Endelig kommer de flyvende biler (måske)

Virksomheder investerer milliarder af kroner i at få flyvende biler og taxaer i luften.

Den flyvende bil er her lige straks. Og den kan snart blive din.

Der er bare et enkelt problem - vi har hørt det før. De flyvende biler er her stadig ikke.

Helt tilbage i 1923 blev de udråbt som løsning på trafikpropperne i New York. Forudsigelsen var, at de ville være almindelige i 1973.

Det blev de ikke. Men nu bliver løfterne - måske - til virkelighed.

Rolls-Royce som flyvende taxa

De seneste cirka ti år er der kommet utallige virksomheder over hele verden, som er begyndt at forske i de luftbårne biler.

Du ved, sådan en hvor du virkelig kan flyve rundt deroppe i luften og kigge ned på trafikken og bilkøerne under dig. Og hvor du også kan lande på asfalten og cruise rundt på vejene, når du har brug for det.

Rolls-Royce har afsløret, at de arbejder på at udvikle en flyvende taxa. Den kan være færdig i begyndelsen af 2020'erne, håber man hos det britiske firma, der laver flymotorer.

I Holland arbejder en lille virksomhed på at udvikle en slags kørende helikopter, som de har døbt Pal-V Liberty.

Der er israelske CityHawk, som planlægger bemandede testflyvninger i 2021. Og der er AeroMobile, Airbus, Cartivator, SamsonSky, Uber Elevate og mange flere. Du kan se en længere liste og fotos nede i artiklen.

Sværmende kaos over København

Så det betyder vel, at det snart vil summe med biler over hovederne på os? Nej, lyder det fra Niels Buus Kristensen, der er forskningsleder ved Transportøkonomisk Institutt i Oslo og medlem af Klimarådet.

- Det er usikkert, om det nogensinde kommer, men det ligger i hvert fald langt ude i fremtiden, siger Niels Buus Kristensen.

Et af problemerne er, at de flyvende biler, som virksomhederne kalder dem, faktisk ikke er biler:

- Hvis man skal være lidt jordbunden, så er de fleste af dem bare en ny form for helikopter, siger Niels Buus Kristensen.

Og det er en af de mest risikable transportformer, som der findes i dag. Så hvis de skal erstatte biler, der har et relativt højt sikkerhedsniveau, er der utroligt langt igen. Trængslen i luften ville være som en sværm af bier.

- De trafikale og sikkerhedsmæssige problemer i en by som for eksempel København vil være ekstremt komplicerede, hvis man skal have en så intens trafik, der vil kunne aflaste vejene, siger Niels Buus Kristensen.

Først flyvende i millionbyer

Men alligevel går der måske ikke så mange år, før du kan få en tur i en af de nye helikopterbiler.

Mange af de nye prototyper er proppet med teknologi og kunstig intelligens, der gør dem selvflyvende, så man kan spare omkostningerne til en pilot. Og de er især udviklet til brug i byer, der er større end København - rigtige storbyer som New York, London, Tokyo og Beijing - hvor der er alvorlige problemer med at komme fra lufthavn til centrum.

- Men der er et nichemarked i de virkeligt store byer med store trængselsproblemer, og hvor der er mange med en høj betalingsvilje, der gerne vil hurtigt frem. Der har vi også allerede i dag almindelige helikopterservices, der flyver for eksempel fra lufthavnen og til centrum. Det marked kan blive betydeligt mere udbredt, hvis man på sigt kan spare omkostningen til piloten, siger Niels Buus Kristensen.

Men vores villaveje og parkeringshuse bliver ikke fyldt med flyvende biler i fremtiden.

- Nej, jeg tror ikke, at de får en masseudbredelse, siger Niels Buus Kristensen.

Tre af de flyvende biler

(© Opener)

1. Opener

Der er ingen af de store bilgiganter, som har kastet penge efter virksomheden i amerikanske Silicon Valley. Men til gengæld er en af Openers investorer Larry Page, der er medstifter af Google.

Opener er i øjeblikket ved at få deres elektriske Blackfly godkendt til flyvning af de amerikanske myndigheder. Og den kan - måske - komme på markedet i 2019.

(© Rolls Royce)

2. Rolls-Royce

Den kan flyve 402 km/t. Der er plads til 4-5 personer. Den er elektrisk, og den kan lande og lette lodret. Hvis den altså nogensinde bliver til noget.Men det satser Rolls-Royce - og det er dem, der laver flymotorer og ikke bilmærket - på at den gør i midten af 2020erne.

(© Terrafugia)

3. Terrafugia

Det er ikke ligefrem en flyvende Volvo. Men Terrafugia, der har hovedsæde i amerikanske Wisconsin, blev i 2017 opkøbt af kinesiske Geely, der også ejer Volvo.

Terrafugia satser på at sætte deres Terrafugia på markedet i 2019. Og den er noget af det tætteste, som man kommer på en ægte flyvende bil. Det er så også problemet. For at flyve i den skal du have licens som pilot.