Katrine Bønnerup ryster ikke på hånden, da hun med enorm præcision tager nogle få dråber fra en tube klar væske, hvorpå der står ’crispr’.

Med en micropipette overfører hun dråberne til et lille rør, som i forvejen indeholder få dråber grumset væske. I den væske er der tusindvis af blodceller, som stammer fra mennesker.

- Jeg tror, jeg kan holde hånden så stille, fordi at jeg syr folk sammen på skadestuen. Så jeg er vant til præcisionsarbejde, griner den 25-årige medicinstuderende fra Aarhus.

- For jeg har ikke meget øvelse i laboratoriearbejde. Det er der meget lidt af på medicinstudiet, fortsætter hun.

Men lige nu sidder hun i et hypermoderne gen-laboratorie på Aarhus Universitets Institut for Biomedicin.

Bag en glasplade og et udsugningssystem har hun en masse udstyr, der ser enormt avanceret ud.

Hun er ved at lære, hvordan man ændrer dna i menneskeceller med crispr. Det er en teknologi, der de seneste år har betydet et kvantespring indenfor genteknologi.

For med den kan forskere med enorm præcision klippe og klistre i vores dna. Det giver mulighed for at rette genfejl eller sætte helt nye gener ind i vores arvemasse.

Og jeg har fået lov at følge Katrine i laboratoriet, mens hun lærer crispr at kende.

Midt i forsøget spørger jeg hende, hvorfor hun har valgt at vente med at blive færdig som læge for at være på netop et crispr-laboratorie.

- Det er nok de store muligheder med den her teknologi, der interesserer mig. Det har potentialet til at kurere mennesker, som vi i dag ikke kan tilbyde en særlig god behandling. Det vil jeg gerne være med til, fortæller hun.

Behandling til danske patienter

Ved Katrines side står Didde Haslund. Hun forsker også i crispr og har for nyligt afsluttet sin ph.d. Hun skal lære Katrine op.

Roligt fører hun Katrine gennem de mange punkter på en lang ’opskrift’, som de har hængt op på glaspladen.

Jeg spørger Didde, om hun er nervøs for ved en fejl at få de crispr-molekyler, der kan klippe i gener, ud i naturen eller på huden.

- Nej, overhovedet ikke. For de kan slet ikke komme ind til vores gener. Den primære grund til, at vi skal arbejde med handsker, bag glasplader og spritter alt af, er, at prøverne ikke forurenes. Snart skal vi jo gøre det her med celler, som skal tilbage i patienter, forklarer Didde.

For Didde Haslund og de andre forskere i gruppen håber, at resultaterne fra Katrines arbejde kan være med til at afgøre, hvordan de om få år vil lave genændringer i celler fra syge patienter på Skejby Sygehus.

- I første omgang er det patienter, der lider af nogle sjældne genetiske sygdomme, der gør, at deres immunforsvar ikke virker særlig godt. Men på længere sigt kan det her behandle mange andre typer sygdomme, hvor generne spiller en rolle, siger Didde.

Stødet lukker crispr ind

Forsøget er nu kommet til et afgørende øjeblik.

- Vi skal nu give cellerne et elektrisk stød, siger Didde til Katrine.

Og snart er hun i gang med at instruere sin elev i at bruge en avanceret maskine, der er i stand til at give cellerne et meget præcist elektrisk stød.

Med stødet sker magien. For det gør, at cellerne åbner lidt op, så proteinet Cas9 kan komme ind i cellekernen, hvor dna’et findes.

Cas9 er en mikroskopisk saks, der kan klippe i dna. Inde i cellekernen vil den finde en helt bestemt dna-sekvens, som forskerne har bestemt for flere uger siden. Når Cas9 sætter sig på sekvensen, klipper den.

Det er netop crispr-teknologiens evne til at klippe lige dér, hvor forskerne beslutter, der gør systemet helt unikt og fyldt med potentiale.

Cellerne er forandret for altid

Når der er et hul, kan forskerne gøre en af to ting: Enten sætter de et gen ind i hullet, eller også slukker de det gen, der er blevet klippet i.

I Katrines forsøg skal et gen slukkes.

- Det sker ret hurtigt. Hvis vi undersøgte det i morgen, ville mange af cellerne nok have fået ændret deres dna. Men vi lader dem stå i en uge, så vi er sikre på, at flest mulige celler er blevet ændret, fortæller Didde.

Efter stødet kommer cellerne ned i noget, der ligner saftevand. Det er en væske, der er fyldt med de ting, cellerne har brug for, for at trives. Det hele ryger ind i et varmeskab, der er 37 grader.

- Det er jo menneskeceller, og de har det bedst ved 37 grader. Det er faktisk blodceller, der oprindeligt stammer fra en leukæmipatient – sådan nogle kan blive ved med at dele sig, siger Didde.

En mikroskopisk skygge af dna

Da cellerne har stået i varmeskab i syv dage, henter Katrine Bønnerup dem igen. Nu skal deres dna isoleres, så forskerne kan finde endeligt ud af, om crispr har virket.

Med Didde Haslund ved sin side, må Katrine igen igennem utallige trin, før de til sidst står med et lille rør med dna. Selv om der er ret meget dna i røret, er det så uendeligt småt, og selv om de to kvinder prøver at vise mig det, kan jeg ikke rigtig se det.

Til sidst spørger jeg:

- Jamen, er det bare den der lille mikroskopiske skygge?

- JA! jubler de i kor.

Nu skal prøven sendes til et firma, der kan analysere det. Snart vil vi få at se, om crispr-teknologien har virket, og dna’et er blevet ændret.

Måske hiv kan forfine metoden

Resultaterne får Katrine og Didde nogle dage senere. I et computerprogram ser vi, at forsøget er lykkedes.

- Her kan du se, at vi har fået ændret dna’et i 84 procent af cellerne. Det er et godt resultat, siger Didde.

Katrine smiler også. Hendes forsøg er lykkedes. Men hendes forsknings-år er kun lige begyndt.

- Min opgave bliver at sammenligne den her metode med en anden, hvor cellerne ikke får det lille stød. I stedet får vi Cas9 ind i cellekernerne ved hjælp af en modificeret hiv-virus.

Jeg må have set lidt skræmt ud.

- Hiv-virussen er ændret, så den ikke er farlig, siger hun beroligende.

Katrine og Didde skal nu gentage forsøget mange gange - med små justeringer hver gang. Og på sigt vil de forsøg være med til at afgøre, om danske patienter kan blive kureret for ellers uhelbredelige sygdomme om få år.