Lad os med det samme slå én ting fast: Samsung lytter ikke på hvad du siger 24 timer i døgnet, og de lytter ikke på alle dine samtaler med kæresten i soveværelset.
Det, du lige har læst, er ikke noget jeg har skrevet, det er noget jeg har indtalt på en iPhone.
På tastaturet sidder der lige ved siden af mellemrumstatsten en lille mikrofon.
Aktiverer du den, optager den hvad du siger, sender lyden til en server med tilhørende kæmpe-computerhjerne, som omformer din tale til tekst. Det foregår så hurtigt at man næsten ikke kan tro det.
Det er præcis det samme som Samsungs smart-TV gør, og det som de i ugens løb er blevet trukket godt igennem sølet for.
Samsung er skyldige i helt almindelig talegenkendelse
Konceptet hedder talegenkendelse, og et af de firmaer der er længst fremme på området er Nuance. Det er selv samme firma, som Samsung bruger, så du kan stemmestyre dit TV.
Nuances teknologi er muligvis også den, der gør, at jeg kunne indtale de første linjer af denne kommentar på min telefon. I hvert fald har deres teknologi tidligere været en afgørende del af Apples taleassistent Siri.
Åbner jeg Google-appen på min telefon, er der ligeledes her en mikrofon. Spørger jeg den: “Hvem er statsminister i Danmark”, omformes spørgsmålet til en søgning på nettet.
Google er nu så klog, at jeg ikke bare får søgeresultater tilbage, men får det korrekte svar fra deres Knowledge Graph.
Men det stopper ikke der. Går jeg ind i min søgehistorik på min Google-konto står nu følgende: "Searched for hvem er statsminister i danmark 1:34pm." Så de har altså lagret min stemmesøgning.
Smartphones kan det samme som Samsungs TV
En anden ting der kan lade sig gøre både på iPhone og Android er, at man kan vække talegenkendelses-assistenterne ved hjælp af en simpel kommando. På iPhone siger du "Hey Siri", på Android siger du "OK Google".
Begge dele resulterer i, at mikrofonen aktiveres, og at du nu kan stemmestyre telefonen. Altså det samme som kan lade sig gøre på Samsungs TV, hvor kommandoen er "Hej TV".
Men hvor iPhone og Android er klar til at søge på nettet, og sende information ud af din telefon, så kan "Hej TV" faktisk kun bruges til basale ting, som fx at skrue op for lyden, som ikke kræver dataforbindelse. Skal du bruge de mere avancerede stemmefunktioner, som kræver dataforbindelse, skal du aktivt vælge mikrofonen på fjernbetjeningen.
Politikere råber op, uden at ane hvad de råber om
Inden nogle havde gjort sig den ulejlighed at undersøge, hvordan det hele hænger sammen, og at alt det hvad Samsungs TV kan, også findes i enhver smartphone, kunne man således læse følgende i et telegram fra Ritzau:
"De stemmestyrede såkaldte smart-tv nøjes nemlig ikke med at lytte, når dets ejer siger "skru up" eller "skift til DR1", men også når der tales privat i stuen eller soveværelset."
Udover at det med et snuptag lykkedes at gøre danskerne unødigt bange for deres TV, havde Datatilsynet åbnet en sag mod Samsung, forbrugerorganisationen Tænk var gået på barrikaderne, og stort set samtlige it-politiske ordførere havde råbt op om stramninger i forhold til overvågning.
Det sidste er som sådan fint nok, problemet er bare, at anledningen er baseret på en fejlagtig tolkning af reglerne for brug af Samsungs Smart-TV og en manglende forståelse for den teknologi, som gør det muligt at stemmestyre noget som helst.
Samsung har efterfølgende - og af flere omgange - forsøgt at trænge igennem med budskabet om at deres TV (ligesom Apple og Google i de tidligere nævnte eksempler) kun optager hvad du siger, når du aktiverer mikrofonen, og at de iøvrigt ikke sælger dine data. Men på det tidspunkt er de fleste medier færdige med sagen, måske fordi det ikke ser så godt ud, at man er løbet med en meget halv vind.
Samsung har formuleret sig klodset
Inden vi nu går helt overboard og sender Samsung en regulær undskyldning, så har det sydkoreanske firma da også formuleret sig uklart og klodset. Og der er stadigvæk flere uafklarede spørgsmål, blandt andet om de (eller Nuance) opbevarer stemmefilerne, eller om de “kun” gemmer teksten lydfilerne bliver konverteret til, og hvad de bruger dataene til.
Men det ændrer ikke ved, at det der er beskrevet i medierne, er en grov fordrejning af, hvad der egentlig står i Samsungs brugerlicens (som firmaet efterfølgende har opdateret for at gøre det mere forståeligt).
Som jeg opfatter det, har Samsung blot forsøgt at klargøre for deres kunder, at når man aktiverer en mikrofon, så optager den al den lyd der er i rummet. For det er jo det en mikrofon gør - den optager lyd.
Det er ikke anderledes, end hvis der står nogle og bagtaler bossen ved siden af mig, mens jeg er i gang med at spørge Google hvem der er statminister i Danmark. I det tilfælde vil en privat samtale jo også blive sendt til Google.
Du er omgivet af mikrofoner og kameraer
Og nu nærmer vi os det, som denne kommentar er blevet solgt på. Er du bange for mikrofonen i dit Samsung-TV, eller den tilhørende fjernbetjening, så må du begynde at ryste i bukserne over hvor tæt du i dette øjeblik sidder på mindst en mikrofon og et kamera.
Læser du på en smartphone eller en tablet, vil der være en mikrofon og to kameraer få centimeter fra denne tekst. Er du på en pc, er der nok kun et kamera, men stadigvæk en mikrofon.
Mens jeg sidder og skriver disse ord på min arbejdsplads, er jeg omgivet af så mange mikrofoner og kameraer, at jeg ikke har tal på dem. Jeg har ingen idé om hvor mange apps og tjenester i dette rum, som har bedt telefonens ejermand om at få lov til at bruge mikrofonen. For det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at man bliver spurgt om en ny app man installerer må få adgang til mikrofon og/eller kamera.
Er man ekstra paranoid eller konspiratorisk anlagt, så kan alle disse kameraer og mikrofoner teoretisk hackes af alt fra nørdede drenge med bumser i hovedet, til efterretningstjenester fra alle verdens lande.
Så jeg mangler stadigvæk at se problemet i Samsungs ‘lyttende’ TV, som for mig er minimalt, sammenlignet med den omfattende dataindsamling og overvågning, vi dagligt er underlagt og finder os i.
Men sjovt nok giver dét ikke anledning til at politikere råber op om noget som helst.
Drop din smartphone, inden du skiller dig af med dit tv
Og her rammer vi kernen i denne sag. Hvad ved vi egentlig om hvordan firmaer indsamler og samkører data om os?
Hvad ved du om hvad Facebook ved om dig? Hvad ved du om hvad Google ved om dig? Disse to firmaer har så detaljeret information om dig som person, at du kunne lade Samsung lytte med 24/7 i et år, uden de ville komme i nærheden af at forstå dine tanker og præferencer lige så godt.
Og så husker du da lige på, at din smartphone konstant sladrer om hvor du er henne ik’?
Hvis du - uanset om du er politiker eller ej - stadig er oprørt over Samsungs smart-TV, så vil jeg anbefale, at du skiller dig af med din smartphone, nedlægger din Facebook-konto, og naturligvis lader være med at søge information på Google.
Men inden du gør det, kan det være du lige skal prøve det der talegenkendelse. For det er fanme smart.
