Google overvejer selv at producere førerløse biler

Skal Google være bilproducent eller operere en førerløs taxaservice? Begge muligheder er i spil.

Google overvejer, om de selv skal producere deres selvkørende biler. (© Google)

Googles selvkørende bilprojekt har efterhånden kørt i seks år.

Og selvom selskabet ofte taler højt om bilens fremskridt, så er der ét emne Google aldrig har været særligt åbenmundede omkring: Nemlig, hvordan firmaet forestiller sig, at teknologien skal rulles ud i den virkelige verden, når lovgivningen og teknologien er klar.

Men nu har Sarah Hunter, Head of Policy hos GoogleX, åbnet lidt for de tanker, Google gør sig.

Det skete til en høring afholdt i San Francisco af California Public Utilities Commission om selvkørende biler.

Kommissionen, som har ansvar for al offentlig forsyning og dermed også Californiens veje, havde indkaldt til høringen som et led i bestræbelserne på at udvikle en egentlig lovgivning om autonome biler, der indtil videre kun må operere på testbasis.

Google overvejer selv at producere biler

Direkte adspurgt fra en person i salen om Googles planer er at sælge selvkørende til privatpersoner, eller om de vil lave en bildelings-service, svarede Hunter:

- Vi har endnu ikke besluttet, hvordan vi introducerer det (de selvkørende biler, red) på markedet. Bliver det noget vi producerer i stor skala og sælger til privatpersoner? Eller er det noget vi ejer og opererer som en service? Vi ved det ikke.

- Hvordan folk gerne vil bruge denne type bil er svært at forudsige, sagde Hunter.

Uagtet at svaret var et 'ved ikke', er det værd at bemærke at de to scenarier Hunter selv stillede op, begge havde Google tungt placeret i førersædet, enten i form af rollen som bilfabrikant eller som operatør af noget der minder om en Uber-lignende taxa-service blot i førerløs udgave.

Om det var taktisk, at det netop var disse muligheder Hunter skitserede, kan naturligvis ikke afvises. Men det er i hvert fald slående, at hun ikke nævnte muligheden for at licensere teknologien til eksisterende bilfirmaer, enten direkte eller i stil med Android, hvor det står alle frit for (på visse betingelser) at installere Googles system.

Googles bil er uafhængig af andres infrastruktur

Hunter forklarede også om Googles strategi for udviklingen af den førerløse bil.

Selskabet fremviste i maj 2014 første gang den lille to-personers 'nuttede' pod uden rat og speeder. Dette var et skift fra den hidtidige strategi, hvor Google havde tilpasset allerede eksisterende biler på markedet og samtidig en beslutning om, at deres bil ikke skal kunne føres af mennesker.

Googles egen bil opererer samtidig fuldstændig uafhængigt af den nuværende infrastruktur, hvilket ifølge Hunter er en helt strategisk beslutning.

- Vi besluttede at vi ikke vil bygge biler, der kræver en ændring af infrastrukturen. Vi kan ikke vente på, at alle byer i verden får sensorer på trafiklys eller på at alle andre biler kan kommunikere med vores. For så skulle vi vente for evigt, forklarede Sarah Hunter.

- Så vi ville bygge en bil, der er fuldstædig autonom, som kan operere uden at være afhængig af andre infrastuktur-signaler, sagde hun.

Google afviste dog ikke at kunne ændre sin egen teknologi, i takt med at infrastrukturen bliver udviklet.

- Når først bil-til-bil kommunikation bliver rullet ud, kan vi lade bilen bruge det ekstra lag af information, men vi er ikke afhængige af det, forklarede Hunter.

Hvornår kommer den ægte selvkørende bil?

Uber, der ligeledes arbejder seriøst med selvkørende biler, deltog også på høringen, sammen med flere eksperter indenfor automatisering af transport.

Blandt eksperterne var Steven Shladover, som tidligere på året sagde til DR Viden, at han ikke regner med, at den ægte førerløse bil, der kan tage dig lige nøjagtigt derhen hvor du ønsker, vil være mainstream før om 60 år.

Dette budskab gentog han til høringen, da han ligesom de andre i panelet blev bedt om at sætte årstal på, hvornår teknologien er rullet bredt ud.

Shladover var dog med sit bud 2075 en hel del mere pessimistisk end de andre fire paneldeltagere, selvom noget af uenigheden nok består af, hvordan man helt præcist definerer 'førerløs bil' og 'mainstream'.

De andre bud var: 2025, i 2020'erne og 2035, mens Googles Sarah Hunter var den mest optimistiske. Hendes svar var: "Når lovgivningen tillader selvkørende biler".