Apple trækker fra Samsung i Danmark

Danskerne foretrækker fortsat Googles Android-system, men Apple haler ind. De gammeldags knap-telefoner er mere end halveret.

Selv om Apple sælger bedre, er hovedparten af de solgte smartphones fortsat med Googles software. (Foto: © Robyn Beck, Scanpix)

Apple tippede Samsung af tronen som danskernes foretrukne mobilproducent - men danskerne har fortsat mest hang til Googles Android-system.

Sådan lyder et par højdepunkter fra oversigten over danskernes mobilkøb fra den danske del af IT-analysehuset IDC, der netop har fremlagt tal for både det globale og altså også det danske salg af forskellige smartphones.

Ifølge IDC kunne Apple i 2014 notere sig en fremgang i Danmark, hvor der var et æble bag på 36,6 procent af alle solgte smartphones. Dermed vippede Apple lige akkurat Samsung af førstepladsen som bedst sælgende producent i Danmark.

Samsung landede på 36,3 procent af markedet, viser tallene - en tilbagegang fra 2013, hvor Samsung sad på 40,1 procent af salget.

Hovedparten er med Google

Det er dog fortsat cirka 60 procent af de solgte smartphones i Danmark, der drives af Googles Android-system. Globalt udgør Googles Android-system over 81 procent.

Sony er i Danmark den tredjestørste producent med 11,7 procent af salget. Det er endda en fremgang fra sidste år, hvor Sony stod for blot 11,2 procent af salget. Globalt er Sony en lang mindre spiller, og er ikke engang at finde i top fem.

Til gengæld er flere af de store kinesiske producenter, fx Xiaomi og Huawei slet ikke i den danske top fem.

Samtidig viser tallene, at HTC er røget helt ud af listen og ned under kategorien 'andre' - og at danskernes loyalitet overfor det hedengangne Nokia-varemærke stort set er helt fordampet.

Blot tre procent af salget i Danmark er Nokia-smartphones med Windows Phone - uændret i forhold til 2013 selv om Microsoft i mellemtiden har købt Nokia.

Det samlede mobilsalg er til gengæld faldet fra 3,19 til nu 2,98 mio. solgte smartphones. Salget af de gammeldags mobiler med knapper, de såkaldte featurephones, er faldet fra 532.900 styks til i 2014 kun 237.000 styks.