Internetgiganten Google forsætter sin opkøbsbølge ind i robot-verdenen og har nu slået en klo i robotproducenten Boston Dynamics, der står bag en række opsigtsvækkende produkter.
Boston Dynamics er blandt andet kendt for robothunden BigDog (se video nedenfor) – en hundelignende robot, der er både terrængående og usædvanlig svær at vælte. Den er endda blevet modificeret, så den også kan kaste med ting.
https://www.youtube.com/watch?v=W1czBcnX1Ww
Prisen og vilkårene for købet af Boston Dynamics er ukendt, men det er velkendt, at Google i øjeblikket meget målrettet arbejder på at hente robot-kompetencer ind i selskabet.
Ottende robotopkøb i år
Opkøbet er Googles ottende robot-relaterede opkøb i år, og lederen af projektet er en af Googles spidser: Android-direktøren Andy Rubin, der har ført smartphone-systemet Android frem, så det nu driver fire ud af fem af de smartphones, der sælges i hele verden.
Hvis du ikke kender Boston Dynamics, er dog ikke et tilfælde. Selskabet har ikke interesseret for det brede forbrugermarked, men har fortrinsvis lavet robotteknologi til militært brug.
Google har meldt ud, at Boston Dynamics vil levere det, selskabet er kontraktsligt forpligtet til, også under Googles ejerskab. Det er dog uklart om Google er interesseret i nye kontrakter med militæret.
Virale hits
Boston Dynamics produkter har været virale hits på YouTube, især fordi de er bemærkelsesværdige livagtige, og er udformet som dyr og mennesker. Selskabet er især kendt for den kattelignende robot WildCat der kan løbe 26 kilometer i timen, pak-æslet BigDog eller den menneskelignende robot, Atlas.
https://www.youtube.com/watch?v=wE3fmFTtP9g
I forrige uge fortalte Amazon-stifter Jeff Bezos at også Amazon drømmer om en robot-tung fremtid. Amazon tester et system, hvor selskabet kan levere de mindre pakker med flyvende droner, der har en rækkevidde på 16 kilometer.
Det er teknologi, der i princippet allerede findes nu, men projektet mødte alligevel skepsis, på grund af en række logistiske problemer. For det første er fjernstyret droneflyvning slet ikke tilladt, og for det andet er Amazon nødt til at bygge et meget stort antal kontrol- og distributionscentre, fordi dronernes rækkevidde er så kort.
Strategien er hemmelig
Her er Boston Dynamics-robotterne af en anden støbning, fordi de er beregnet til brug i kamp.
Google har ikke afsløret, hvad strategien bag robot-satsningerne er på længere sigt, men robot-chef Andy Rubin har i et interview med New York Times tidligere på måneden forklaret, at horisonten for produkter af den art er mindst ti år. Google betragter robot-området som et helt uberørt område, hvor Google både vil rode med hardware og software for bedre at forstå helheden.
Rubin nævnte ved samme lejlighed selskabets selvkørende biler, der i begyndelsen blev regnet som ren science fiction, men som nu faktisk er brugbare,gennemtestede og velfungerende.
Googles robot-afdeling er delt mellem Silicon Valley og Japan, og den seneste tilføjelse, Boston Dynamics, er faktisk ældre end Googles selv. Selskabet blev stiftet i 1992.
https://www.youtube.com/watch?v=tFrjrgBV8K0