Den tysk-udviklede reklameblokker Adblock Plus, har sat en bemærkelsesværdig rekord.
Fem ud af fem gange har selskabet bag blokkeren nu vundet i tyske retssale mod en garde af de største tyske medier, der forsøger at få gjort reklameblokering forbudt.
Seneste sejr fandt sted i München, hvor Süddeutsche Zeitung havde lagt sag an mod firmaet bag Adblock Plus, Eyeo.
Dommen bekræftede, at det er fuldstændig lovligt for brugere at blokere reklamer, da der ikke eksisterer en kontrakt mellem publicisten og brugeren om, at man skal se alle de reklamer, der bliver serveret på mediernes netsider.
Netop fordi der ikke eksisterer en sådan kontrakt, har brugeren fuld ret til at blokere, lige hvad de har lyst til.
Det skriver Eyeo på Adblock Plus hjemmeside.
OK at tjene penge på at slippe reklamer igennem filteret
I tillæg gjorde retten det også klart, at der ikke er noget juridisk problem i Acceptable Ads Initiative, som Eyeo også står bag.
Konceptet går ud på, at medier - mod betaling - kan få lov til at lade reklamer, der ikke 'støjer' så meget slippe igennem Adblock Plus' reklamefilter.
Dommeren lagde vægt på, at initiativet giver medierne mulighed for at tjene penge på deres indhold, og derfor virker til mediernes fordel.
Fem mediegiganter har forsøgt sig uden held
Adblock Plus er efterhånden blevet vant til at tage en retssags-svingom med de største tyske medier.
Inden Süddeutsche Zeitung blev sendt hjem med et nederlag, har også Axel Springer, RTL Interactive, ProSieben/Sat1 og Zeit/Handelsblatt, måtte sande, at reklameblokering ikke er i strid med tysk lovgivning.
Reklameblokering stiger stødt i store dele af verden, og vil formentlig få et ekstra nøk opad, når Microsoft senere på året ventes at tilføje reklameblokering direkte i deres nye Edge-browser.
