Jeg kender en journalist - lad os kalde ham Michael. Han har mange års erfaring og er vant til at tænke kritisk og stille skarpe spørgsmål.

Alligevel er han overbevist om, at månelandingen i 1969 aldrig har fundet sted. At hele ideen om mennesker på månen er falsk - en konspiration, der har forsøgt at bedrage menneskeheden i 50 år.

- Jeg så en dokumentar, hvor den her månelanding-skepsis blev luftet. Jeg kunne mærke, at det var nogle af de ting, jeg selv tænkte, som blev bekræftet der, siger han.

- Og siden da har jeg, hver gang jeg så et billede af den her månelanding, tænkt: Hold da kæft. Det er bare en godt lavet kulisse nede i Nevada-ørkenen.

Konspirationen startede med bog

Ideen om, at månelandingen er falsk, er ikke ny. Faktisk begyndte konspirationsteorien helt tilbage i 1970'erne - mens astronauterne stadig besøgte Månen.

Ifølge Gizmodo viste en meningsmåling i 1970, foretaget af en amerikansk avis, at 30 procent af amerikanerne troede, at månelandingen var forfalsket.

Bill Kaysing, en tidligere ansat ved firmaet Rocketdyne, der var med til at bygge Saturn V rakettens motorer, udgav pamfletten "We Never Went to the Moon: America’s Thirty Billion Dollar Swindle" i 1974, der kom med en lang række vilde påstande, der alle pegede på, at månelandingen var forfalsket.

Kaysings fortælling passede perfekt ind i en tid, hvor den amerikanske befolkning, som led under granatchok fra Watergate-skandalen og en rædselsfuld Vietnamkrig, var meget skeptisk overfor deres egen regering.

Bill Kaysing har senere selv udtalt, at han intet vidste om raketteknologi. Men han fik bolden til at rulle, og konspirationsteorien er stadig populær i dag.

Men hvilke beviser er der så, som måske kan overbevise Michael og alle de andre månelandingsbenægtere derude?

1) Vi har månesten på Jorden, som Apollo-astronauterne havde med hjem

Neil Armstrong og Buzz Aldrin havde travlt i de tre dage, de befandt sig på Månen, i juli 1969. De tog billeder, rejste et flag og foretog målinger.

Og så indsamlede de 50 månesten, månestøv og boreprøver, med en samlet vægt på 22 kg, som de tog med hjem til Jorden.

De sten har en helt anden sammensætning, end mineraler vi kender på Jorden, forklarer planetforsker Kjartan Kinch fra Niels Bohr Institutet.

- Vi har månesten på Jorden nu, der indeholder en række mineraler, som er sjældne eller ukendte på Jorden. Ingen sten fra Jorden ligner månesten, siger han.

De senere Apollo-missioner bragte endnu mere materiale med hjem fra Månen - til sammen 382 kg.

Selv Danmark har en månesten indsamlet af selveste Neil Armstrong og Buzz Aldrin.

Geologisk Museum genopdagede tilbage i 2012, at de havde et fragment af Månen fra den første månelanding i 1969.

Den blev givet til Danmark i gave af den daværende præsident Richard Nixon - sammen med et lille Dannebrog, som også var en tur med til Månen og retur igen.

2) Vi kan se landingsstederne med andre sonder

Dagen efter månelandingen i 1969, strømmede danskerne til observatorierne herhjemme. Håbet var, at få et glimt af landingsstedet.

Det fortæller Erik Clausen, der dengang var amatør-astronom, til DR Fyn.

- Jeg blev nødt til at åbne observatoriet, der midt om sommeren, som ellers var lukket på grund af lyse nætter, siger han.

- Folk strømmede jo til, og de stod hele vejen ned af trapperne og ud i skolegården.

- De kom jo direkte og spurgte: Kan man se stars and stripes? Men der måtte jeg skuffe dem. Man kan ikke se noget som helst.

For man kan desværre ikke se spor efter landingen med almindelige teleskoper. Dertil er Månen for langt væk - faktisk hele 380.000 kilometer. Til sammenligning kredser de fleste satellitter, der tager billeder af Jorden, i få hundrede kilometers højde.

Men rumsonden Lunar Reconnaisance Orbiter (LRO) har taget nærbilleder af Apollo-landingsstederne.

Og her kan man tydeligt se sporene efter astronauternes fodspor og deres månebiler.

LRO er kontrolleret af en forskningsgruppe med bidragydere i blandt andet Tyskland.

3) Laserlys fra Jorden kan ramme spejle efterladt af Apollo-astronauterne

Det mest berømte, som Neil Armstrong og Buzz Aldrin efterlod på Månen, var måske deres fodspor og det amerikanske flag.

Men omkring 30 meter fra landingsmodulet Ørnen, efterlod de to astronauter noget langt mere afgørende.

Omringet af fodaftryk i månestøvet står et 60 centimeter bredt panel med 100 spejle på, der peger mod Jorden.

