Google-apps udløser bødestraf i Rusland

Internetgiganten står til bøder efter en russisk afgørelse om for mange Google-apps på Android-mobiler. Sagen bringer mindelser om en tilsvarende undersøgelse i EU.

Google står overfor erstatning i en sag, der minder en måske kommende i EU. (Foto: © Diptendu Dutta, Scanpix)

Det er ikke okay at Google bruger Android-mobilerne til at fremme sine egne tjenester på bekostning af konkurrenternes. Det mener de russiske konkurrencemyndigheder, der i en ny kendelse erklærer, at Google har brudt loven ved at pakke egne tjenester sammen med Android-systemet, der driver hovedparten af telefonerne i Rusland.

Denne praksis betyder, at konkurrenter som Yandex - der har indgivet klagen over Google - får alt for svært ved at konkurrere, fordi brugerne blot benytter de tjenester, telefonen leveres med, altså Googles egne.

Yandex er i Rusland både en søgetjeneste, en korttjeneste, en mailtjeneste, en browser og meget andet. Mens tjenesten herhjemme er rimelig ukendt, er den stor i både Rusland og flere af de tidligere sovjetrepublikker, samt i Tyrkiet.

Google kan skrælles ud

Googles Android-system er langt det mest udbredte til smartphones globalt, hvor det udgør mere end 82 procent af alle solgte mobiler. Apples iPhone ligger vanligvis omkring 10-15 procent af det globale marked, mens Windows Phone er en fjern treer med nogle få procent.

Googles Android-system er som udgangspunkt frit og åbent, og det er helt lovligt hvis en mobilproducent tager en kopi af systemet, skræller Googles tjenester fra, og lancerer mobiler, hvor deres egne tjenester har erstattet Googles.

Det har blandt andet Nokia og Amazon tidligere gjort. Nokia lancerede for et par år siden en serie mobiler, baseret på Android, hvor Microsofts tjenester havde erstattet Googles, mens Amazon gjorde det samme med sin nu skrottede Fire Phone.

Bødestørrelse følger senere

Selv om man ikke behøver at gøre det, vælger de fleste mobilproducenter at 'bundle' Googles tjenester med Android, hvorved både Googles app-butik, YouTube, browseren Chrome, Gmail og mange andre Google-apps følger med telefonen.

Problemet er, at mobilproducenter ikke blot kan nøjes med at installere Googles app-store, Google Play og lade brugerne selv finde frem til resten. Vil man have Google Play, skal man også lægge alle de øvrige Google-apps ind, og det er det, der nu udløser den russiske konkurrencesag.

Det er endnu uvist, om og hvor stor en bødestraf, Google eventuelt kan idømmes - men det være en større procentdel af selskabets russiske omsætning. Google har endnu ikke kommenteret sagen, men afventer den endelige afgørelse, der ventes klar inden ti dage.

Den russiske konkurrencesag minder en smule om den undersøgelse, EUs konkurrencekommissær, Margrethe Vestager annoncerede i foråret. Sideløbende med en anden konkurrencesag mod Google - om annoncer for Googles egen shoppingtjeneste - vil EU undersøge, om Google bruger sin dominerende position med Android-systemet, til at fremme sine egne tjenester på mobil.