Den stenrige elektronikgigant, Apple, har måske fået lidt for lukrative skatteforhold i Irland - og nu advarer selskabet sine investorer om, at et skattesmæk af de større måske kan være på vej.
Det kan i hvert fald blive resultatet af en igangværende undersøgelse fra EU, der endevender Apples irske skatterabatter efter mistanke om, at der reelt er tale om så gode forhold, at det minder om ulovlig og konkurrenceforvridende statsstøtte.
Undersøgelserne har stået på siden sidste år og omfatter også andre virksomheders forhold i andre lande - fx Starbucks, Fiat og Amazon. Undersøgelsen omhandler ikke skattefusk og ulovligheder men alene hvorvidt Irland har været lidt for ivrig med at tiltrække arbejdspladser.
Ti års skat
Ifølge Apples seneste kvartalsrapport, kan konsekvensen være, at Apple må til lommerne og betale manglende skat for de sidste ti år - et beløb af en størrelse, selskabet ikke er i stand til at anslå, men som kan være voldsomt.
Apple, der for nylig satte rekord i profit med et overskud på 119 milliarder kroner i sidste kvartal af 2014, betaler estimeret omkring to procent i skat i Irland.
Selskabets skatteforhold har tidligere vakt opsigt, og Applechef Tim Cook blev allerede i 2013, i en høring i det amerikanske senat, blevet grillet om det pengebjerg, som selskabet har hobet op uden for USA, og som derfor ikke beskattes i hjemlandet.
Masser af penge
Pengebjerget er, ifølge selskabets seneste kvartalsregnskab, på cirka 1157 milliarder kroner og stammer fra salg af iPhones, iPads og Mac-computere i verden uden for USA.
I forbindelse med høringen forsvarede Tim Cook sig med, at Apple ikke foretager sig noget ulovligt, og at selskabet i øvrigt betaler massive beløb i skat af overskuddet i hjemlandet. Det ville, forklarede Cook dengang, være alt for dyrt for Apple at tage pengene hjem til USA, på grund af landets nuværende selskabsskattelovgivning.
De senere år har der været øget fokus på især amerikanske virksomheders flytten-rundt med penge mellem selskaber i skattelylande, og senest er blandt andre Google blevet genstand for en særlig skat i Storbritannien, der vil sikre sig mod at penge flyttes ubeskattet ud af landet og ind i skattelylande.