Barbie-firma dropper kunstigt intelligent babysitter

Legetøjsgiganten Mattel lancerer alligevel ikke produktet ‘Aristotle’, der var designet som en digital assistent til små børn.

'Aristotle' nåede aldrig butikshylderne før Mattel kasserede den intelligente hjælper. Det sker efter pres fra politikere og fortalere for børns rettigheder til et reklamefrit liv. (Foto: © Mattel og Pixabay)

Kunstig intelligens og digitale assistenter er to af de mest hypede koncepter i teknologiverdenen for tiden.

Så hypede, at også legetøjfirmaet Mattel har kastet sig over intelligente digitale løsninger til børneværelset.

I januar fremviste firmaet produktet ‘Aristotle’, som ifølge pressematerialet blandt andet var designet til at hjælpe forældre med “at berolige grædende babyer, købe bleer eller finde online-tilbud, styrke gode manerer hos børn og endda hjælpe børn med at lære et fremmedsprog”.

Det kunstigt intelligente produkt, som består af en højttaler, mikrofon og kamera - i stil med Amazons Echo-produkter - skulle have været på markedet i år.

Istedet har Barbie-firmaet nu droppet 'Aristotle', der er udviklet sammen med Microsoft. Ifølge Mattels nytilkomne teknologichef Sven Gerjets sker det, fordi produktet "ikke er fuldt ud i overensstemmelse med Mattels nye teknologistrategi”. Det skriver Washington Post.

18.000 underskrifter og politikere imod

Kovendingen sker i forlængelse af to indsigelser.

Organisationen Commerical-Free Childhood har indsamlet tæt på 18.000 underskrifter mod produktet. Blandt underskriverne er 62 eksperter med speciale indenfor henholdsvis børns udvikling, undervisning og privatliv, der ikke mener “at helt unge børn skal være forsøgsdyr i kunstige intelligens-eksperimenter”.

I klagen til Mattel står der blandt andet

- Aristotle forsøger at erstatte omsorg, dømmekraft og selskab fra kærlige familiemedlemmer med samtaler og falsk opdragelse fra en robot designet til at sælge produkter og opbygge brand-loyalitet.

- Unge børn bør ikke opmuntres til at knytte bånd til og venskaber med dataindsamlings-enheder, lyder kritiken.

Også politikere er bekymret

Gruppen står ikke alene med sine bekymringer.

Senator Edward J. Markey og medlem af repræsentanternes hus Joe Barton har ligeledes skrevet til Mattel og udtrykt “seriøse bekymringer om privatlivet” og Aristotles’ mulighed for at at lave “dybdegående profiler af børn og deres familier”.

Herefter har Mattel altså trukket stikket på Aristotle, så forældre nu må klare sig uden den kunstige intelligens til “at gøre det lettere at beskytte, udvikle og opdrage det vigtigste aktiv i deres hjem - deres børn.”

Wi-Fi Barbie også i problemer

Det er ikke første gang Mattel forsøger at gøre børneværelset internetforbundet.

Firmaet har tidligere lanceret en interaktiv udgave af Barbie designet til at svare på børns spørgsmål. Barbie-dukken optager samtalen med barnet og sender data til skyen for at kunne give et formålsfuldt svar.

Det har fået privatlivsfortalere til at advare mod dataindsamling, mens sikkerhedsspecialister har advaret mod hacking af dukkerne, der ifølge eksperterne kan give folk med dårlige hensigter kontrol over både data, kontoplysninger og mikrofonen.