Crowdfunding-platform gør det nemt for alle at investere i startups

I stedet for at investere i et produkt, bliver det nu muligt at investere direkte i firmaet via Indiegogos nye service.

100 dollars er det mindste, man kan investere, hvis man vil prøve lykken som investor i et nystartet firma via Indiegogos nye service. (© Scanpix)

Crowdfunding-platformen Indiegogo lancerer i fællesskab med firmaet MicroVentures en ny platform, der giver alle mulighed for at købe andele i nye startup-virksomheder.

Konceptet kaldes for equity crowdfunding.

Tanken er altså, at man i stedet for at smide sine sparepenge efter et produkt (som man gør via ‘normal’ crowdfunding) investerer direkte i firmaet.

Oculus havde været en guldrandet forretning

Et perleeksempel på hvor det ville have givet god mening, er firmaet Oculus.

De unge stiftere lagde prototypen af deres Virtual Reality-brille ud på den konkurrerende crowdfunding-platform Kickstarter tilbage i 2012. Indsamlingen var en kæmpe succes og indbragte Oculus lige under 2,5 millioner dollars.

Godt 2 år senere købte Facebook så Oculus for 2 milliarder dollars.

Så havde man investeret sine 300 dollars i firmaet Oculus i stedet for i deres prototype VR-headset, ville man - i et meget forsimplet regnestykke - have været millionær i dag.

Danskere kan investere - men ikke rejse kapital

Den mindste investering man kan foretage sig på den nye Indiegogo-platform er 100 dollars (små 700 kroner), og alle kan være med - også danskere.

Til gengæld er det kun amerikanske firmaer, der i første omgang kan rejse kapital via platformen.

Indiegogos partner, MicroVentures, står for papirarbejdet og sørger for, at alt det juridiske og økonomiske er på plads.

Indiegogo bliver altså mere et udstillingsvindue for de firmaer og services, der søger kapital, og det betyder, at hvis du på Indiegogos hjemmeside trykker på ‘invester-knappen’, ud for et af de fire firmaer man i første omgang kan investere i, bliver du sendt over på Microventures side for at færdiggøre betalingen.

Ikke de første på markedet

Indiegogo er ikke det første firma, der tilbyder equity crowdfunding - fx kan man på den britisk baserede tjeneste Seedrs investere på samme måde (endda med investeringer helt ned til 80 kroner).

Men det har først for nylig kunnet lade sig gøre at tilbyde en amerikansk version, efter at præsident Obama for et halvt år siden underskrev en ny lov, der ændrede reglerne for personlige investeringer.

Loven betyder samtidig, at der er en grænse for, hvor meget man som enkelt-person kan få lov til at investere, baseret på hvor mange penge du ejer og tjener.

Derfor er det også påkrævet, at du indtaster disse to oplysninger, før du får lov til at investere, hvis du skulle have fået smag for at søge lykken som investor i nystartede virksomheder.

Men inden, du farer over og kaster om dig med din opsparing, skal det nævnes, at der typisk er tale om investeringer med en høj risiko. Nu er du advaret.