efter sin tur i rummet.
Blandt dem var også en hilsen fra dronning Margrethe, der via den danske ambassadør i Moskva har overbragt den første dansker i rummet en invitation til Amalienborg.
Kongehuset skriver på sin hjemmeside, at ambassadøren afleverede følgende budskab efter landingen:
- Hendes Majestæt Dronningen har bedt mig overbringe sin hjerteligste hilsen og lykønskning efter den vellykkede rumfærd.
- Dronningen har givet udtryk for ønsket om at modtage Dem i København, så snart der er mulighed herfor.
Internationalt pressemøde venter
Der er endnu ikke sat dato på, hvornår modtagelsen kan finde sted.
Næste opgave for Andreas Mogensen bliver et internationalt pressemøde i den tyske by Köln. Det foregår lørdag eftermiddag.
/ritzau/
