Apple vil ændre iCloud for at holde FBI fra døren

Selskabet bygger nu om på både iPhonen og iCloud-tjenesten, så selskabet ikke kan honorere et fremtidigt påbud om at hacke sig selv.

Også iCloud bliver nu bygget om, så Apple ikke kan komme ind i folks data (Foto: © TIMOTHY A. Clary, Scanpix)

I nær fremtid kan det blive helt umuligt for politiet at komme ind i selv en ganske almindelig iPhone eller tilhørende iCloud-backup.

Det bliver resultatet, hvis Apple får succes med at bygge om hos sin iCloud-tjeneste, der - ligesom iPhonen - i disse dage nøje granskes af Apples udviklere.

Forleden kom det frem, at Apple er i fuldt sving med at ændre softwaren til iPhone, så selskabet ikke i fremtiden kan tvinges til at hacke sig selv, sådan som FBI vil have Apple til.

Flere står måske i kø

Den famøse sag om handler en telefon fra et terrorangreb i Californien i begyndelsen af december, som FBI ikke kan komme ind i, og som måske sletter sig selv, hvis politiet gætter forkert for mange gange.

Det har dog også været fremme, at det slet ikke er den eneste iPhone, der står i kø til at blive hacket, hvis Apple bøjer sig og udvikler værtøjet til at hacke sine egne produkter.

Apple afviser pure at hjælpe med at hacke sig forbi krypteringen - det vil danne præcedens, og svække privatlivsbeskyttelsen for andre iPhone-ejere, har selskabet argumenteret.

iCloud bygges om

Nu viser det sig, at Apple også er begyndt at bygge om hos iCloud-tjenesten, der både er en backup-funktion for iPhone-brugerne, men som også har et web-interface til mail, kalender og andet.

Det skriver Financial Times.

Apple har tidligere fået masser af forespørgsler på data, der er kopieret til iCloud-tjenensten, men i fremtiden kan tjenesten altså ende med at blive bygget om, så det kun er brugeren selv, der kan komme ind.

Det vil så også betyde, at man mister sine data, hvis man glemmer sin nøgle.