Hvornår bliver jagten på 'skins' til gambling? Forældre får hjælp til at finde svaret

Flere og flere spil gør brug af metoder, der risikerer at gøre unge til ludomaner.

I det voldsomt populære spil Fortnite kan du købe 'emotes', der kan få din karakter til at bevæge sig på specielle måder. Jo mere sjælden, desto bedre. (Foto: © Brendan MCDermid, Ritzau Scanpix)

Bliver du forvirret, når der bliver råbt: "Shit! Jeg fik en Karambit Case Hardened Blue Gem!" inde fra teenageværelset?

Og taler dit barn ustandseligt om skins og loot boxes?

Eller undrer du dig over, hvordan man kan bruge så mange penge på computerspil som FIFA, Fortnite og Counter-Strike?

Så er det nye tiltag fra Center for Ludomani måske noget for dig.

Det skal nemlig hjælpe forældre med at forstå de skjulte gamblingsmekanismer, der er på spil, når deres børn gamer med vennerne.

Tiltaget kommer i form af hjemmesiden tjekspillet.dk, som er skabt af Center for Ludomani og Rune Kristian Lundedal Nielsen, som er lektor på Digital Design ved ITU.

- Tjekspillet kan være med til at hjælpe forældrene med at gennemskue spilmekanismerne, uden at de selv først behøver tage en ph.d. i spilforskning og -psykologi, siger Rune Kristian Lundedal Nielsen.

Netop sådan en ph.d. har Rune Kristian Lundedal Nielsen, og den har han brugt til at forske i de metoder, som tages i brug for at fastholde spillerne.

Han oplever, at mange forældre har svært ved at gennemskue, hvad der foregår i en spilverden, der både udgør et socialt univers for mange unge og et kommercielt produkt, der skal tjene penge.

Det starter med loot boxes

Det, der kan være svært at gennemskue, er, at der i mange spil er blevet kortere fra gaming til gambling, mener Jakob Rantzau-Meyer, der er behandler på Center for Ludomani.

- Vi møder en del unge mænd, som er startet med at åbne en del loot boxes, og de (loot boxes, red.) er mere eller mindre en slotmaskine eller en roulette, siger Jacob Rantzau-Meyer, som også er autoriseret psykolog.

En loot box kan – mere eller mindre – oversættes til lykkepose. Det indebærer ofte, at brugeren køber en 'kasse', som giver dem enten spillepenge, våben eller kostumer (skins) i det pågældende spil.

- Jeg har talt med flere, som har brugt forældres dankort til at købe loot boxes uden at fortælle forældrene om det. Og langt de fleste af dem starter helt automatisk med at sige: 'Det tog overhånd med skins', forklarer Jacob Rantzau-Meyer.

Han opfordrer forældre til at tage snakken, også selvom de ikke forstår spilverdenen fuldstændigt.

- Tal med dit barn om det og få en fornemmelse af, hvad der er på spil, siger Jacob Rantzau-Meyer.

Han understreger dog, at forældre, der oplever, at deres barn begynder at udvikle tegn på spilafhængighed, ikke skal tøve med at kontakte Center for Ludomani.

Andre problematikker end gambling

Medierådet for Børn og Unge arbejder også med at udvikle guides til forældre og voksne til at forstå den jungle, spilverdenen nogle gange kan være. Her finder projektmedarbejder Anna Holm Pingel også Tjekspillet.dk kærkomment.

- Jeg synes, at tjekspillet.dk er en rigtig god ressource, der kan fungere som et opslagsværk, siger Anna Holm Pingel.

Inde på Tjekspillet kan du slå over 20 spil op – med flere på vej. Under hvert spil finder du en beskrivelse af spillet, men også en forklaring af, hvad du kan bruge penge på i spillet. Samtidig er der også en beskrivelse af, hvilke 'psykologiske mekanismer' spillet gør brug af.

Og lige netop beskrivelsen af andre elementer, end dem med gambling, bliver også tiskyndet fra Anna Holm Pingel.

- Den handler ikke kun om gamblingmekanismer, den handler også om digital mobning, pay to win, som en forretningsmodel, alle de her ting, som ikke nødvendigvis handler om gambling, siger hun.

Anna Holm Pingel finder det også brugbart, at hjemmesiden ikke kun giver et overblik over tendenserne generelt, men går gennem spiltitler én for én og forklarer, hvad man som forældre skal være særligt opmærksom på.

Ikke kun for de 'voksne'

Rune Kristian Lundedal Nielsen fortæller, at hjemmesiden selvfølgelig også kan bruges af børn og unge, som er gamle nok til at læse artiklerne selv. Det kan være med til at give forældre og børn mulighed for at kommunikere mere lige om, hvad spillet gør for at vriste flere penge ud af barnet.

- Hvis man har været stor fan af Diablo-serien, så kunne Tjekspillet være et godt sted at gå ind og læse om det nye Diablo og finde ud af, hvor aggressivt det her spil i virkeligheden prøver at tjene penge, siger Rune Kristian Lundedal Nielsen.

Hjemmesiden skal dog ikke kun fortælle forældrene, hvad de skal være særligt opmærksomme på.

- Tjekspillet kan også give folk et ordforråd for at diskutere de ting, der er problematiske. Meget af det, som er i de her forretningsmodeller, er så nyt, at vi mangler gode begreber for det.

Se DR's tv-serie 'Gambler', som handler om en gruppe unge mænd og hver deres møde med gambling.

Gambler: Passion eller afhængighed