To sejre til maskinen over mennesket.
Det er de kolde kendsgerninger, efter at Googles kunstigt intelligente computer AlphaGo for anden gang på to dage tørnede sammen med verdensmesteren i brætspillet Go, Lee Sedol.
Efter at Lee i første kamp opgav før tid, måtte det andet møde ud i overtid, før AlphaGo kunne trække sig sejrrigt ud af matchen.
Kampen var den anden ud af fem, som bliver afviklet mellem 9. og 15 marts i Sydkoreas hovedstad Seoul.
Den sydkoreanske verdensmester havde inden kampen med den kunstigt intelligente computer forudsagt, at han sammenlagt ville vinde 5-0 eller 4-1.
Dette er altså ikke længere muligt, og Lee har i den grad ryggen mod muren inden de sidste tre kampe.
Alle kampene bliver sendt live på YouTube, og særligt i Kina er det populært at følge med i den ultimative match mellem mand og maskine i det 2.500 år gamle kinesiske spil.
Ifølge Demis Hassabis - direktør og stifter af det Google-ejede firma DeepMind, som har udviklet AlphaGo - fulgte over 100 millioner det første opgør. Heraf var de 60 millioner kinesere.
Fredag er der hviledag, men lørdag kl. 5 om morgenen dansk tid mødes verdens to bedste Go-spillere for tredje gang, hvor AlphaGo altså har matchbold.