De er en del af det eneste eksperiment fra Apollo-missionerne, som stadig kører.

Spejlpanelet kaldes "lunar laser ranging reflector array". De kan rammes af kraftige lasere fra Jorden og reflektere lyset tilbage til Jorden igen.

På den måde kan man måle afstanden til Månen med en nøjagtighed på under nogle få centimeter.

I øvrigt er andre spejle siden blevet efterladt på Månen af blandt andet den sovjetiske månerobot Lunokhod 2, der tilbagelagde hele 39 kilometer på Månen.

4) Det var umuligt at forfalske månelandingen i et studie med datidens filmteknologi

En fast bestanddel af konspirationsteorien er, at månelandingerne blev forfalsket i et Hollywood-studie og ofte er mesterinstruktøren Stanley Kubrick tilegnet fupnummeret - sikkert fordi han året inden Apollo 11 udgav mesterværket Rumrejsen år 2001 med for tiden meget overbevisende effekter.

Problemet med den teori er, udover problemerne med at få et helt film-set til at holde på hemmeligheden, at det rent teknisk ikke var muligt at lave de ikoniske optagelser fra Månens overflade i et studie i 1969.

Adskillige eksperter i filmteknologi og optageudstyr har gennem årene afvist, at det kunne lade sig gøre at forfalske.

Og selv i dag ville vi have svært ved at forfalske det på overbevisende vis.

En klassisk joke lyder da også, at Stanley Kubrick var så meget en perfektionist, at han ville have insisteret på at skyde filmen "on location" - altså på Månen.

Se en ekspert gennemgå de filmtekniske umuligheder ved at forfalske månelandingen i et studie her.

5) Månelandingen blev fulgt af en række lande - blandt andet Sovjetunionen

Udover at det virker usandsynligt, at de næsten 400.000 mennesker, som var involveret i Apollo-programmet, kunne holde på så stor en hemmelighed, er det måske absolut bedste argument imod konspirationsteorien, at USA's fjende nummer ét fulgte Apollo-missionerne intenst.

Alligevel påstod Sovjetunionen på intet tidspunkt, at månelandingen var et fupnummer. Og de ville have gjort hvad som helst for at ødelæge festen for USA, deres eneste modstander i det kostbare rumkapløb.

Et kapløb, som i 1969 var på sit højeste - og hvor Sovjetunionen inden månelandingen havde haft en klar førerposition.

Sovjetunionens strategi var i stedet at påstå, at der slet ikke var noget månekapløb igang. (Selvom det kom frem efter Sovjetunionens fald, at de arbejdede intenst på deres egen måneraket N1, der aldrig kom til at fungere.)

Udover Sovjetunionen fulgte talrige andre lande opsendelserne og rejsen til Månen.

Britiske astronomer fulgte Apollo-rumskibet med et teleskop, mens et hav af radioamatører kunne følge radiotransmissionerne til og fra rumskibet hele vejen til Månen og tilbage igen.

De radiosamtaler - over 2.502 timer i alt - blev i øvrigt optaget allesammen. Lyt selv til Apollo 11 af samtalerne her.

Stadig mange, som tror det var fup

En meningsmåling foretaget af YouGov i Storbritannien viste for nyligt, at hver sjette brite stradig tror, at månelandingen blev forfalsket.

Konspirationsteorien lever altså i bedste velgående. Internettet har endda måske gjort det lettere for teorien at brede sig.

Ifølge Michael, som jeg nævnte tidligere, er det bedste argument for, at månelandingen var et fupnummer, at vi ikke har været der siden.

- Det, der undrede mig mest, var, at man brugte så mange kræfter og energi på at komme op på Månen sidst i 60'erne og starten af 70'erne. Men vi har så ikke været der siden 1972. Det virker sgu da mærkeligt, siger han.

- Hvis de skal derop her i 2024, så vil jeg fandme gerne se det flag. De skal lande det samme sted. Hvis det sker, så lægger jeg mig fladt ned.

Men hvorfor vil du så tro på det denne gang? Det kunne jo også være et fupnummer? Filmteknologien er jo kun blevet bedre?

- Ja, det er klart. Hmm. Ja, der kan jeg kun lægge mig fladt ned. Jeg ved sgu ikke, hvordan man skulle dokumentere det 100 procent.

Måske bliver månelandingen først virkelig for folk som Michael, når de som turister kan besøge Stilhedens Hav, hvor Ørnen landede i 1969.

Jeg krydser fingre for, at det snart bliver muligt at købe billet, så vi kan få lukket konspirationsteorien for altid.

Men hvis det på den anden side kræver, at man ser det med sine egne øjne, hvis man skal tro på historiske begivenheder, kan vi godt smide de fleste af vores historiebøger i skraldespanden.

For hvordan kan du være sikker på, at Titanics forlis ikke også blev forfalsket? Eller at Sydpolen faktisk findes?