Minegange kan være farlige at bevæge sig ind i for mennesker. Derfor forsøger startupfirmaet Inkonova at sælge ideen om at bruge droner til at udforske minerne, hvis der fx er sammenstyrtninger eller risiko for andre ulykker.
- Det kræver droner med helt særlige egenskaber, siger Ahmed AlNomany, der er medstifter af Inkonova.
Og det er lige præcis dét, som han og hans meddirektør Pau Mallol har specialiseret sig i, siden de grundlagde firmaet for et par år siden.
Dengang handlede det dog mere om "bare" at skubbe grænserne for hvad de flyvende maskiner kunne - hvilket for Inkonova blandt andet førte til et ræs mod en Lamborghini.
- Vi vandt og fik den uofficelle titel som verdens hurtigste drone i 2015, fortæller Ahmed AlNomany.
https://www.youtube.com/watch?v=Hr9xYjHmr74
Fra fart til fleksibilitet
Ideen om at flyve superhurtigt blev dog snart efterfulgt af en anden udfordring, nemlig at kunne flyve så præcist og fleksibelt som muligt.
Det blev muligt, da firmaet udviklede den såkaldte 'tilt rotor',der kan vinkles, så bevægelsen i forskellige retninger kan styres meget mere præcist, og med større kraft.
Teknologien er blevet til Inkonovas serie af såkaldt 'tilt'-droner - maskiner som mildest talt kan lidt af det hele.
På videoer kan man se hvordan firmaets "Tilt Ranger" både kan trille over jorden, køre op af vægge når man vinkler rotorerne, og fræse henover vandet som en lille speedbåd.
Nå ja, og så kan den selvfølgelig også flyve helt almindeligt.
I den lidt mere eksotiske, men afgjort praktiske, afdeling, har Inkonova også bygget en drone, der kan flyve igennem flammer.
- Vi har testet op til 800 grader, og det klarede dronen fint, siger Ahmed AlNomany.
På jagt efter udfordringer
Dronens særlige egenskaber krævede også nogle særlige udfordringer, og i løbet af sidste år havnede Inkonova altså i mine-branchen.
Ideen er altså, at dronerne kan sendes i minegange hvor der fx er sket nedstyrtninger, eller der er mistanke om risiko for sammenbrud eller eksplosioner, eller bare steder hvor der måske ikke er plads til at sende mennesker eller større udstyr.
Det hører dog med til historien, at Inkonovas droner foreløbig kræver piloter der styrer dem, når de skal flyve i minegange eller andre snævre og kringlede omgivelser. De kan altså ikke sendes afsted, og navigere rundt i minerne af sig selv.
Ikke selv tid til at flyve...
Indtil videre er det Ahmed AlNomanys medstifter Pau Mallol, der er pilot - udstyret med skærmbriller og en radiosender som modtager video fra dronen.
Det kræver nemlig en del erfaring at flyve i miner, og indtil videre er Inkonova stadig kun i betafasen med potentielle kunder - som altså ikke har uddannet deres egne piloter endnu.
Faktisk indrømmer Ahmed AlNomany, at Pau Mallol er den eneste pilot i Inkonova. Ahmed har alt for travlt med forretningen, så han har aldrig lært at flyve med droner...