Der var engang, hvor speakerne i radioen var superstjerner.

Sådan lyder det fra Anna Lawaetz, der er forskningsbibliotekar på Det Det Kgl. Bibliotek.

- Frem til starten af 40'erne gjorde man meget ud af, at kanalspeakerne, de personer, som taler mellem programmerne, var nøglepersoner og kendte ansigter udadtil. I dag er de ofte mere anonyme, siger hun.

Anna Lawaetz har skrevet en phd-afhandling om radiostemmer på DR P1. Hun har gravet i kanalens arkiver for at undersøge udviklingen af stemmerne.

Helt konkret har hun lyttet til kanalspeakere fra 1925-2012.

- Kanalspeakerne var de første fastansatte med taletid i radioen, og dermed var de med til at skabe de ubevidste idealer, man har fået for radiostemmer, siger Anna Lawaetz.

- Der er sket rigtig meget med stemmerne gennem tiden på kanalen, fortsætter hun.

Talte højt og tydeligt

I de tidlige radioår - 20'erne og 30'erne - stod alle, der talte i radioen, op til en halv meter væk fra mikrofonen.

Da man så ændrede afstanden til mikrofonen, påvirkede det stemmerne en del. Speakerne behøvede ikke at tale højt og tydeligt på samme måde, som når de stod længere væk.

Fra 1950'erne begyndte talehastigheden også at stige. Ikke fordi at speakerne udtalte ordene hurtigere, men fordi der blev færre pauser mellem ordene.

- Det skyldes til dels, at man gradvist bevægede sig væk fra et live-radio ideal. Med udviklingen af optageteknikken blev det muligt at producere optagelser på forhånd, siger Anna Lawaetz.

Senere, op gennem 90'erne og frem, begyndte man i radioprogrammer, der blev optaget på forhånd, at redigere i speaken og gøre pauserne mellem ordene kortere.

Peter Musaeus er psykolog og lektor i sundhedsvidenskabelig pædagogik ved Aarhus universitet, og så har han beskæftiget sig med stemmepsykologi og skrevet en bog om det.

Ifølge ham kan færre pauser have en positiv effekt på lytternes oplevelse af troværdigheden af radiospeakeren.

- Forskning viser, at vi har en tendens til at opfatte folk, for eksempel i reklamer, der taler hurtigt som intelligente og overbevisende, siger Peter Musaeus og fortsætter:

- Men der er selvfølgelig også andre faktorer, der spiller ind. En person, der holder lange pauser, men holder dem på de rigtige tidspunkter, kan også blive opfattet som intelligent. Det kan få ham til at fremstå eftertænksom.

Mændene er blevet mere imødekommende

Fra 1970'erne begyndte kanalspeakerne at bruge hovedtelefoner, mens de snakkede. Og det fik også en stor betydning.

- Så kunne man pludselig høre sig selv. Det gjorde, at man begyndte at lege med stemmen og lægge filtre på. Dog ikke så meget hos kanalspeakerne som hos de øvrige stemmer i radioen, hvor man så en tendens til at bruge sin stemme, så den fik en lidt dybere klang, siger Anna Lawaetz.

En af de største store ændringer for stemmerne på P1 kom i slutningen af 1980'erne. Og det galt også kanalspeakeren:

- Efter at TV2 gik i luften, skete der en del ændringerne. Især hos mændene, som blev mere imødekommende fremfor autoritative. Stemmerne blev bløde og mere uformelle, siger Anna Lawaetz.

- Man ville simpelthen være i mere øjenhøjde med lytterne, fortsætter hun.

Anna Lawaetz undersøgelse bygger på arkivmateriale frem til 2012. Men sidenhen er der også sket en del i udviklingen af stemmerne, forklarer hun.

- Med Radio 24Syv skete der fx virkelig et skred. Helt overordnet valgte man på kanalen at bruge en del radioværter, der aldrig havde talt i radioen før. På kanalspeakersiden fik vi i starten den her lidt hæse kvindestemme, som lød som om hun havde været i byen. Den var ikke ubehagelig, men det var et helt andet image, man gik efter, siger Anna Lawaetz.

Forskellige stemmer til forskellige roller

Hvordan stemmerne lyder i radioen, afhænger meget af den rolle, som personen har, forklarer Peter Musaeus.

- Hvis vi tager nyhedsværten, så skal det jo være én, som er meget klar i sin tale, taler rigsdansk, lyder energisk og rolig med tydelig rytme og tryk på ord, og som indbyder til, at vi lytter med. Tonehøjden må hverken være for høj og skinger eller alt for dyb og dermed aggressiv, siger han og fortsætter:

- Hvis ikke vedkommende rammer rigtigt, så er der risiko for, at vi som lyttere ikke stoler på dem eller ser ned på dem.

Kanalspeakeren skal, ifølge Peter Musaeus, også sørge for, at tonehøjden ikke bliver for ekstrem. Og så skal personen være behagelig at høre på eksempelvis ved at tale med en luftrig stemme.

- Så i modsætning til nyhedsoplæseren skal personens tale være mere som en konversation, siger Peter Musaeus.