“Det er jo den gamle historie om at tage en hundelort, dyppe den i gul maling og sælge den som en banan!”

Bemærkningen faldt i 1999 under dotcom-boomet. Jeg var inviteret til middag på en italiensk restaurant i Københavns indre by. Investorer og iværksættere drak dyr rødvin og drømte om, hvordan de kunne score kassen på deres ide.

Det var en tid, hvor man kunne rejse millioner af risikovillig kapital på en (såkaldt) forretningsplan skrevet på bagsiden af en serviet.

Det var i den atmosfære, at metaforen om lorten, der bliver solgt som en banan, pludselig flød ud over de dyre dråber på den hvide dug.

Dotcom bølgen gik fra tsunami til bundløs centrifuge, og i dag kan man ikke rejse risikovillig kapital på alt for løse ideer. Exit bananlort - eller? Måske ikke?

Her 15-17 år senere er det nye hotte crowdfunding. Og hvor det i 1990erne handlede om software og e-handel, så handler det i dag ofte om hardware.

Men det kan være svært for hjemmeopfinderen, at få de loddede kredsløb ud af garagen og få skabt kontakt til potentielle brugeres kreditkort.

Kickstarter gør os alle til risikovillige investorer

Derfor er crowdfundingsites som Kickstarter og IndieGoGo en gave til folk, der laver ny hardware. Det er slut med at spørge chefen om penge, at rende risikovillige investorer på dørene eller at blive uvenner med konen, når man vil tage et lån huset eller banken.

Nu kan man nøjes med en hjemmevideo med en prototype af ens opfindelse, fortælle om alle de skønne ting, som man gerne vil have den til at gøre, smide den på et crowdfundingsite og få godtroende støtter til at overføre penge, som man kan arbejde videre for. Helt almindelige forbrugere bliver på den måde risikovillige investorer, der er med til at finansiere drømme.

I den bedste af alle verdener, så kan opfinderen faktisk levere det, han lover på videoen. Men mange gange når han måske ikke i mål. Produktet bliver leveret for sent til støtterne, eller måske lever det ikke helt op til forventningerne.

Fup eller fakta?

Helt galt gik det i denne uge med laserbarbermaskinen Skarp, som beskrevet af min kollega Nicolai Franck. Firmaet passerede fire millioner dollar i støtte til deres futuristiske lasershaver på folkefinansierings-sitet Kickstarter.

På det sociale medie Reddit begyndte flere og flere personer at sætte alvorlige spørgsmålstegn ved, om det overhovedet teknologisk kan lade sig gøre at lave en barbermaskine på den måde, som folkene bag projektet påstår.

Om det var denne debat, der fik Kickstarter til at kigge projektet nærmere efter i sømmene vides ikke. Men i hvert fald bad Kickstarter om yderligere dokumentation for, at Skarp rent faktisk havde en fungerende prototype af lasershaveren.

Dette kunne Skarp-folkene angiveligt ikke fremskaffe, hvorefter Kickstarter valgte at suspendere indsamlingen.

Konsekvensen var, at Skarp mistede fire millioner dollar (26 millioner kroner), og at de mere end 20.000 folk, der havde støttet projektet, modtog en email om, at ingen penge vil blive trukket fra deres konti.

Og det var her, at mindet om lort der bliver til banan dukkede op i min hukommelse.

Mere lort end banan?

Skarp Technologies gav nemlig ikke op. Få timer senere havde de oprettet en ny - og fuldstændig identisk indsamling - på den konkurrerende crowdfunding-platform IndieGoGo.

Hvis det lykkes dem at finde støtter nok her, så vil en gruppe mennesker altså betale for udviklingen af et muligvis tvivlsomt produkt, som muligvis aldrig bliver færdigt eller bare havner hos dem som en ubrugelig halvfærdig genstand.

Crowdfundingmåden at lave research og udvikling på er eksploderet. Men når vi klikker os ind og støtter med kreditkortet, så glemmer vi ofte, at det ikke er færdige gennemtestede produkter, vi køber. Vi støtter en udviklingsproces, men det kan være grumme svært at se, om man støtter en genial forsker, en middelmådig Georg Gearløs eller en svindler, der netop dypper en hundelort i gul maling.

Der er - som historien om Skarp viser os - et vist check på Kickstarter. Men i virkeligheden handler det også om, at udviklingen af fysiske produkter har overtaget den logik, der ligger bag udviklingen af software.

Altid i beta

Når man udvikler software, så er den ganske længe i en betatest. Det vil sige i en fase, hvor man stadig laver om på den, finder fejl og tilpasser den til formålet og brugen af den.

Google har ofte sendt halvfærdig software på gaden, som via downloads bliver gjort færdig i takt med, at vi brugere faktisk tester den for firmaet.

Ofte taler man om et “minimum viable product” - altså et produkt som lige nøjagtig kan præstere de mest basale funktioner. Og dem bygger man løbende oven på. Det kan sammenlignes med opgraderinger til ens smartphone, smart tv eller Tesla elbil.

Vi har også lært at leve med, at vores nye iPhone er en halvdårlig udgave af den næste iPhone, som kommer om ét år - men her er tale om et fuldt færdigt produkt, der blot har en kort levetid.

Og selvom den første iPhone hverken kunne optage video, vise flash eller have flere apps åbne samtidig - så blev den dog en kæmpe succes og slog fx Nokias telefoner, selvom de på daværende tidspunkt var væsentligt bedre. Vi accepterede et dårligere produkt, som dog hurtigt blev bedre og bedre for hver generation. Apple havde troværdighed nok i banken til, at vi købte deres historie.

Hvis vi kunne støtte opfindere på Kickstarter og Indiegogo ud fra samme logik, så burde vi kunne acceptere kassevis af mere eller mindre ubrugelige produkter fra håbefulde opfindere, der blot bruger vores penge til at betateste.

Hver gang vi fik en pakke fra et crowdfundet projekt, kunne vi åbne den med ordene: “Gad vide, om det er en rigtig banan denne gang?”

Og vi kunne acceptere, at der sommetider ville sprede sig en grim lugt i stuen.