Den første tår af en dåseøl kan næsten få hårene på armene til at rejse sig. Især hvis solen skinner, og du endelig har fri efter en lang arbejdsuge.
Her er temperaturen på øllen helt afgørende. For mange kan en kold øl give et lille lykkerus i kroppen. Men er den lunken skal ‘den bare ned’.
Hvis du allerede er kommet på stranden eller i parken, og ikke lige havde tænkt over at medbringe mormors termotaske, kan du her finde fire smutveje til alligevel at nyde en afkølet øl.
Grav drikkevarerne ned
Når strandsandet føles brændende varmt, kan rådet om at grave sine drikkevare ned for at få dem koldere, virke helt skørt.
Men faktisk er det kun det øverste lag af jorden, der er påvirket af vind og vejr, fortæller John Rasmussen, der er professor i biomekanik på Aalborg Universitet.
- Solen om sommeren og kulden om vinteren ændrer kun temperaturen på det øverste jordlag. Man skal kun lidt over en meter ned før at jordens temperatur er frostsikret. Det er også derfor vandrør graves ned i jorden, forklarer han.
I to meters dybde er der cirka en temperatur på otte grader året rundt. Altså en meget mere jævn temperatur, end hvad årstiderne byder på.
Og det kan du udnytte. Hvis du skal køle øllene eller sodavandene ned, kan du grave dem ned. Hvis de skal være rigtig kolde, skal de være gravet ned i et par timer.
Våd klud om dåsen
Hvis du kan finde et lommetørklæde, et stykke køkkenrulle eller en klud, er der god sandsynlighed for, at du kan nyde din øl lidt koldere om et par minutter.
Du skal bare gøre stoffet eller papiret vådt og vikle det om dåsen. På den måde sker der en form for varmeudveksling.
- Det svarer lidt til at lægge en våd klud på panden. Kluden trækker varme ud af kroppen (eller dåsen), fordi der sker en fordampning af vandet. Når vandet fordamper fra kluden kræver det energi, der er i det her tilfælde er varme, siger John Rasmussen.
Det er samme måde kroppen fungerer, når vi sveder.
Når svedperlerne fordamper fra huden kræver det energi, som tages fra kropsvarmen. Når sveden er fordampet efterlader det huden koldere end før.
Et lille ekstra trick for at speede processen op, er at stille dåsen med kluden et sted hvor der er skygge, men hvor der blæser. Så vil det gå hurtigere med at få kolde drikkevarer, siger han.
Isvand med salt
Skal du arrangere sommerfest er her et tip, du bør notere dig. Det er nemlig godt, hvis du skal køle mange drikkevarer ned på rekordtid.
Fyld en stor balje med køligt vand fra hanen, tilsæt alle de isterninger, du har ved hånden, og tilsæt en god sjat salt i vandet.
Rør din blanding godt sammen, og kom dine lunkne drikkevarer i. I løbet af ganske få minutter vil du opleve, at dåserne bliver kolde.
- Den nedkølende effekt får du hurtigere, end hvis der ikke havde været salt i isvandet. Når isen smelter i vandet, skifter isen fase fra fast til flydende form, siger John Rasmussen.
Isen smelter, når saltet tilsættes, fordi det giver vandet, som isen er lavet af, et lavere frysepunkt.
Derfor sker en såkaldt faseomdannelse. I faseomdannelsen bliver der brugt varme, som tages fra væsken.
- Saltvand en lavere frysetemperatur end ferskvand, så vandet kan blive meget koldere uden at fryse, siger John Rasmussen.
Isposer to-go
I stedet for et kølelement fra fryseren, som bliver vådt i tasken, kan du vælge en mere praktisk to-go løsning.
I de fleste sportsbutikker, kan du købe kølende engangs isposer, som ofte bliver brugt til sportsskader, men som også kan nedkøle for eksempel dåser.
Posen er klar til strandtasken, da den i sin normale tilstand er stuetemperatur. Derudover fylder de ofte ikke mere end en telefon.
Når du får brug for den kølende funktion, knuser du indholdet i posen.
- Det er en række kemiske processer, der giver den nedkølende effekt. Den her løsning kan dog kun bruges én gang per pose, for du kan ikke genskabe den kemiske proces, når først posens indhold er brugt, siger John Rasmussen.
En engangs-ispose holder sig kold i cirka en halv time.
Du kan se P3xViden-værten, Lasse Winther, afprøve metoderne til at afkøle sin sodavand i videoen her.
