Amazon er kendt for hele tiden at afsøge nye muligheder, for hvordan selskabet bedre og hurtigere kan levere varer fra deres enorme varelagre.
Nyeste skud på stammen er et pilotforsøg i Tyskland, hvor online-giganten fra maj starter med at levere varer direkte til køberens bagagerum.
I den første forsøgsperiode gælder tilbudet dog kun et lille antal kunder fra München-området, der abonnerer på Amazon Prime.
Tilmed skal kunderne være Audi-ejere, da forsøget er udviklet i samarbejde med den tyske bilfabrikant og pakkefirmaet DHL.
Pakkefirmaet kan åbne din bil med kode
- Under købsprocessen kan kunden blot angive den omtrentlige placering af sin bil i den ønskede leveringsperiode, skriver Amazon.
Herefter vil DHL, som leverer pakkerne for Amazon, få midlertidig adgang til at tracke bilen og en nøglefri engangskode, der kan lukke bagagerummet op. Når chaufføren har puttet pakken i bagagerummet, lukker han klappen ned, og bilen låses.
Amazon skriver, at det er ambitionen på sigt at rulle den nye leveringsmulighed ud over alt i verden.
