Ikke helt selvkørende: Derfor kører Teslaer på autopilot galt

En undersøgelse har kortlagt, hvorfor Teslaers computerhjerner bliver forvirrede og risikerer at køre ind i andre biler.

Denne Tesla Model X kørte galt d. 23. marts i år, mens den var op autopilot. Føreren i bilen var ifølge Tesla uopmærksom i seks sekunder før bilen stødte ind i en betonbarriere og brød i brand. Føreren døde i uheldet, der bare er et af flere uheld, hvor Teslas Autopilot har været involveret. (© Scanpix)

Siden autopilot-funktionen blev introduceret til Teslas biler i 2014, er der sket en række uheld, hvor bilen er kørt galt, mens den har kørt sig selv. Det er sket i 2016, og mindst tre gange i 2018.

Uheldene er sket, når føreren af bilen har været uopmærksom, og ikke har opdaget, at bilen var i gang med at lave noget farligt. Eller at bilen selv har overset en forhindring.

Nu har et hold forskere fra sammenslutningen af britiske bilforsikringsselskaber (Thatcham) undersøgt, hvilke fejl autopiloten laver, når føreren er uopmærksom. Og det viser sig blandt andet, at en Tesla kan narres til at køre op i bagenden på en stillestående bil, skriver Jalopnik.

Nyheden kommer samtidig med, at Elon Musk, der ejer Tesla, er begyndt at love, at bilerne snart kan blive endnu mere selvkørende.

Sådan forvirres den selvkørende bil

Ulykken kan tilsyneladende ske, hvis Teslaen følger en anden bil, som undviger den stillestående bil kort før de to kører sammen. Så forveksler Teslaen den forankørende bil, som svinger af vejen, med den stillestående bil, og kører op i bagenden af den.

Teslaen tror et øjeblik, at den stillestående bil faktisk kører, men der er det allerede for sent.

Fejlen bliver demonstreret i videoen i denne BBC-artikel.

Thatcham mener, at Tesla vildleder forbrugerne, når de lover biler med autopilot, fordi det giver brugeren et indtryk af, at man trygt kan overlade kørslen til bilens computer, når det faktisk ikke er tilfældet.

- Det er et problem, hvis bilfabrikanterne introducerer teknologi, som forbrugerne ikke er parate til. Man skal ikke spørge sig selv, om man skal være opmærksom eller ej. Vi mener, det skal være klart, om autopilot er assistance til føreren, eller om det er automatisk kørsel, siger Matthew Avery fra Thatcham Research til BBC.

Tesla: Brugerne skal konstant være opmærksomme

Den amerikanske forbrugerorganisation Consumer Watchdog har netop kritiseret Tesla for det samme i et åbent brev til formanden for den amerikanske handelsmyndighed FTC.

Tesla gør derimod meget ud af at forklare, at man som fører af bilen skal være opmærksom og holde hænderne på rattet, så man kan gribe ind, hvis bilen er på vej på afveje. Man kan altså ikke bare læne sig tilbage og fordybe sig i en bog, mens bilen kører sig selv.

Det har Tesla også forklaret ved alle tidligere uheld, der er sket, og den forklaring giver bil-selskabet også denne gang.

- Tesla har altid gjort det klart, at Autopilot-funktionen ikke forhindrer alle former for ulykker. Situationen som Thatcham beskriver, vil ikke være et problem, hvis man bruger Autopiloten korrekt, siger en unavngiven talsmand til Jalopnik.

Tesla har også flere gange sagt i pressen, at deres autopilot er sikrere end menneskelige chauffører. Statistikkerne skulle vise, at deres biler har kører flere kilometer uden uheld, når de er på autopilot, end når mennesker har ansvaret.

Den statistik har dog sine problemer, som Wired forklarer her, blandt andet fordi tallene ikke er blevet set igennem af en tredjepart. De kommer fra Tesla selv.