Google klar med ny app til videosamtaler

Duo er Googles forsøg på at snuppe videokunder fra Snapchat, Facebooks Messenger, Microsofts Skype og Apples FaceTime.

Man skulle tro at markedet for videosamtale-apps var mættet. Men det mener Google ikke. (© Google)

Selvom det nok er mere end tvivlsomt, at du lige står og savner en app, til at kunne videosamtale med venner eller familie, så er Google nu klar med et nyt bud på, hvordan sådan en fætter kan snedkereres i 2016.

Duo er navnet på appen, som i disse dage er ved at blive rullet ud til Android og iPhone-brugerne, og som ifølge Google er designet til at være så simpel som overhovedet muligt.

Det eneste man kan med Duo er at videosnakke 1 til 1 på mobilen. Den virker ikke på PC, der er ingen gruppesamtaler, ingen filtre, ingen mulighed for at tegne kruseduller ovenpå samtalen eller smide en sjov kat ind midt i det hele, som det kan lade sig gøre på nogle af konkurrenternes platforme.

Du kan se den der ringer uden at tage telefonen

Selv om nogle mennesker - helt forståeligt - værdsætter simplicitet, er det mere end svært at få øje på, hvorfor Duo skulle tage nogle nævneværdige markedsandele fra Snapchat, Messenger, Skype og FaceTime..

Først og fremmest er det notorisk vanskeligt at introducere nye kommunikations-apps, der kun virker, hvis andre også bruger dem. Desuden indeholder Duo groft sagt næppe mere end halvanden nævneværdig nyhed.

Mest interessant er funktionen knock-knock, der gør, at du kan se video, fra den der ringer, direkte på låseskærmen, FØR du har taget opkaldet.

Det vil sige, at den der ringer op automatisk dukker op på din telefon, og fx kan begynde at vifte med to koncertbilletter eller en buket blomster, for at overbevise dig om, at du skal tage videofonen.

Netop denne mulighed håber Google vil fjerne den naturlige barriere, mange folk har ved at foretage videoopkald.

Den dårlige nyhed er så bare, at knock-knock-funktionen kun virker på Android og ikke på iPhone, medmindre du sidder med Duo-appen åben på din Apple-mobil. Det skyldes Apples strikse regler, der gør det umuligt for Google (og andre) at få direkte adgang til at vise indhold på låseskærmen.

Du behøver ikke at have en Google-konto

Den anden halv-interessante ting ved Duo (hvis man graver dybt) er, at du ikke behøver at have en Google-konto for at være med.

Duo adskiller sig nemlig fra alle andre Google-produkter ved, at man kan oprette sig alene med et telefonnummer, sådan som det også kendes fra WhatsApp og senest Facebook Messenger.

Videosamtalerne er ifølge Google krypteret end-to-end - ligesom Apples FaceTime - hvilket i teorien gør dine samtaler fuldstændig private. Det kan hverken Skype, Facebook Messenger eller Googles anden videosamtale-app Google Hangouts bryste sig af.

Kommer (måske) til en telefon nær dig

Google er gået i gang med at rulle Duo ud til dem, der har lyst til at prøve appen. Men mens disse ord bliver skrevet, er appen dog hverken dukket op i den danske Google Play-butik eller i Apples App Store.

Ifølge Google er det dog blot et spørgsmål om få timer eller dage, før du også kan få fat i Duo.

Spørgsmålet er så bare, om du kender nogle, du kan ringe til?