Dataekspert advarer mod Telia-dims i bilen

Forsikringsbranchen kalder det ”dialog” og vil gerne samarbejde med telegigant om at få data om privatbilisters kørsel via et overvågningsapparat fra Telia. Dataekspert kalder det "fuld overvågning".

Opdatering: Efter artiklen blev publiceret på dr.dk den 16. september 2017, er So ein Ding blevet kontaktet af Telia, der gør opmærksom på, at artiklen kan efterlade det indtryk, at der aktuelt udveksles data mellem Alka og Telia om forsikringskundernes kørselsvaner baseret på registrering fra Telia-produktet Telia Sense. Telia understreger i deres henvendelse, at dette ikke er ikke tilfældet og skriver til redaktionen ”Der er tale om et rent marketingssamarbejde mellem Telia og Alka”. So ein Ding præciserer derfor at artiklen fra 16.september ikke handler om, at en sådan dataudveksling aktuelt foregår.

Den rutinerede dataekspert Pernille Tranberg ønsker sig ikke en Telia Sense Car i julegave.

Hun fortæller i programmet So ein Ding, at hun anser det som ”fuld overvågning”, når Telia og Alka Forsikring samarbejder om en ny dims, der overvåger din kørervaner.

Alka Forsikring har i årevis allerede haft en lignende boks, som giver kunderne en billigere forsikring, hvis de får boksen installeret. Boksen registrerer ifølge Pernille Tranberg din kørselsadfærd, og hvis du er ude for et trafikuheld, og det viser sig, at du har kørt for stærkt, stiger din selvrisiko.

Derfor har det vakt opsigt hos Pernille Tranberg, at Telia med deres nye dims, Sense Car, har valgt at samarbejde med Alka Forsikring.

Telia sælger selv dimsen til folk, der ønsker 4G wifi i deres bil – også når de er i udlandet. Boksen giver dig også overblik over, hvor du har kørt og hvor hurtigt, hvor mange hårde opbremsninger du har lavet, dit benzinforbrug osv.

Alka tilbyder i øjenblikket boksen gratis, hvis man tegner en bilforsikring hos dem.

Hvem får data?

Det får Pernille Tranberg til at stille spørgsmålstegn ved, hvordan Telia håndterer de data, som dimsen opsamler.

Hun mener slet ikke, at Telia i tilstrækkelig grad oplyser om, hvor meget data, der bliver givet til Alka Forsikring, i hvor lang tid Telia gemmer dataene, om dataene bliver gemt i Danmark, i udlandet eller måske hos private cloududbydere. Og hun vil også vide, om Telia sælger dataene videre til en tredjepart.

Pernille Tranberg er tidligere journalist og arbejder nu som konsulent i firmaet Dataethics Consulting, som blandt andet rådgiver firmaer om privacy-politik og beskyttelse af data. (© JAKOB ESKILDSEN)

- Privatlivet er retten til at bestemme, hvem der ved hvad og hvornår. Jeg tror sådan set, at Telia behandler data ordentligt, siger hun.

Men det er ikke godt nok for Pernille Tranberg:

- De glemmer at fortælle ordentligt om, hvad de gør med data. De kunne have lavet en meget nem og forklarende politik, hvor man kunne læse og forstå, hvad de bruger ens data til, siger hun til So ein Ding.

Alka: Vil i dialog med kunderne om deres kørsel

Pernille Tranbergs kritik har fået So ein Ding til at kontakte Telia og Alka Forsikring for at høre, hvor meget data de deler med hinanden.

Hos Alka Forsikring lyder svaret i første omgang, at man sammen med 8-10 testpersoner lige nu eksperimenterer med at bruge Telia Sense til at ”komme i dialog med kunderne” om deres kørsel.

Den forklaring bliver dog korrigeret et par dage efter vores første forespørgsel. Nu oplyser Alka, at de 8-10 testpersoner ikke har Telia Sense installeret i bilen, men en helt anden dims, som overvåger deres kørsel.

Alka vil gerne overvåge

Men der er ingen tvivl hos Alka om forretningspotentialet i Telias produkt. Hvis Telia vil spille med, vil Alka Forsikring i nær fremtid gerne overvåge kundernes kørsel ved hjælp af Telia Sense. Gerne startende allerede senere på året, fortæller kommunikationsdirektør Lise Agerley.

I første omgang vil forsikringsselskabet bruge Telia Sense til at sende såkaldte dialog-SMS’er ud til kunderne:

- Vi kan gøre opmærksom på, hvis der er en uhensigtsmæssig kørsel. For eksempel hvis man kører for stærkt forbi en skole. Eller hvis man generelt ikke har overholdt hastighedskravene i løbet af dagen. Så får man feedback fra os på SMS, siger hun.

Hvis prøveordningen går godt, kunne Lise Agerley godt forestille sig, at Alka vil tilbyde deres kunder en ordning, hvor de får en billigere forsikring, hvis de kører rigtig pænt ifølge data fra Telia Sense, fortæller Lise Agerley.

Telia: Ingen får adgang til dine data

Spørgsmålet er, om Alkas tilnærmelser bliver gengældt hos firmaet, der udbyder boksen, Telia.

På Telias hjemmeside finder man under en FAQ følgende skriv om datasikkerheden på Telia Sense:

- Ingen får adgang til den opsamlede data, med mindre du har givet din udtrykkelige accept. Det er dig som kunde, der ejer de data, der opsamles, og det er dig, der bestemmer, hvem der skal have adgang.

Fra Telias hjemmeside (© TeliaCompany)

Den formulering er dog slet ikke nok for Pernille Tranberg, og So ein Ding har derfor stillet Telia en række opfølgende spørgsmål til Telias pressechef Rasmus Avnskjold:

Sletter I data løbende henover tid?

Historik bibeholdes i app’en indtil kunden skifter bil (eller tilknytter en anden bil til Telia Sense) eller opsiger sit abonnement. I forbindelse med partnere slettes data så snart, de er overført til tredjepart.

Sælger I data videre til tredjepart?

Nej.

Hvor bliver dataen rent fysisk lagret? Vi lagrer data i vores Telia Sense-platform i overensstemmelse med Telia’s kundedatapolitik og EU's GDPR retningslinjer, skriver pressechef Rasmus Avnskjold med henvisning til EU's databeskyttelsesregulativ.

Han forstår ikke Pernille Tranbergs kritik, som ifølge ham "bærer præg af en antagelse om, at der indsamles et væld af data, der bruges vidt og bredt. Dette er ikke tilfældet. Det er svært at gennemskue, hvilke informationer der mangler for at kunne imødegå kritikken".

Du kan møde Pernille Tranberg, når hun er gæst hos Nikolaj Sonne i So ein Ding, som kan ses på DR.dk/tv allerede nu eller lørdag på DR2 kl. 22.45.