SpaceX-raket lander med succes for sjette gang

Ingen af det private amerikanske rumfartselskabs raketlandinger på land er endnu slået fejl.

Det er under 5 måneder siden, at SpaceX for første gang genbrugte en af deres Falcon 9-raketter. (Foto: © SpaceX, Image is Public Domain)

SpaceX har opsendt en af deres Falcon 9-raketter, som for sjette gang med succes landede igen på landjorden, skriver The Verge.

Det amerikanske rumfartsselsskab har dermed i alt landet på fastlandet 14 gange med deres forskellige raketter. Dermed kunne det tyde på, at SpaceX er ved have en form for rutine, når det kommer til opsende raketter og lande dem igen.

Faktisk har SpaceX endnu ikke mistet en raket under en landing på landjorden. De har dog mistet et par raketter ved landing på ubemandede skibe på havet.

Genbrug af raketter

Det særlige ved SpaceX' raketter er, at de kan genbruges flere gange. På den måde mindsker firmaet prisen for opsendelsen af raketter betydeligt.

- Potentialet for at reducere omkostningerne for rumrejser med 100 gange er til stede, sagde Elon Musk tilbage i marts, hvor SpaceX for første gang havde held til at genbruge en af deres Falcon 9-raketter.

Elon Musks ønske om at nedbringe prisen for rumfart er at gøre menneskeheden til en rumrejsende civilisation i fremtiden.

Første opsending i over en måned

Den opsendte raket medbragte en af SpaceX' egne Dragon-rumkapsler. Rumkapslen indeholder i denne omgang forsyninger og forskningseksperimenter til mandskabet på Den Internationale Rumstation.

Udover de sædvanlige forsyninger har mandskabet noget særligt at glæde sig til. Der er nemlig ekstra forsyninger af is til besætningen på rumstationen i denne forsendelse.

Se opsendelsen og landingen i SpaceX-tweetet nedenunder:

https://twitter.com/SpaceX/status/897176750911660032