Vores måne er ikke en statisk død klippeklump, der hænger oppe i verdensrummet og kredser om Jorden.

Månen har et skjult indre liv. Og vi mennesker opdager hele tiden nyt om den og bliver klogere på, hvordan universet fungerer.

I 1960'erne bekræftede astronauterne, der besøgte Månens overflade, at den havde seismisk aktivitet - altså at månen ind imellem rammes af måneskælv, ligesom der her på Jorden er jordskælv.

Det store spørgsmål har blot været, hvor månens skælv kommer fra - og dermed også hvordan Månen præcist er opbygget.

Og nu er forskere kommet et skridt nærmere et svar på mysteriet. Hidtil har forskere brugt to forklaringer til at forklare måneskælv med: at Jordens tyngdefelt påvirker Månens indre, og at meteornedslag giver kraftige rystelser i undergrunden.

Men en ny forklaring er, at den skrumper, skriver Nasa på sin hjemmeside.

Månens indre liv

Månens indre har været varmt, men er over millioner af år kølet meget ned. Under nedkølingen hærder den yderste skal samtidig med, at hele massen skrumper ind. Og fordi den yderste overflade hærder, bliver den brækket i stykker under sammentrækningen.

Det kan sammenlignes lidt med en vindrue, der skrumper ind og bliver til en rynket rosin. Månens overflade brækker blot i stykker og danner bakker og dale.

Når overfladen trækker sig sammen om den skrumpende Måne, deler den sig i plader, hvor kanterne presses mod hinanden. Det kan være årsagen til mange af de måneskælv, som Nasas astronauter målte tilbage i 1960'erne.

Med ny teknologi og nye billeder af månens overflade har Nasa og forskere fra Center for Earth and Planetary Studies, Smithsonian Institution kunnet kortlægge, hvor 60'er-måneskælvene stammede fra.

Gammel data i ny forskning

Og det viser sig, at langt de fleste havde epicentre omkring Månens forkastningslinjer. Altså bakkeområder på månen, hvor toppens overflademateriale er lysere end resten af omgivelserne.

Solens stråler formørker over tid stenene og gruset på Månens overflade. Den lyse farve tyder derfor på, at bakketoppene ikke har været udsat for solens stråler nær så længe som resten, og de derfor er opstået som resultat af geologisk aktivitet.

- Det er bemærkelsesværdigt, at vi har kunnet bruge 50 år gammel data og nye billeder i en kombination til at lære noget nyt om Månen. Samtidig viser det nye områder, vi kan studere i fremtiden for at lære mere om Månens indre, siger leder af Lunar Recoinaissance Orbiter-projektet(LRO), John Keller. Det er LRO-sonden, der har taget de nye billeder.

Jorden og Månen påvirker hinanden

Ud over at beskrive, hvordan Månens indre giver nye bakker og forkasninger på overfladen har forskerne bag projektet også fundet ud af, at de fleste måneskælv sker, når Månen er længst fra Jorden.

Forklaringen bag det er, at påvirkningen fra Jordens tyngdekraft på Månen er allerstørst på det tidspunkt. Og det tyder på, at de massive kræfter, der sørger for at holde Månen fast i sit kredsløb også kan udløse de forkastninger, der giver måneskælv.

Det er ikke den eneste hemmelighed fra Månens indre, der er blevet afsløret i de seneste måneder. For få uger siden kom det frem, at der var store mængder vand bundet i Månens undergrund, som bliver hvirvlet op, når store meteorer slår ned i overfladen.