Først kostede den ingenting. Så kostede den pludselig næsten 1.200 dollars. Så tabte den 1000 dollars i værdi. Og nu er den så fordoblet igen, og handles netop nu til lige under 400 dollars, efter tidligere på ugen at have rundet 500 dollars.
Det handler om den digitale kryptovaluta bitcoin, der ellers har ligget underdrejet siden begyndelsen af 2014, hvor bitcoinbørsen MtGox-kollapsede. Dengang var bitcoinen gennem en længere periode steget voldsomt, ikke mindst fordi kineserne spekulerede i valutaen. Det skabte dengang overskrifter i alverdens medier.
Det fik dog en ende, da de kinesiske myndigheder skred ind overfor handlen, samtidig med at flere lande officielt advarede mod spekulation i bitcoin-kursen. De sidste par dage er kursen så igen braget opad - og noget tyder på, at det er usikkerhed om situationen i den kinesiske økonomi, der er blandt årsagerne, skriver flere medier.
En slags blåstempling
Andre har forklaret den pludselige udvikling med, at flere banker er begyndt at interessere sig for den teknologi, bitcoin-systemet bygger på, ligesom at EU-domstolen for nylig afgjorde, at bitcoins ikke skal pålægges moms, fordi systemet er at betragte som en slags valuta.
Det blev dengang udlagt som en art blåstempling af systemet, der tilmed kom i en periode, hvor flere større investeringsbanker i USA har sat sig for at undersøge, om bitcoin-teknologi kan bruges bredere på de finansielle markeder.
Bitcoins er både et betalingssystem og en møntfod, der er selvregulerende og fungerer uden nationalbanker i ryggen. Systemet findes kun på nettet, hvor systemets diskrete natur, har gjort populært blandt pushere på nettets skumle markedspladser.
Bitcoin-systemet er dog i sig selv blot en teknologi, der også kan bruges til helt legitime formål - og en væsentlig del af systemet er den såkaldte blockchain, der blandt andet har til formål at sikre systemets gennemsigtighed og derfor også, at en bitcoin ikke kan bruges flere gange.
Ingen ved, hvem der har opfundet systemet - men computerkoden, der ligger bag, er open source. Det betyder, at alle kan deltage i at drive og udvikle systemet videre.