Manden der snød iPhone's fingeraftryks-lås viser hvordan

Tysk hacker viser i video, hvordan han snød fingeraftrykslåsen på den nye iPhone 5s.

Et scan af dit fingeraftryk er første skridt på vejen til at snyde iPhonens fingeraftrykslæser. (© Starbug / Skærmbillede fra Vimeo)

Mindre end to dage skulle der gå, førend at det lykkedes at snyde Apples nye iPhone-lås.

Første mand der snød sig forbi fingerscanneren, var den tyske hacker Starbug, der ved hjælp af et scannet og klonet fingeraftryk åbnede iPhonens nye lås.

Nu viser han i en video hvordan han gjorde.

Langt nemmere end han havde troet

Til techsiden Arstechnica forklarer Starbug, at det var langt nemmere end han havde troet.

Han havde regnet med at det ville tage ham en uges tid, men endte med at bruge ca. 30 timer.

Han mener endda, at hvis han havde forberedt sig bedre, kunne han have gjort det på 30 minutter.

Er Touch-ID sikkert?

Touch ID, som Apples nye lås-op funktionen officielt hedder, er baseret på dit fingeraftryk, så du slipper for at taste din pinkode ind, hver gang du skal bruge din telefon.

Men som med alle sikkerhedsforanstaltninger, så er en lås altid en opvejning af to elementer: sikkerhed og brugervenlighed.

Til Arstechnica siger Starbug, at det efter hans mening allerede er langt sikrere at bruge Touch ID, end slet ikke at have en pin-kode på sin telefon, hvilket mange vælger ikke at have, fordi det er besværligt.

Men han mener også at et helt almindeligt password, af en passende længe, er mere sikkert ewnd Touch ID. Starbug konstaterer dog samtidig, at en kode på 20 karakterer bestående af bogstaver, tal og tegn reelt set er helt umulig at bruge i praksis på en telefon.

Et hack eller en kriminel handling?

Som en dr.dk læser tidligere på ugen skrev, som en kommentar på Starbug's omgåelse af Touch ID, så kan man diskutere, om hans falske fingeraftryk kan kaldes et hack, eller om det bare er en klassisk kriminel handling.

Se videoen og døm selv.