Når Nasa i løbet af 2030’erne - hvis alt går efter planen - sender de første mennesker til Mars, kommer de til at være isolerede på et rumskib og senere en lille rumbase i mere end et år.

Det er lang tid at være sammen med de samme tre-fire mennesker, og risikoen for konflikter er stor.

Men alvorlige konflikter skal man for alt i verden undgå på sådan en mission. For de kan føre til fatale fejl.

Derfor forsker både Nasa, det europæiske rumagentur Esa og russiske Roskosmos intensivt i, hvad lange rumrejser gør ved vores psyke og sociale relationer.

Det gør de ved at simulere rumrejser hernede på Jorden.

En af de forskere, der er med til at studere, hvordan isolation belaster vores mentale helbred, er Gro Mjeldheim Sandal, der er professor ved Bergen Universitet.

Hun har blandt andet undersøgt, hvad 520 dages isolation gjorde ved seks mænd.

Og her var det tydeligt, hvad de største udfordringer er, når man skal sende mennesker til Mars.

- Monotoni og kedsomhed er nogle af de vigtigste faktorer i forhold til astronauternes mentale helbred. At leve i det samme fysiske miljø dag ind og dag ud kan føre til, at astronauterne får sværere og sværere ved at aktivere sig selv. Og det kan i længden føre til depression, søvnvanskeligheder og irritabilitet, siger hun og fortsætter:

- Så det er vigtigt at holde astronauterne i gang på sådan en lang rejse, så de ikke kommer til at kede sig.

Spyttede på hinanden i foragt

Det med at blive irriteret på hinanden i længden kan være en stor udfordring.

I det amerikanske forsøg Biosphere 2, hvor fire mænd og fire kvinder i 1991 blev lukket inde i en stor kuppel fyldt med planter og dyr, som de selv skulle passe, dyrke og spise, gik det galt.

De otte deltagere blev uenige og splittede sig op i to grupper, der levede adskilt. Den ene gruppe forlangte en ny ledelse, selvom ledelsen var blevet udpeget, allerede inden eksperimentet gik i gang.

Det kom så vidt, at deltagere fra de to grupper spyttede på hinanden i foragt og nægtede at tale eller se på hinanden, fortalte en af deltagerne senere.

Og sådan skulle det helst ikke gå på en lille rumfærge til Mars, hvor der slet ikke er mulighed for at holde sig adskilt i to grupper.

Derfor kigger man også efter, hvor gode astronauter er til selvkontrol, og hvor stabilt deres følelsesliv er, når man rekrutterer dem, forklarer Gro Mjeldheim Sandal.

- Når du går ind i en gruppe, vil der altid være nogen, der vil irritere dig. Der vil være vaner eller opførsel ved andre, der generer dig. Men som astronaut skal du være i stand til at reflektere over, hvad det gør ved sammenholdet, hvis du lader dig irritere, og det eskalerer til en konflikt, siger hun.

Simulationer er ikke som virkeligheden

I et andet simulationsforsøg fra 1999 fik 12 personer til opgave at bo i trykkamre under vandet i flere måneder.

Også her gik det galt.

Den eneste kvinde i forsøget følte sig chikaneret af mændene, og der opstod en række konflikter.

Deltagerne kom fra meget forskellige kulturer. Nogle var fra Rusland, andre fra Japan, Østrig og Canada. En af deltagerne endte endda med at bede om at blive lukket ud, før forsøget var slut.

- Når der er en eller få kvindelige deltagere, har vi flere gange observeret, at de bliver udsat for tilnærmelser eller anden adfærd, de ikke sætter pris på, siger Gro Mjeldheim Sandal og fortsætter:

- Heldigvis er de her simulationsforsøg ikke helt som virkeligheden. Det er ikke astronauter, der er med i forsøgene, men mennesker, der melder sig frivilligt, siger hun fortsætter:

- Deltagerne bliver dog udvalgt og får træning, før de deltager, men de er alligevel meget forskellige fra astronautgruppen. Og du bliver ikke astronaut, hvis du ikke har ekstremt meget selvkontrol.

Deltagerne i forsøgene er også bevidste om, at de kan sige stop og bede om at komme ud på ethvert tidspunkt.

