Robotter i rollen som tjenere, der kan hjælpe til med alt fra børnepasning til personlig assistentarbejde, er et velkendt science fiction scenarium. Men trods den teknologiske udvikling, har de endnu at tage springet fra fiktionens verden og indfinde sig i almindelige hjem.
Der er i dag enkelte robotter til hjemmet på markedet til de, der virkelig ønsker at tage forskud på fremtiden. For at få et billede af, hvordan fremtiden med robotterne kommer til at se ud, bør vi dog se på både dem og den udvikling af forbrugerelektronik, der foregår lige nu.
Udviklingen spiller nemlig en afgørende rolle i forhold til at forberede os til livet med robotter i hjemmet.
De kære små
Tendensen med robotter i hjemmet blev for alvor sunget ind i 1999 med Sonys robot AIBO, hvilket står for artifical intelligence robot - en robot med kunstig intelligens. AIBO havde størrelse og form som en lille hundehvalp og var udstyret med kamera og adskillige sensorer. Den havde tillige en "personlighed", der løbende udviklede sig fra hvalp til voksen hund, og hvis udvikling var afhængig af, hvad robottens sensorer opfangede i løbet af dens tidlige "opvækst".
For mindre end en måned siden blev AIBO relanceret i en ny og forbedret version med opdateret design, sensorer og elektronik. Ifølge Sony er den nye udgave i stand til at lære og tilpasse sig livet igennem, blandt andet gennem analyse af lyd og billeder og ved at udveksle erfaringer med andre AIBO-hunde over internettet.
AIBOs hvalpede udseende går godt i tråd med tendensen for robotter til hjemmet: De har typisk en formgivning, der byder os at tænke på dem som digitale kæledyr. Det er deres programmerede personlighed samt en eller to funktioner, der skal lokke os til at investere adskillige tusinde kroner i dem.
En anden robot til hjemmet er Jibo, der udover dansemoves ikke bevæger sig ud af pletten. Jibo ligner ikke et dyr, men får personlighed gennem sine bevægelser og et rundt display på fronten, der kan se ud som et øje og viser information. Den lanceres som en social robot, der fortæller vittigheder, kan tage dit billede eller lave en lille dans.
Det kniber med andre ord med de praktiske muligheder, selv om Jibo kan hjælpe dig med at finde den nærmeste kaffebar.
Robotten Keecker er mere mobil end både Jibo og AIBO, men har til gengæld ikke megen personlighed. Den fungerer nærmere som et mediecenter på hjul og kan spille musik eller projektere en film op på væggen eller loftet.
Forholdet til robotterne ændrer sig
Fælles for AIBO, Jibo og Keecker er, at de styres ved hjælp af stemmen og ikke gennem en app på vores smartphones. Vi taler til dem, næsten som vi ville tale til et lille barn, hvilket vil gøre det nemmere for os at vænne os til robotter som en del af hverdagen i hjemmet på sigt.
Ifølge antropologen Genevieve Bell peger dette i retningen af, at vi bevæger os fra at interagere med maskinerne til at have et forhold til dem.
- Det handler om en bevægelse fra menneske-maskine interaktion til menneske-maskine forhold [...]. Siri lover at lytte til dig. Det er en form for gensidighed med Siri. Når noget lytter til dig, sker der en transformation, og det er ikke længere dig, der giver en kommando. Det er et forhold, der udvikler sig, udtaler hun til bladet Scientific American.
Teknologien taler vores sprog og kender vores følelser
Phil Libin, der er direktør i firmaet All Turtles, der arbejder med kunstig intelligens, vurderede for nylig i en podcast, at Apples iPhone X er et tidligt eksempel på, at vi går en fremtid i møde, hvor teknologien ikke blot forstår vores sprog, men også vores følelser.
Det gør den, fordi den genkender vores ansigt og aflæser ansigtsudtryk, så snart vi vender øjnene mod skærmen. Det sker så hurtigt og med så stor nøjagtighed, at vores sindstilstand hele tiden kan aflæses af telefonen, hvis den - og vi - vil.
Dette rejser naturligvis en lang række nye spørgsmål om vores privatliv og firmaers sikkerhedsprocedurer, men det giver også mulighed for at kunne designe hjælpere, digitale assistenter, der kender os langt bedre, end det er tilfældet i dag.
Forestil dig for eksempel, at dit ansigtsudtryk bliver koblet med indholdet på skærmen, når du læser en bestemt Facebook-opdatering eller ser YouTube eller Netflix. Din telefon har nu et meget godt bud på, hvad billedet af din fætters nye BMW eller et monster i Stranger Things-serien får dig til at føle.
Den information kan bruges til at skabe et endnu mere nøjagtigt billede af dig som person - stykket sammen i en såkaldt profil - som senere kan bruges til at foreslå dig steder, du vil synes om.
Teknologierne smelter sammen
Teknologien i vores smartphones og digitale assistenter i hjemmet vil i de kommende år blive bedre og bedre integreret i robotterne, og både robotter og assistenter vil derfor blive bedre til at kende os og vores behov.
Derfor er sandsynligheden for, at denne artikels eksempler på robotter til hjemmet ikke er enlige svaler, stor. Om man glædes over den udvikling eller frygter den, skal være op til den enkelte - men der vil være betydeligt flere robotter i danske hjem om ti år, end der er i dag.