Om efteråret snakker man om sort sol, når kæmpe sværme af stære, bevæger sig sammen i flotte formationer på himlen.
Men om foråret, når ryler og islandske ryler trækker mod nord, kan man for en kort periode opleve det endnu mere eksklusive fænomen kaldet "hvid sol".
Efter fire dages venten og mange timers filmen, lykkedes det torsdag eftermiddag endelig DR's udsendte på Mandø at fange det sjældne fænomen. Desværre kun i et kort, men smukt, øjeblik.
Se et hurtigt eksempel på en "hvid sol" i videoen i toppen af artiklen.
Hvide vinger glimter på himlen
Hvid sol opstår, når fuglene vender i luften og deres hvide undervinger glimter som fyrværkeri i sollyset.
De islandske ryler er allerede her i begyndelsen af maj i deres yngledragt, og er dermed helt rustrøde på brystet.
Farven fungerer som perfekt camouflage på de golde, arktiske tundraer, som fuglene skal yngle på i begyndelsen af sommeren.
Se med på DRs hjemmeside
Vadefuglene opholder sig hele tiden i vandkanten på jagt efter føde eller for at hvile, men når tidevandet nærmer sig kysten, bliver de nødt til at flytte sig.
Derfor flyver de op sammen i store flokke for at beskytte sig mod rovfugle og andre fjender.
Flokkene kan nogle gange komme op på mange hundredetusinde fugle, og deres synkrone lysglimt, når de vender op mod solen, er et spektakulært naturfænomen.
Fænomenet kan opleves i Vadehavet, hvor naturjournalist Martin Kunzendorf i øjeblikket befinder sig, og han håber, at kunne vise det særlige syn live på DRs hjemmeside, hvor han sender live-tv fra Vadehavet resten af dagen.
Følg med her, og kryds fingre for, at det lykkes os at opstøve det unikke syn.
Opdateret:
Artiklen er opdateret med et videoklip af hvid sol fra torsdag eftermiddag. Se videoen i toppen af artiklen.