Har du også set krypto-hunden? Nu bliver tvivlsomme busreklamer fjernet

Reklamen forsøger at udnytte forbrugernes 'fear of missing out', mener Forbrugerrådet Tænk.

Trods løftet om det modsatte kan Floki vise sig at være en meget dårlig investering. Hvis du købte 1 million Floki i november og solgte dem i dag, vil du have tabt omkring 90 procent af din investering. (© Movia)

Måske har du set reklamen på en bus og undret dig.

De seneste måneder har en nuttet hund med vikingehat nemlig prydet bybilledet med den kryptiske besked: Savnet Bitcoin? Få Floki.

Men sloganet, der er en maskinoversættelse fra engelsk ('Missed Bitcoin? Get Floki'), forsøger annoncøren at lokke almindelige danskere til at investere i kryptovalutaen Floki - inden det er for sent.

En tilsvarende reklame er allerede blevet forbudt i Storbritannien. Nu viser det sig, at reklamen også kan være i strid med dansk lovgivning. Det vurderer Forbrugerrådet Tænk, som DR har forelagt reklamen.

- De prøver at skabe en Fear Of Missing Out (FOMO)-stemning, hvor forbrugeren skal presses til hurtigst muligt at købe Floki for derved at tjene hurtige penge. Her ved at spille på, at forbrugeren kunne have tjent 'nemme' penge på at købe Bitcoins i tide og derfor straks må købe Floki, inden værdien stiger, siger Jacob Ruben Hansen, der er økonom hos Forbrugerrådet Tænk.

- Det er derfor ret tydeligt, at der tale om at reklamere for en investeringsmulighed udelukkende for at skabe en boble, fortsætter han.

Kampagne har kørt i flere uger

Busser i hovedstadsområdet og på Fyn har efter DR's oplysninger kørt rundt med de påklistrede reklamer for den kontroversielle kryptovaluta.

Ifølge Out of Home Media, der er Danmarks største udbyder af busreklamer, skulle 12 busser på det seneste have reklameret for kryptovalutaen Floki.

Men direktør i selskabet, Henrik Sørensen, har ikke ønsket at oplyse, præcis hvor længe reklamen har kørt.

Ifølge Movia, der har det overordnede ansvar for busreklamerne i Region Hovedstaden og på Sjælland, har reklamen kørt i hovedstadsområdet i uge 49-51 og igen i uge 12.

Hos FynBus, der er Movias pendant på Fyn, henviser man til underleverandøren Keolis, som driver busserne, og skriver, at det er op til operatørerne at overholde gældende regler. Det er først, når Fynbus får kendskab til en overtrædelse af reglerne, at de skrider ind:

- Skulle entreprenøren i tilfælde af en ulovlig reklame ikke selv have grebet ind, og kommer dette til FynBus’ kendskab, vil FynBus forlange den nedtaget, lyder det i et skriftligt svar.

Fjerner reklame efter DR's henvendelse

AFA JCDecaux, som er kendt for deres reklamestandere ved stationer og stoppesteder, har også bragt reklamen. Ifølge administrerende direktør Anders Axelsen kørte reklamen i en uge i december 38 steder.

Han efterlyser klarere regler for denne typer reklamer, men medgiver samtidig, at udbydere selv skal tage kritisk stilling til kampagner - også selvom der ikke findes specifikke regler for kryptovaluta.

Floki har også annonceret på AFA JCDecaux' reklamestandere, som kan ses i bybilledet - eksempelvis ved busstoppesteder. (© AFA JCDecaux PR)

Efter DR's henvendelse har Out of Home Media valgt at fjerne reklamerne fra busserne.

Direktør Henrik Sørensen oplyste først, at man ikke vurderede, at reklamen overtrådte loven, og at man derfor ikke ville gribe ind. Han har efterfølgende ikke ønsket at svare på, hvorfor reklamen alligevel er blevet taget ned.

Movia har efter DR's henvendelse indbragt reklamen for Forbrugerombudsmanden:

- Der er fra Forbrugerrådet rejst tvivl om, hvorvidt reklamen er lovlig. Derfor har vi i Movia rettet henvendelse til Forbrugerombudsmanden, som er tilsynsmyndighed på området, skriver selskabet i en mail.

Flokis reklamer har også kørt på på Londons ikoniske dobbeltdækkerbusser og i metroen. Men her greb den britiske reklametilsynsmyndighed, ASA, ind og stoppede kampagnen.

I en dom afsagt 2. marts stadfæstede ASA, at Flokis reklamer ikke måtte vises, fordi den udnytter forbrugerens ‘fear of missing out’ (frygt for at gå glip af noget), og fordi den trivialiserer investering.

Samtidig, påpegede den britiske myndighed, skal Floki i fremtiden undgå at misbruge forbrugerens godtroenhed og oplyse om risikoen ved at investere i kryptovaluta.

Floki vil være verdens største kryptovaluta

Ambitionerne hos kryptovalutaen Floki, som er opkaldt efter Tesla-ejer Elon Musks hund af racen Shiba, fejler ellers ikke noget.

