Knap et år efter, at Amazon første gang løftede sløret for, at de tester droner til udbringning af pakker, anklager de nu de amerikanske luftfartsmyndigheder for at stå i vejen for udviklingen af den nye teknologi.
De mangler simpelthen en tilladelse til at test-flyve deres droner, og det får nu firmaet til at true med, at de vil flytte deres drone-research væk fra USA.
- Uden en snarlig mulighed for at teste (droner, red.) udendørs i USA, bliver vi nødt til at flytte endnu mere af vores research og udviklingsressourcer til Europa, skriver Amazon i et brev til de amerikansk luftfartsmyndigheder, FAA.
Det skriver Wall Street Journal, som har haft lejlighed til at læse brevet.
Amazon har stort testcenter i Storbritannien
Kommerciel droneflyvning og tests af disse er ikke lovligt i USA. Derfor kræver testflyvninger en dispensation, hvilket myndighederne efter Amazons mening er alt for langsomme til at udstede.
Amazon har søgt om tilladelse i juli, men der er endnu ikke kommet en afklaring, så indtil videre må de nøjes med at teste droner indendørs i hjembyen Seattle.
I Storbritannien, hvor der er mere lempelige regler på området, er Amazon allerede i fuld sving med at teste deres droner udendørs. Det foregår i i universitetsbyen Cambridge, hvor Amazon allerede har lanceret et større testcenter.
De amerikanske myndigheder går langsomt frem
Når de amerikanske luftfartsmyndigheder - ligesom de danske - bevæger sig langsomt frem, når det kommer til at lempe reglerne for kommerciel droneflyvning, er det fordi, de mener, der stadig er en lang række uafklarede spørgsmål omkring sikkerheden.
Men ifølge amerikanske droneentreprenører betyder det, at amerikanerne sakker bagud i forhold til dronefirmaer i blandt andet Tyskland, Frankrig og Canada, hvor der ligesom i Storbritannien er mere lempelige regler på området. Transportfirmaet DHL har fx allerede lov til at teste pakkeleverancer med droner i Tyskland.
Også Amazons karismatiske chef Jeff Bezos, har for nylig udtalt sig kritisk om de amerikanske myndighederes tilgang til droner, som han mener kan betyde, at europæiske lande vil udvikle kommercielle droneleverancer før USA.
