Ikke mange retter jævnligt opmærksomhed mod den undseelige britiske by Leicester.

Indbyggerne selv taler stadig om flytningen af Kong Richard III’s jordiske rester sidste forår, men det er nu hverken det eller decembers uhørt høje gennemsnitstemperaturer, der har fået sat den midtengelske by på landkortet.

I det, der tidligere var Englands centrum for sko- og strømpeindustri, blev der for nylig sat rekord, da fodboldangriberen Jamie Vardy scorede i elleve kampe i træk.

Og sammen med resten af det lokale hold, Leicester City FC, har han nu påkaldt sig hele verdens opmærksomhed.

For ’The Foxes’, som holdet kaldes, har levet op til sit navn og snu stjålet fokus fra fodboldmastodonterne Manchester United, Arsenal, Manchester City og Chelsea og lagt sig i spidsen i en af de stærkeste fodboldligaer i verden, den engelske Premier League.

I Leicester tager man det dog med ro. De har prøvet at tabe på målstregen så mange gange før.

Det er ganske få klubber forundt at toppe ligaen omkring halvvejs gennem fodboldsæsonen.

Premier League er blevet en legeplads for alverdens rigmænd, der bruger milliarder af kroner på klubberne og køber spillere, som skal sikre mål og topplaceringer.

Men den økonomiske og sportslige miniput Leicester City har formået at spille lige op med de storrige klubber fra både London og Manchester.

Og det til trods for, at for præcis et år siden rodede Jamie Vardy og company rundt i bunden af selvsamme liga og var endda det hold med flest kampe i træk uden en sejr. 13 styks blev det alligevel til.

Skal man tro holdets danske målmand, Kasper Schmeichel, gør det nu ikke den store forskel at være helt i toppen:

Leicester City FC kan også bryste sig af at være det hold, der flest gange har været i FA Cup-finalen - uden at vinde.

Og det hold, der har vundet den næstbedste liga flest gange og sikret sig oprykning til Premier League.

Historien om den 131-årige klub er på mange måder fortællingen om lige ved og næsten. Det forklarer måske, hvorfor de største øjeblikke for Leicester-fans ofte er bundet til den evige kamp om oprykning til den eftertragtede Premier League:

Selv de mest inkarnerede Leicester-fans har svært ved at begribe, hvordan deres hold nu er blandt de bedste i landet.

Når man går rundt i de brostensbelagte gader, drukner man da heller ikke i et hav af blå og hvide striktørklæder.

De mest travle udsalgsjægere svinger upåvirket ned ad Granby Street med poser fra stormagasinet Debenhams, og bettingbureauerne William Hill, Ladbrokes og PaddyPower viser lige så mange plakater for VM i Dart som for Premier League.

Men medgangen for byens hold har dog alligevel blæst nye positive vinde ind over byen, fortæller Teri Wycoll.

En midaldrende, rødhåret dame, der på en af 2015s sidste dage sidder sammen med veninden Bernadette Hayes og sipper latte på en af byens cafeer på St. Martins Square.

Uvant – lader de forstå – taler de om fodbold og forklarer, at den sportslige succes, som indtil videre er blevet leveret af byens rugbyhold, har gjort underværker for byen.

Førhen blev den betragtet som jævn, industriel og knap så progressiv, men nu hersker der pludselig en følelse af stolthed over at have opnået noget helt udsædvanligt.

Og når man som fodboldklubbens historiker John Hutcinson er født og opvokset på egnen, ja så kan man ikke undgå at sole sig lidt i opmærksomheden i øjeblikket:

Nederlagene og de dertilhørende sorger, som førhen blev druknet i pints af Guinness, er afløst af optimisme rundt omkring på store plankegulvsbelagte brune pub’er med navne som 'Slug and Lettuce' (Snegl og Salat, red) og 'The High Cross'.

Her flyver navne på fodboldholdets profiler, Mahrez, Vardy, Drinkwater og Morgan ind og ud af samtalerne. Som er det vennerne, naboen eller familien, man taler om.

For alle tager del i succesen, og Leicester er for alvor blevet hele byens hold. Så kan det for så vidt være flintrende ligegyldigt, hvor meget fodbold, man førhen har set.

Ingeniøren Anthony Higgins er en af dem, der får et smil på læben, når man nævner nationalsporten.

Han har skiftet sin egen fodboldtræning ud med pladser på King Power Stadium lørdag eftermiddag efter at have boet i byen hele sit liv. Nu har han sæsonkort.

Han har formentlig set halvdelen af sit livs Leicester-kampe alene i denne sæson, ifølge ham selv

Faktisk er han større fan af landskampe, særligt Irland, hvor han har familie. Derfor har han også sit irske flag med til de fleste Leicester-kampe, hvorfor det efterhånden optræder på temmelig mange billeder fra King Power Stadium.

