Mobilen kimer, og det er et vigtigt opkald. Men inden du når at tage den, løber den tør for strøm. Der var ellers 20 procent tilbage?
Den situationen har du sikkert været i mange gange før. Men hvad kan du bebrejde for strømsvigtet?
Batteriekspert og professor ved Aalborg Universitet Frede Blåberg peger både på batteriet og procentmåleren i toppen af skærmen.
- Problemet med strømmåleren på din telefon er, at den er lavet til et helt nyt batteri. Når dit batteri ældes, stemmer procentmåleren på telefonen ikke overens med batteriniveauet.
Derfor kan du ikke stole på, hvad procenttallet fortæller dig.
- Den bedste udvej er at lære sit batteri at kende. For du kan ikke stole på telefonens måleenhed, siger Frede Blåberg.
Batterier ældes
Den første gang du oplader en ny telefon, er der næsten ikke grænser for, hvor længe batteriet kan holde.
- Med en helt ny telefon kan du sagtens gå ned på 10 procent og fortsætte med dine apps og alt muligt, siger Frede Blåberg.
Men efter et par års tro tjeneste begynder batteriet at volde dig problemer. Din bedste ven, telefonen, svigter dig i tide og utide.
- Selvom der står 20 procent, så passer det ikke sammen med det reelle niveau. Batterispændingen i batteriet bliver simpelthen for lav, og du kan ikke stole på, hvad der står på skærmen, siger Frede Blåberg.
På det tidspunkt i din smartphones levetid er det et spørgsmål om ny telefon eller nyt batteri. Batteriet kan ikke reddes.
- Et frisk nyt batteri er vejen frem, fordi du igen kan stole på det. Men det er selvfølgelig ret dyrt sammenlignet med at købe en helt ny telefon, som producenter gerne vil have os til at købe, siger Frede Blåberg.
Sådan virker dit mobilbatteri
- •
Din smartphone har med stor sandsynlighed et lithium-ion batteri. Det er bredt anvendt til mobile enheder som bærebare computere, mobiltelefoner og tablets.
- •
Når du sætter strøm til dit lithium-ion batteri og oplader tvinges ionerne fra den positive pol (katoden) over til den negative pol (anoden). Det er en unaturlig plads for ionerne, men ligeså snart de får lov (når du begynder at bruge din telefon), så bevæger ionerne sig og frigiver energi.
- •
Men jo flere gange den proces foregår, desto mindre kan batteriet opfylde det fulde potentiale. Den kemiske sammensætning forandres. Derfor bliver batteriet ringere efterhånden, som du bruger det. Kilde: Aarhus Universitet
Stop med at oplade hele tiden
På de fleste natborde ligger telefonen natten lang og modtager strøm fra stikkontakten. Men det er ifølge Frede Blåberg ikke den rigtige måde at behandle lithium-ion batteriet.
- Lader du op til 100 procent og fortsætter med at oplade, ødelægger du batteriet.
- På den anden side skal du også passe på med at batteriet går ud. Det stresser batteriet og er slet ikke godt, siger Frede Blåberg.
Den perfekte balance for dit batteri vil være et sted mellem 25 procent og 90 procent. Aldrig dødt og aldrig overophedet.
- Egentlig skal du massere batteriet. Lade det op løbende og sørge for, at der hele tiden er strøm på, siger Frede Blåberg.
En verden uden batteribøvl
Den helt kedelige og fornuftige beslutning, når du nærmer dig batteridøden, er selvfølgelig at begrænse dit forbrug.
- Hvis du ryger under 20 procent, og du virkelig skal bruge mobilen, bør du stoppe med at bruge den til andet end at ringe, som ikke tager ret meget strøm. Apps, lys, wifi, bluetooth og afspilninger skal du vente med til du kan lade den op endnu en gang, siger Frede Blåberg.
Men hvornår kan vi se frem til, at det her I-landsproblem forsvinder? Slut med døde batterier i uheldige situationer.
Desværre er det ikke lige om lidt, at du kan fortsætte mobilforbruget uden at tænke på procenttælleren oppe i højre hjørne af skærmen.
- Vi kommer ikke til at se et evighedsbatteri lige foreløbig. Men det går i den rigtige retning og batterierne bliver trods alt bedre og bedre hele tiden, siger Frede Blåberg.