Der er ikke taget mange historiske skridt på Månen i de seneste 50 år. Faktisk har der ikke været nogle mennesker på Månen siden 1972, hvor den sidste mission i Apollo-rækken fandt sted.

Forskere har længe argumenteret for at tage afsted igen. Månen kan for eksempel rumme sjældne jordarter, metaller og energiformer, som mennesker på Jorden kan udnytte. Blandt andet kan stoffet Helium-3 bruges til brændstof på Jorden.

Andre mener, vi kan bruge Månen som et springbræt til Mars, og så er der selvfølgelig den videnskabelige interesse - at blive klogere på solsystemet og vores egen planet.

Nasa og den amerikanske regering har i år meldt ud, at der skal sendes mennesker til Månen i 2024. Ambitionerne er høje, da der både skal færdigbygges en raket, et rumskib og en rumstation, som skal kredse om Månen.

Så Nasa får meget travlt, hvis de skal nå det til tiden. Men hvordan kan det være, det først sker nu?

Det store rumkapløb er slut

Der er flere grunde til, at vi ikke har set mennesker på Månen siden 1972. En af dem ligger i den politiske historie.

Under den kolde krig handlede det om at være først og størst, og rumkapløbet mellem Sovjetunionen og USA satte for alvor gang i udviklingen og viljen til at besøge Månen.

- Og det var det, der gjorde, at amerikanerne lavede den enorme satsning og kæmpestore investering, siger institutdirektør for DTU Space, Kristian Pedersen.

- Men da først man havde fået plantet flaget på Månen, så havde man jo vundet løbet. Og det gjorde, at den politiske interesse faldt, fortsætter han.

Derudover spillede Vietnam-krigen og sager som Watergate-skandalen også en vis rolle i USA. Det gjorde regeringen upopulær, forklarer Kristian Pedersen:

- Og det var med til at fjerne fokus fra månemissionerne, siger han.

Andre nationer melder sig på banen

Gennem årene har flere lande meldt ud, at de vil være de næste, der sender mennesker på Månen. Blandt andet har Kina, Indien og Rusland annonceret planer om det.

- Der vil stadig være en national stolthed i at gøre det, og derfor vil det jo nok også ske, at andre nationer vil lande på Månen, siger Kristian Pedersen.

Men nu har den første mand gået på Månen, og derfor er konurrencen om at blive de næste slet ikke på samme prestige-niveau, som kapløbet tilbage i 60’erne.

- Hvis USA havde følt sig truet til et nyt rumkapløb, er jeg personligt overbevist om, at vi havde været tilbage for længe siden, siger rumeksperten Ole J. Knudsen, der er kommunikationsmedarbejder på Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet.

Vi sender masser af robotter i rummet

Selvom vi ikke har sat mennesker på Månen i mange år, har vi besøgt den med rumsonder og robotter masser af gange, ligesom vi også har besøgt Mars og andre planeter i Solsystemet.

Og nogle forskere mener, det er spild af ressourcer at sende mennesker afsted, når vi kan undersøge Månen og andre planeter med ubemandede missioner.

- Bemandet versus ubemandet rumforskning er en evig diskussion. Spørger du for eksempel danske forskere, som er indblandet i rumsonder, vil mange mene, at det er stærkt underfinansieret, og at for eksempel ISS (Den Internationale Rumstation, red.) er spild af penge i forhold til udbyttet, siger Ole J. Knudsen.

Til gengæld kan en astronaut i rummet løse problemer, som en robot ikke kan.

- At sende mennesker i rummet er sommetider teknologisk en god ide, fordi de vil kunne løse problemer, som opstår uforudset og ændre forsøgsbetingelser efter forholdene. Men det koster så meget, at man nok kunne have fået samme udbytte ved at bruge en sværm af rumsonder i stedet, siger Ole J. Knudsen.

Bemandede missioner har dog også den fordel, at de har en stor PR-effekt, forklarer Ole J. Knudsen:

- Vi har alle brug for helte. Det kan vi for eksempel se på den popularitet, som den danske astronaut Andreas Mogensen har opnået, siger han.

Så i den sidste ende handler det om prioritering. Spørgsmålet er, om rumfartsagenturerne skal bruge store beløb på at sende mennesker ud i rummet, eller om de skal prioritere sonder, robotter og andet ubemandet udstyr i stedet.

Et springbræt til Mars

Teknologien indenfor rumfart er i dag forbedret markant. Vi vil kunne sende mennesker i rummet meget billigere end tilbage i 1960’erne. Men det er stadig dyrt, og ambitionerne er i dag større.

For NASA er ikke kun interesseret i at besøge Månen kort, ligesom under Apollo-missionerne.

- Den næste rumstation skal jo netop kredse om Månen, blandt andet for at lette de næste spring til Mars og forhåbentlig videre ud i Solsystemet. Langtidsophold på Månens overflade vil være guf for måneforskere, men vil primært være en test på langtidsophold på Mars, siger Ole J. Knudsen.

Og at komme til Mars er noget mere komplekst end en tur til Månen, forklarer Kristian Pedersen:

- En tur til Mars kommer for eksempel til at tage adskillige år. Og det indebærer, at man skal holde folk i live i meget lang tid. Så for at forberede den tur og udvikle nogle af de teknologier, der skal til, så tager vi til Månen først. Her kan man få folk hurtigt ned på Jorden igen, hvis der sker noget.

Om NASA når sit nye månemål i 2024, er svært at svare på.

- De fleste synes nok, at det er ganske ambitiøst. Det bliver helt sikkert udfordrende at nå det. Men det er klart, at hvis der følger penge med, og det bliver prioriteret, så kan det jo nok godt lade sig gøre. Det er et politisk spørgsmål, siger Kristian Pedersen.