Myndigheder og demokratiske institutioner verden over har fået nok af TikTok.
I sidste uge forbød EU-Kommissionen den kinesiske app på ansattes telefoner. Og både i Canada og USA har man fulgt trop.
Herhjemme har Center for Cybersikkerhed frarådet statslige ansatte at have TikTok installeret på tjenstlige enheder. Og det har nu fået Folketinget til at fraråde TikTok-appen hos medlemmer og ansatte.
Der kan være to årsager til den pludselige modstand, mener André Ken Jakobsson, der forsker i hybrid krigsførelse ved Syddansk Universitet.
- Enten så ved vi noget nyt, der endnu ikke er offentligt. Altså der er noget viden bag lukkede døre om TikTok, som politikere nu handler på, siger han og fortsætter:
- Eller også – og det tror jeg er mere sandsynligt - er der kommet en politisk erkendelse af, hvad vores forhold til Kina er. Det står mere tydeligt, at Kina står bag Rusland i krigen, og det stiller dem i et nyt lys, som man simpelthen er nødt til at handle politisk på.
Handler om frygt for spionage
Center for Cybersikkerhed fraråder brugen af TikTok, fordi de vurderer, at der er sikkerhedsrisici forbundet med appen.
- På det seneste har CFCS fået flere konkrete henvendelser vedrørende TikTok. CFCS vurderer konkret for TikTok, at der er tale om en app, der beder om mange rettigheder og adgange på enheden, lyder det blandt andet i et skriftligt svar til DR.
Helt konkret handler det om frygten for spionage, lyder det fra Henning Mortensen, der er formand for Rådet for Digital Sikkerhed:
- Der er i lang tid blevet talt om, hvorvidt der bliver overført private oplysninger fra appen til Kina. Så der er nogen, der er nervøse for, om de her oplysninger kan bruges, hvis de videregives fra TikTok til den kinesiske efterretningstjeneste eller andre aktører, siger han.
- Vi har ikke selv lavet en risikovurdering af appen, men vi læner os op ad de anbefalinger, som Center for Cybersikkerhed har lavet. Der må være en grund til, at de er kommet med den her advarsel nu og ikke for et halvt år siden, fortsætter Henning Mortensen.
Indsamler flere data end nødvendigt
I en rapport fra firmaet Internet 2.0 fremgår det, at TikTok indsamler langt flere data sammenlignet med mange andre SoMe-apps som for eksempel Facebook.
- Vi ved, at der er et problem i forhold til det, som den søger adgang til, og så i forhold til det, som den har behov for, for at fungere, siger André Ken Jakobsson.
Blandt andet kan den se informationer om din telefon, din wi-fi-forbindelse og de apps, du har installeret.
- Så der indhentes mange flere oplysninger, end der er behov for. Al den information kan bruges til at lave et samlet billede af den enkelte bruger, siger André Ken Jakobsson.
I rapporten er der taget udgangspunkt i Android-telefoner. Tidligere har folkene bag også kigget på iOS-systemer, altså iPhones. Her er problemet ikke lige så stort, da Apple har indført at krav om, at brugerne skal sige eksplicit ’ja’ til, at apps må indsamle data om dem.
TikTok: ’Vi er skuffede’
Hos TikTok ærgrer de sig over de danske myndigheders beslutning om at fraråde TikTok-appen hos medlemmer og ansatte.
- Vi er naturligvis skuffede over at høre om indstillingen fra Folketinget. Vi håber, vi kan få en konstruktiv dialog med danske myndigheder og en mulighed for at dele flere detaljerer om vores tilgang til datasikkerhed, lyder det i et svar til DR fra TikTok Nordics.
- Men vigtigst af alt vil vi belyse de strenge sikkerhedsprotokoller og netværkskontroller, vi har på plads for at sikre, at danske brugere kan føle sig trygge ved at bruge appen, fortsætter svaret.
Vi afkobler os fra Kina rent teknologisk
Det er ikke første gang, at Vesten kritiserer teknologi fra Kina, fordi man mener, den udgør en sikkerhedsrisiko.
Det gælder blandt andet smartphones, tablets og pc'er fra firmaet Huawei eller kinesiske overvågningskameraer.
Sidste år forbød den amerikanske kommunikationskomité eksempelvis produkter fra Huawei, da amerikanerne frygter, at produkterne bruges til at udspionere borgere.
- Men det nye er, at vi nu handler på det rent politisk. Jeg tror, det kommer til at have betydning for vores relation til Kina på mange områder. Det peger i en retning af, at vi afkobler os fra hinanden rent teknologisk, siger André Ken Jakobsson.
- Der er virkelig hårde grænser for, hvilken type teknologi, vi vil acceptere i vestligt informationsrum uanset, om det er Huawei, TikTok eller kinesiske overvågningskameraer, vi taler om, fortsætter han.