Tysk-svensk samarbejde vil gøre nettet til én stor streamingtjeneste

Tjenesten Flattr Plus vil gøre for medieindhold, hvad Spotify har gjort for musikken.

Er folk villige til at betale for indhold på nettet, hvis de kan slippe for reklamer? Det er der flere firmaer, der tror på. (© Flattr Plus)

Den tyske reklameblokker Adblock Plus og det svenske mikrodonationsfirma Flattr er gået sammen om en ny tjeneste, som har fået navnet Flattr Plus.

Konceptet går ud på at skabe en ny økonomi på nettet, der skal gøre det af med reklamer som den altoverskyggende forretningsmodel.

I stedet vil de skabe en slags Spotify for alt netindhold - artikler, videoer, billeder og så videre.

Penge fordeles efter hvilke sider man bruger tid på

Brugerne kan selv vælge, hvor meget de synes er rimeligt at betale om måneden for adgang til alt det gode netindhold.

Flattr Plus sørger herefter automatisk for, at pengene bliver fordelt til de rette medier. Ikke kun baseret på antal besøg og klik, men også på hvor lang tid man bruger på de respektive websites - det der i fagsprog kaldes engagement.

Flattr Plus tager så en del af indtægterne, omkring 10 procent.

Gulerod skal få medierne ombord

For at brugernes betalinger kan gives videre til indholdsproducenterne, kræver det, at medierne tilmelder sig Flattr Plus' service.

Og har de ikke lyst til det, så har Flattr Plus et lille trick i ærmet, der måske kan gøre det mere attraktivt.

Flattr Plus oplyser nemlig alle medier der ikke er med, om hvor mange penge de kunne have tjent, hvis de havde tilmeldt sig - et beløb, der altså konstant vil vokse.

Privatlivet er i højsædet

Et af de helt store problemer med reklamer er, at de bliver brugt til at tracke vores allesammens adfærd på nettet, og dermed brugt til at opbygge personlige profiler af hvilke sider vi besøger, og hvad vi klikker på.

Dette vil man ifølge Flattr Plus undgå ved at bruge deres service. Firmaet skriver, at brugerens browserhistorik forbliver på brugerens egen computer.

- Flattr Plus vil kun overføre de endelige Flattrs (donationer). Og du kan redigere dem til hver en tid, skriver de noget kryptisk.

Vi har bedt firmaet om at uddybe, hvordan det rent teknisk foregår, men afventer stadig svar.

Flere om budet

Flattr Plus minder i høj grad om en anden helt ny tjeneste ved navn Optimal.

Hos Optimal er prisen lagt fast og her koster det 6 dollars om måneden (lige under 40 kroner) at være med.

Optimal har dog valgt en anden tilgang and Flattr Plus, i forhold til fordelingen af penge til de respektive medier. Det forklarer stifter og direktør Rob Leathern til DR Viden:

- Vores undersøgelser viser, at mange folk der bruger reklameblokkere, gør det for at undgå at blive tracket på nettet. Så vi brugere data fra firmaer som Quantcast og Alexa til at estimere den gennemsnitlige webtrafik, og baserer vores udbetalinger herefter.

Rob Leathern fortæller, at man indtil videre har 8.000 websider ombord, og at brugerne selv kan tilføje sider.

Hos Optimal kan brugeren også selv være med til at favorisere fem websites, som de synes ekstra godt om, som så hver især får 2,5 procent af brugerens månedlige betaling. Samtidig kan de 'like' eller 'dislike' sider, hvilket også påvirker udbetalingerne.

Streaming internet er et stort eksperiment

Selvom Flattr Plus er en meget direkte konkurrent til Optimal, byder Rob Leathern den nye tjeneste velkommen.

- Indtil videre er det et stort eksperiment for os alle, hvor vi skal finde ud af, hvad der virker, siger Rob Leathern.

Mens Optimal allerede er åben for kunder, starter Flattr Plus først op til sommer, og i første omgang kun for en lille udvalgt skare. Ambitionen er dog, at Flattr Plus er klar til alt lancere globalt i slutningen af året.

Det tysk/svenske firma regner med, at man i det første år vil genere indtægter på 500 millioner dollars (3,2 milliarder kroner). Udregningen er baseret på, at Adblock Plus indtil videre er blevet downloadet 500 millioner gange. Det er altså blot en lille procentdel af disse mennesker, der skal betale et lille månedligt beløb, for at det kan lade sig gøre.