Hvis sociale medier vil lave forretning i Kina, så skal de bøje sig for de kinesiske myndigheders krav om adgang til brugernes data og censur af ytringer. Ytringsfrihed og privatliv er ikke det samme i Kina som i Vesten.

Facebook blev smidt ud af Kina i 2009. Twitter blev lukket det samme år. I 2010 forlod Google Kina under stor ballade i medierne efter, at firmaet var blevet hacket, og hacket umiskendeligt så ud, som om det var udført af folk med nære bånd til den kinesiske regering.

Ingen af de tre firmaer er vendt tilbage til Kina, fordi de ikke vil levere data og kontrol til gengæld for nøglerne til det kæmpe kinesiske marked.

Tjenester bøjer sig for kinesisk censur

Nu læser jeg i en artikel i Quartz Media, at andre Silicon Valley-selskaber ikke har de samme moralske bekymringer.

Det professionelle netværk LinkedIn og notetjenesten Evernote opererer således i Kina på styrets betingelser. Kinesisk indhold ligger på servere i Kina, og styret har adgang til de data og til at censurere ting, som styret ikke synes om.

Ifølge Quartz har Evernote 11.5 millioner brugere i Kina, hvilket gør Kina til deres næststørste marked efter USA. I Kina opererer Evernote under navnet Yinxiang Biji, der betyder "hukommelsesbog". I januar lukkede firmaet en service til at dele noter, som var blevet populær blandt aktivister i Hong Kong.

LinkedIns direktør Jeff Wiener har ifølge Quartz udtalt, at firmaet går ind for ytringsfrihed og er imod censur, men at de accepterer censur for at kunne vokse på det kinesiske marked. En selvmodsigelse de lever med, fordi LinkedIn i juni 2014 kunne rapportere om en vækst på 64 procent i Asien.

Skal vi være ligeglade?

Men hvorfor skal du og jeg bekymre os om det? Fordi vi begge bruger både LinkedIn og Evernote og bidrager til deres bundlinje.

Ligesom vi ikke køber produkter, som børnearbejdere har lavet og helst går efter Fairtrade mærket i supermarkedet, så bør vi vel heller ikke støtte digitale virksomheder, der er ligeglade med menneskerettigheder?

LinkedIn har udviklet sig til et “sted, som man er nødt til at være” for at varetage sit professionelle netværk med kilder, kontakter og måske et nyt job. Faktisk lidt svært at undvære.

Evernote er et supersmart noteværktøj, der i årenes løb har fået fast plads i min porteføjle af digitale værktøjer, som samler noter, fotos og video på en langt mere effektiv måde end mine gamle (ironisk nok) kinesiske notesbøger.

Skal vi finde alternative tjenester?

Dilemmaet er: Skal jeg skrotte de to tjenester i ytringsfrihedens hellige navn? Skrotte dem i sympati med de unge demonstranter i Hongkong, som ikke kan få frie demokratiske valg og ikke har frit valg på alle internettets hylder på grund af censur. Og ikke må blogge om, hvad der passer dem.

Flere kinesiske internetfirmaer med mange millioner brugere tilbyder allerede det samme som Facebook og Google, samtidig med at de indordner sig under styrets regler.

Alibaba dominerer e-handel, Baidu er en søgemaskine, Tencent laver spil og beskedtjeneste, og Sina er et socialt netværk. Det fortæller andre amerikanske internetvirksomheder, at hvis deres investorer skal have deres penge tilbage, så skal de lave forretning i Kina på kinesisk uanset hvad.

Det betyder også, at LinkedIn har allieret sig med kinesiske investorer for at gøre livet lettere for sig selv i Kina.

Jeg er ikke i tvivl om, at LinkedIn og Evernote hellere vil have kinesiske kunder, end de vil have mig. De vil ikke bemærke, at jeg er skredet - men min glorie vil måske skinne lidt mere.

Men måske hjælper vi kineserne alligevel?

Til gengæld skriver jeg denne artikel på en computer fremstillet i Kina. Og den er på internettet via en smartphone produceret i Kina. Og netværket, som den smartphone kommunikerer via, består af kinesisk hardware.

Så måske skal vi kigge på det hele i et lidt mere nøgternt helikopterperspektiv?

Kina har valgt en vej midt imellem kommunistisk diktatur og markedsøkonomi, der betyder høj vækst og bedre materielle levevilkår for millioner af kinesere. Blandt andet fordi vi køber deres produkter. De løftes ud af fattigdom og får et materielt bedre liv end tidligere generationer. Styret er benhårdt for at forhindre, at det store land med de mange modsætninger falder fra hinanden.

Man kan sammenligne det med Spanien, der udviklede sig fra et tilbagestående landbrugsland til en moderne stat med industri og turisme under general Francos benhårde fascistiske diktatur. Spanien var også en konstruktion af forskellige interesser og regioner. I dag er Spanien et demokratisk medlem af EU.

Hvad nu hvis Kina går gennem samme transition, hvor et stærkt autokratisk styre er nødvendigt i overgangen til markedsøkonomi, før man for alvor kan give landet fri til et funktionelt, fredeligt demokrati? Det kræver voldsomme ofre, men det kræver også fremsynede samarbejdspartnere.

Lille du, hvad nu?

Hvad værre er, så kan det også tænkes at udstille demokratiets krise. Overalt i den vestlige verden ser vi demokratier i krise, og de er under angreb af nye måder at tænke på. Virksomheder som Uber underminerer den europæiske velfærdsmodel. Amerikanske databetalingstjenester er i konstant konflikt med europæisk datalovgivning og konkurrencemyndigheder - men borgerne bruger tjenesterne lystigt, mens EU bokser med retssagerne.

Måske er den kinesiske model i virkeligheden eksemplet på verden efter demokratiet. En verden, hvor et råd af vismænd styrer skibet til mætte maver og smartphones og tager sig betalt med kontrol og censur.

Og det gælder også for de amerikanske databetalingstjenester, som kineserne styrer med langt hårdere hånd, end EU har været i stand til. Den slags virksomheder skal danse til kinesernes melodi, hvis de vil overleve i stedet for at ride på frihedskæmperens høje hest.

Tilbage står du og jeg som brugere. Hvad vil vi stå inde for? Det er dilemmaet. Hvad siger du?