Sådan vil det ikke være på en rigtig Mars-mission, og derfor ved forskerne ikke med sikkerhed, hvordan sådan en rejse vil påvirke mennesker.

- Besætningen vil være mange millioner kilometer fra Jorden og skal være forberedt på at løse enhver situation, de må møde. De kan ikke få støtte fra Jorden, da kommunikationen er forsinket. Hvordan de reagerer på den totale isolation, ved vi ikke helt, for det kan vi ikke simulere, siger hun.

Alt i alt forventer hun ikke, at man vil se lige så mange og lige så voldsomme konflikter, når det er rigtige astronauter, der bliver sendt afsted.

- Men forsøgene er alligevel vigtige, fordi de giver os en idé om, hvilke psykologiske reaktioner, der kan opstå på de her lange rejser i rummet, siger Gro Mjeldheim Sandal.

Halvvejs-syndromet

Når deltagerne bliver irriterede på hinanden, er der meget, der tyder på, at det er fordi, de er indelukket på meget sparsom plads med lille social og fysisk variation.

Kedsomhed er en af de allerstørste udfordringer i forhold til lange rumrejser, forklarer Gro Mjeldheim Sandal.

- I flere forsøg har vi observeret, at der sker et eller andet, når deltagerne er halvvejs i opholdet. Så opstår der en form for mental krise, hvor motivationen ryger helt i bund - og de begynder at kede sig. De har været isoleret virkelig længe, og de skal være det længe endnu, siger hun.

Det er på sådanne tidspunkter, at risikoen for konflikter er stor.

Mennesker reagerer nemlig meget forskelligt på kedsomhed.

Nogle får problemer med at sove, mens andre sover meget mere, end de normalt gør. Andre synker ned i en tilstand som minder om depression, fortæller Gro Mjeldheim Sandal.

Og så kan der også opstå en slags hypersensitivitet, som kan gøre deltagerne meget irritable.

- Hvis tilværelsen bliver for monoton over længere tid, opstår der hos nogle en form for hypersensitivitet. Så kan enhver afbrydelse føles ekstremt ubehageligt. Og typisk trækker astronauten sig tilbage fra kontakt med de andre, siger hun.

Kedsomhed kan føre til flere fejl

Det lyder måske harmløst, at astronauterne bliver irriteret på hinanden og skændes lidt, fordi de keder sig.

Men kedsomheden kan føre til, at astronauterne laver alvorlige fejl. Det påvirker nemlig vores kognitive evner.

- Vi har både set, at kedsomheden og monotonien kan føre til hukommelsesproblemer og koncentrationsbesvær, og det er alvorligt, siger Gro Mjeldheim Sandal.

Især hvis der opstår en krise på rumskibet.

Derfor tager rumfartsorganisationerne astronauterne mentale helbred meget alvorligt, forklarer Gro Mjeldheim Sandal.

- Også din reaktionstid kan blive meget langsom, hvis du bliver ramt af den her kedsomhed. Og den er jo enormt vigtig, hvis de kommer i en krisesituation, siger hun.

Astronauterne løber maraton og skriver bøger

Hvad gør astronauterne så for ikke at kede sig?

Jo, de tager deres egne projekter med i rummet, så de altid har noget at kaste sig over, forklarer Gro Mjeldheim Sandal.

- Nogle skriver på en bog, mens de opholder sig på Den Internationale Rumstation. Andre løber et maraton på løbebåndet. Astronauterne er meget opmærksomme på ikke at komme til at kede sig og have de her små mål undervejs, siger hun.

I 2016 løb den britiske astronaut Tim Peake et maraton samtidig med, at der var London Maraton nede på Jorden.

Det er den slags projekter, der kan holde kedsomheden fra døren.

Og så er det vigtigt, at der er en fast plan med daglige arbejdsopgaver og en plan for fritiden, så der ikke er tid til at kede sig.

- Planlagte fællesaktiviteter og fejring af milepæle i opholdet kan være med til at holde kedsomheden og monotonien væk. Eksempelvis viser forsøg, at det hjælper at fejre, at man er halvvejs igennem opholdet, hun.