På hjemmesiden fremgår det, at “Floki stiler efter at blive den mest kendte og brugte kryptovaluta i verden”. Floki har blandt andet indgået et sponsorat med den tyske fodboldklub Bayer Leverkusen, hvor hunden med vikingehjelmen pryder klubbens trøje.

Floki er sponsor i den tyske klub Bayer Leverkusen. Se godt på venstre ærme, hvor Floki-hunden kan skimtes. (Foto: © FOCKE STRANGMANN, Ritzau Scanpix)

Der er dog langt fra ambition til virkelighed. Ifølge onlinetjenesten CoinMarketCap er Floki i skrivende stund blot nummer 2.865 på listen over de mest værdifulde kryptovalutaer.

Enhver kan skabe sin egen kryptovaluta, og derfor er over 10.000 nye kryptovalutaer skudt frem, siden den første og største, Bitcoin, blev opfundet i 2008. Det er dog de færreste, der kan bruges som betalingsmiddel eller noget som helst andet, og ifølge Tænk er størstedelen af valutaerne yderst risikable investeringer:

- Det er et teknisk og kompliceret at sætte sig ind i kryptovaluta. Her (med Floki, red.) bliver det markedsført til almindelige forbrugere, der ikke kan forventes at kunne gennemskue produktet.

- Forbrugeren vil have en naturlig forventning om, at der tale om en reguleret investering, men det bliver ikke påpeget i reklamen, at det ikke er tilfældet, siger Jacob Ruben Hansen.

Han mener, at Floki overtræder markedsføringslovens paragraf fire om god erhvervsskik, blandt andet fordi reklamen og Flokis hjemmeside giver mangelfulde oplysninger.

Samtidig er reklamen ifølge Forbrugerrådet henvendt til børn og unge og banaliserer investeringer. Både fordi den vil blive set af alle på busser, og fordi logoet med den nuttede hund ligner et computerspil. Det kan også være i strid med markedsføringsloven, påpeger han.

'Shitcoins'

På sociale netværk som Reddit bliver termen 'shitcoins’ eller 'memecoins' brugt om den underskov af kryptovalutaer som Floki, der er opstået i kølvandet på Bitcoins, og som spiller på viralitet og populære memes i onlinekulturen.

Valutaer, som ikke reelt har nogen værdi, men spiller på forbrugerens håb om at tjene store summer ved at investere tidligt, inden den værdien stiger, siger Jan Damsgaard, der følger kryptomarkedet tæt som professor i digitalisering på Copenhagen Business School:

- Ved de seriøse kryptovalutaer er der en funktionalitet bag. Det er der ikke med de her memecoins. Den er vokset uden grund. Bitcoin er noget for sig selv, men Solana, Cardano og Etherium (andre kryptovalutaer, red.) har en funktion. De vil gerne have ført nogle ting til protokol i en blockchain, siger han.

Jakob Ruben Hansen er enig i, at Floki ikke har en reel funktion - udover spekulation:

- Man kan ikke engang bruge Floki til at købe varer hos deres partnere, så for os er det ret tydeligt, at der udelukkende er tale om en reklame for at skabe en boble: At nogle bagmænd vil pumpe prisen op, inden de så sælger ud og efterlader forbrugerne med regningen, siger Jakob Ruben Hansen.

Sådan ser den 'ægte' Floki ud. Tesla-ejer Elon Musks hund hedder netop Floki og er af racen Shiba Inu. Kryptovalutaen Floki siger selv, at deres branding er inspireret af Elon Musks hund. (© Elon Musk via Twitter)

Floki er langt fra den eneste kryptovaluta, der spiller på at drive værdi kunstigt op gennem reklamer og viralitet på nettet. Men Floki er det grelleste eksempel, Jakob Ruben Hansen har set, og den første reklame af sin slags i det offentlige rum i Danmark.

En rigtig dårlig investering

Bliver man lokket af Flokis reklamer, risikerer man at gøre en rigtig dårlig forretning. Det kan et par regneeksempler illustrere:

Hvis man i november købte en million Floki, ville man dengang betale op til godt 2.100 kroner plus gebyrer, som er betydelige - med mindre man veksler til Floki gennem en såkaldt kryptovaluta-børs. De største børser tilbyder ikke Floki.

Hvis man i dag solgte eller vekslede sin million Floki til en anden kryptovaluta, ville de blot være omkring 250 kroner værd. Med gebyrer ville man have lidt et tab på over 90 procent.

Havde man købt, mens der kørte kampagner på busser og reklamestandere i december, ville man have tabt omkring 65 procent af sin investering - afhængig af gebyrernes størrelse.

Et andet regneeksempel:

Går du ind på Flokis hjemmeside lige nu og køber for 1.000 kroner Floki med et dansk betalingskort, som du så sælger igen med det samme, vil du kun få cirka 500 kroner tilbage. Vel at mærke i dollar, for man kan ikke veksle tilbage til danske kroner, og derfor ville man betale omkring 50 kroner yderlige.

- Det er en ultra-high risk investering, siger Jan Damsgaard.

Floki er ikke vendt tilbage på DR's gentagne henvendelser - hverken på mail eller på Twitter.