Nyt mobilbatteri er ladt op inden du er færdig med din kaffe

Kinesiske Huawei kunne i sidste uge fremvise teknologi, der kan lade et mobilbatteri op ti gange hurtigere end normalt. Det kan faktisk klares i en kaffepause.

Den løber hurtigt tør for batteri - men måske kan man i fremtiden lade den endnu hurtigere op,. (Foto: © ROBERT GALBRAITH, Scanpix)

De kan både det ene og det andet - men er der noget, moderne smartphones er dårlige til, er det at holde på batteriet længere tid ad gangen.

Men nu hævder den kinesiske producent, Huawei, at selskabet måske har fundet løsningen på det allestedsnærværende problem: et mobilbatteri, der kan lades ekstremt hurtigt op, uden at tage skade af den hårdhændede behandling.

Således fremviste kineserne fredag på en mobilmesse i Japan et tilsyneladende almindeligt mobilbatteri på 3.000 mAh, der kunne oplades til 48 procent på blot fem minutter.

Batteriet tager, ifølge Huawei, ikke skade af den hurtige opladning. Til gengæld skal batteriet foreløbig fjernes fra mobilen og monteres i en murstens-agtig oplader.

Fortalte ikke om tidsplan

Huawaei nøjedes med at demonstrere batteriet, men sagde ikke noget om, hvor langt selskabet er fra en eventuel lancering af batterier, der kan lades så hurtigt op.

Selskabet er dog ikke det eneste, der har sat ind for at finde batteri-teknologi, der enten holder længere eller er hurtigere om at lade op.

Tidligere på året kunne forskere fra Stanford Universitetet fortælle om såkaldte aluminium-ion-batterier, der kan lades op på få minutter og holder længere uden at blive dårligere.