Og så er der dem, for hvem Leicester City FC alle dage har været og altid vil være noget helt særligt.

Cliff Ginetta står i spidsen for holdets officielle fanklub Blue Army, og det meste af sit liv har han stået last og brast med holdet gennem de mange op– og nedture:

Medier har allerede døbt Leicester City FC fodboldens Askepot.

Historien om det undertippede mandskab, der på bare et halvt år har vendt en direkte kurs mod nedrykning til en plads i toppen af Premier League, er så god, at Hollywood har zoomet ind på det midtengelske landskab.

Og reportere fra hele Europa, Australien og USA render hinanden over ende i byen for at kunne fortælle eventyret.

Det, der forekommer næsten naturstridigt for enhver, som er født og opvokset i byen, har resten af verden slugt råt, og på den lokale avis Leicester Mercury’s sportsredaktion har telefonen de sidste måneder glødet hos fodboldjournalisten Rob Tanner:

Har man først knyttet bånd i Leicester City-familien, er det stærkt nok til at vare ved. Også længe efter, støvlerne er sat på hylden.

På pub’en 'The Local Hero' under ti minutters gang fra King Power Stadium møder vi meget passende den tidligere Leicester-angriber Alan Young.

Omkranset af fans, for han er lidt af en legende efter sin tid på holdet i 1979-82 og efterfølgende som kommentator på BBC Radio Leicester.

Han genkender flere træk fra det nuværende hold fra sin tid som spiller.

Så er der selvfølgelig også pengene.

For nok er Leicesters budget ikke i nærheden af gigantklubberne fra London og Manchester, men klubbens nuværende ejere har andet i lommerne end krøllede kvitteringer og lommeuld.

Vichai Srivaddhanaprabha og sønnen Aiyawatt står bag Thailands største tax free-gigant King Power International Group og købte klubben i 2010 for den relativt beskedne sum af godt 400 millioner kroner.

Derfor fortæller de fleste med kendskab til klubben, at thailænderne skal tilskrives en stor del af æren for forvandlingen, fra konkurstruet klub i 2002 til den nuværende succes.

Spørger man Kasper Schmeichel, har ambitionerne været høje, og der har været synlig handling bag hvert ord, fra første dag han kom til klubben.

Den slags opbakning kan man ikke købe sig til. Uanset hvor mange millioner man måtte have, siger han:

Den imponerende bedrift af stribevis af gode resultater har udover at have genopbygget kærligheden til nationalsporten i byen også skabt en uhæmmet begejstring for, at et succesrigt fodboldhold kan skabes på et fundament af andet end alverdens rigmænds fuldfede portemonnæ.

Og den gode energi strømmer tilsyneladende direkte fra lægterne og ned på grønsværen.

Helt karakteristisk for en ægte Leicester-fan tør Neil Talbott dog ikke håbe på mere.
De kritiske røster kan have fat i den lange ende, forklarer han.

Leicester Citys tempofyldte og fysisk krævende spillestil og den manglende bredde i truppen kan ende med at sætte en brat stopper for holdets succes, påpeger han og lufter bekymringen om kommende skader og træthed i truppen.

Jo tak. Så hellere tage et halvtomt end et halvfyldt glas da. Meget sigende tager de ægte, dedikerede fans derfor heller ikke ud og skriger sig hæse og fester natten lang. Selv ikke efter efterårets mange sejre.

Kampene er mentalt umattende og drænende, fortæller Cliff Ginetta, der oftest kører hjem og hører radio på vejen, så han kan analysere resultatet og høre om han nu er enig med dem, der ringer ind. Og så hjem at sove.

Han er ikke meget for det, men hårdt presset spår han en top fire-placering til sin efterhånden livslange kærlighed, Leicester City.

Spillerne er heller ikke meget for at tale placeringer. De insisterer på at tale i klichéer: “en kamp ad gangen” og den slags sædvanlige, automatiserede svar for at holde fokus og minde både fans og hinanden om, at fodboldtrofæer og mesterskaber trods alt ikke vindes i december og januar.

Anderledes optimisme er der dog at spore hos manden, der pensionerede Leicester City FC-trøjen tilbage i 1982, for minderne har man jo altid:

Efter et halvt århundrede som medlem af 'Blue Army' under man da næsten også Cliff Ginetta, Alan Young og de loyale følgere af byens hold lidt medgang.

At følge Leicester Citys op – men trods alt flest nedture - kræver lidt udholdenhed, og selvom det nu for første gang i mange, mange år ligner en lykkelig slutning på denne sæsons eventyr, har Cliff Ginetta stadig svært ved at tro på det.

- Så længe de gør det så godt, de kan, siger han og trækker på skuldrene.

Som en ægte Leicester-fan, der husker sig selv på klubbens motto:

Foxes Never Quits.