Apple vil fortsat styre batteriet på langsomme iPhones

Firmaet vil hellere beskytte telefonen mod pludselig at gå i sort, end at lade brugerne presse den maksimale ydelse ud af telefoner med slidte batterier.

(© Apple)

Som DR skrev i går, viser flere test, at iPhones med slidte batterier, er langsommere end iPhones med nye batterier.

Helt grundlæggende drejer det sig om, at Apple i starten af i år indførte en ny strømstyringsfunktion i iOS-styresystemet version 10.2.1, som skal forhindre, at telefoner lukker pludseligt ned.

Det skete i forlængelse af at mange - særligt ejere af iPhone 6s - oplevede, at deres telefoner gik i sort, selvom batteriindikatoren viste, at der var op til 30 procent tilbage.

For at komme problemet til livs valgte Apple derfor at begrænse, hvor meget batteri telefonens processor kan få lov til at bruge på en gang, hvis batteriet enten er slidt, meget koldt eller ikke har så meget strøm tilbage.

Strømmen overføres i cyklusser

I stedet for at få leveret al den nødvendige strøm til at udføre en processor-krævende opgave via et stort peak (som fik telefonen til at slukke), bliver strømmen nu overført i løbet af et par cyklusser. Resultatet er, at telefonen ikke lukker ned, men til gengæld vil processoren i telefonen også udføre opgaven langsommere.

Dette blev påvist i en test af Geekbench-udvikleren John Poole, som vi henviste til i går.

Funktionen er ikke nogen hemmelighed og Apple har tidligere oplyst, at den nye strømstyring i iOS 10.2.1 har nedbragt den uønskede nedlukning med op til 80 procent på iPhone 6s.

Alligevel er det interessant, fordi mange brugere oplever, at deres lidt ældre telefoner bliver langsomme, når de opdaterer til et nyt styresystem — og at flere brugere nu rapporterer, at deres telefoner bliver hurtigere med et nyt batteri.

Afviser at sløve telefoner med vilje

Derfor sparker Apples løsning også til diskussionen om, hvorvidt firmaet bevidst sløver telefoner, for at få brugeren til at købe en ny.

Det afviser Apple dog kategorisk i en udtalelse til mediet TechCrunch:

- Vores mål er at levere den bedste oplevelse for kunderne, hvilket omfatter den overordnede ydeevne og en forlængelse af deres enheders levetid. Lithium-ion-batterier bliver dårligere i stand til at levere spidsværdien af strømmen, når det er meget koldt, hvis batteriet er tæt på afladt og i takt med at det ældes, hvilket kan medføre, at enheden uventet lukker ned for at beskytte sine elektroniske komponenter.

- Sidste år udgav vi en funktion til iPhone 6, iPhone 6s og iPhone SE, som udjævner pludselige spidsbelastninger, når det er nødvendigt, for at forhindre at enheden uventet lukkes ned under ovennævnte forhold. Vi har nu udvidet denne funktion til iPhone 7 med iOS 11.2 og planlægger at understøtte andre produkter i fremtiden, skriver Apple.

Med andre ord, oplyser Apple, at de nu har udvidet strømbegrænsningen, så også iPhone 7 er inkluderet, hvilket netop var en af de ting som John Poole’s test indikerede.

Samtidig understreger Apple indirekte, at de vægter det højere, at telefonen ikke lukker ned, og holder længere på en opladning, end det hastighedstab, som strømstyringen medfører.

Lyder som en rimelig forklaring

Professor Poul Norby fra DTU, fortæller til DR, at det lyder plausibelt, at hastigheden på CPU’ens beregninger sættes ned, hvis Apple, som firmaet selv forklarer, begrænser spidsværdien af strømmen fra batteriet.

- Om det alene kan gøre, at de ældre telefoner føles meget langsomme i brug, er nok tvivlsomt. Det kan være en del af forklaringen, men skal nok ikke ses isoleret fra, at nyere software kræver mere af telefonens processor, vurderer han.

Men årsagsforklaringen om de slidte og kolde batterier holder, siger Poul Norby:

- Hvis man har slidt sit batteri i nogle år, så der kommer mere modstand i batteriet, så bliver spændingen på batteriet mindre og batteriet får mindre kapacitet.

Og det er i princippet det samme, der sker hvis batteriet er koldt.

- Så vil hvilespændingen være lavere. Så tror telefonen pludselig, der ikke er mere strøm tilbage. Det samme kan ske hvis man lige har trukket en masse strøm, så batteriet ikke har nået sin hvilespænding, forklarer han.

Det er netop det, der kan få telefonerne til at lukke ned, hvis de samtidig skal levere en stor mængde strøm på en gang.

Giv brugerne mulighed for at vælge

Norby bruger ikke selv en iPhone, men kender godt til, at telefonen pludselig lukker af sig selv, selvom der måske er 20 procent tilbage på batteriet.

Han mener derfor at det kan være en ganske udmærket løsning, Apple har valgt, for at undgå at telefonen slukker — også selvom det sker på bekostning af langsommere ydeevne. Men som han siger, kunne man måske med fordel sende spørgsmålet videre til brugerne, om hvad de helst vil have.

Det er også den vurdering, der kan ses flere steder på nettet, hvor Apple opfordres til at være mere transparente om deres valg. Ligeså at Apple lidt hurtigere opfordrer brugerne til at skifte batteri, selvom det allerede sker.

Det kunne eventuelt få folk til at lade være med at skifte telefoner ud, som måske kunne klare et år eller to til med et nyt batteri — og måske endda lukke ned for snakken om, hvorvidt Apple bevidst sløver telefonerne, for at få folk til at købe nye.

Har du en iPhone 6s, kan du i øvrigt tjekke her, om din telefon kan få et nyt batteri gratis, som led i et større ombytningsprogram Apple lancerede sidste år på grund af de mange telefoner der slukkede af sig selv.

Opdateret: Tilføjet at Apple allerede nu oplyser brugerne om, at iPhone-batteriet muligvis har brug for service.