Digitaliseringsstyrelsen advarer mod SMS-fup

Mens danskerne vender blikket mod ferien, har platuglerne skruet op for aktiviteten. Nu advarer Digitaliseringsstyrelsen om en bølge af SMS og mail-fup.

Giv os venligst adgang til din konto, kunne der ligeså godt stå. (Foto: © Ulrik Marschall)

Uanset hvor indtrængende du bliver bedt om at gøre det, er det en rigtig sløj idé at sende dine NemID-koder og nøglekort til fremmede - også selv om de har sendt dig en tilsyneladende helt autentisk SMS med kravet.

Sådan lyder advarslen fra Digitaliseringsstyrelsen, der netop nu kan rapportere om en ny bølge falske SMS- og mailbeskeder fra personer, der udgiver sig for at være fra NemID.

Advarslen kommer efter at bankerne og Nets, der driver NemID-systemet, har registreret en stigning i antallet af danskere, der spørger om råd, efter at have kommet til at sende deres NemID-nøglekort til svindlere.

Råd: Ignorer dem

Fænomenet med denne slags phishing er ikke nyt - og de senere år er forsøgene på at lokke både NemID-nøgler, kreditkortnumre og meget andet ud af danskerne blevet stadigt mere professionelle og sværere at gennemskue.

Blandt de velkendte fiduser er netop mails, hvor nogen, som udgiver sig for at være Nets på ofte overordentlig høflig vis forklarer brugerne, at det er tvingende nødvendigt at de tager et billede af deres NemID-nøglekort, og sender det til dem sammen med adgangskoden.

En sådan bølge rammer netop nu igen - denne gang også via SMS.

Styrelsen opfordrer til, at man ignorerer sådanne henvendelser - og, hvis man har kvajet sig, at man hurtigst muligt spærrer sit NemID på nemid.nu.