(Foto: © Claus Bjørn Larsen/Bjarne Bergius Hermansen, Scanpix/DR/Type 1)

Fra DR's gamle fotoalbum: Alle gode gange 65 med Melodi Grand Prix

Som om der ikke var Grand Prix-fest nok i disse dage, er det 2. pinsedag præcis 65 år siden, at Eurovision Song Contest blev holdt første gang. Den første vinder boede mange år i Danmark. Kig med i fotoalbummet fra 1956-2021.

  • Efter et års coronapause er der masser af Grand Prix-fest i disse dage på de europæiske TV-skærme. 2. pinsedag, den 24. maj, er der faktisk endnu mere at fejre. Da er det præcis 65 år siden, at Det Europæiske Melodi Grand Prix blev holdt første gang i Lugano i Schweiz. Den første vinder - i 1956 - var Lys Assia (1924-2018), der vandt for Schweiz med nummeret 'Refrain'. Her er hun fra Otto Leisners 'Pladeparade' året efter, og Lys Assia fik efterfølgende stor tilknytning til Danmark, ligesom hun også lærte dansk. Hun blev gift med danske Oscar Pedersen, der blandt andet drev 'Kystens Perle' og Hotel Marienlyst i Helsingør. I anledning af den halvrunde dag - og denne uges Melodi Grand Prix, ser vi her tilbage på nogle af dem, der har repræsenteret Danmark gennem årene. (Foto: © Dr arkiv)
    1 / 24
  • Da DR fandt sin første Grand Prix-vinder i 1957 (Danmark var ikke med første år), foregik det hele på en søndag aften, og ingen havde nok dengang regnet med, at sangdysten ville blive så langtidsholdbar, at den også blev holdt i 2021. Gustav Winckler og Birthe Wilke sejrede med nummeret 'Skibet skal sejle i nat', der endte med at blive nummer tre i den internationale finale. Så sent som sidste år har svensk TV atter fortalt historien om, hvordan det danske par længe stod til at vinde, men hvordan specielt de sydeuropæiske lande blev forargede, da Winckler og Wilke kyssede i 11-12 sekunder foran rullende kameraer i finalen. Derfor blev de angiveligt 'kun' nummer tre. (Foto: © DR Arkiv, Type 1)
    2 / 24
  • Birthe Wilke, der i dag er 85 år og i mange år har levet tilbagetrukket fra rampelyset i Sønderjylland, var her, der og alle vegne i de første år med Melodi Grand Prix i Danmark. Efter at have sejret i 1957, blev hun og Gustav Winckler nummer tre i 1958, og i 1959 var der grund til at række armene i vejret. Da vandt Wilke atter i Radiohusets Studie 2 på Frederiksberg - nu med sangen 'Uh, jeg ville ønske, jeg var dig', som fik en femteplads internationalt. (Foto: © Dr arkiv)
    3 / 24
  • I 1961 havde 22-årige Dario Campeotto held på sin 'lottokupon med joker', som han har kaldt sin sejr det år i DR-vært Ole Tøpholms Grand Prix-bog 'De største øjeblikke'. Den dag i dag synger han stadig ofte nummeret 'Angelique', som er blevet en af Grand Prix-klassikerne. I 1961 blev finalen for første gang holdt i Jylland - nemlig på Fredericia Teater, og som det kan ses af billedet her, var Birte Wike også med dét år. Da hed hendes nummer 'Jetpilot'. Dario blev nummer fem internationalt. (© DR-TVarc)
    4 / 24
  • Seks år efter at Danmark var med i Det Europæiske Melodi Grand Prix første gang, blev det til sejr i 1963. Grethe og Jørgen Ingmann vandt med deres legendariske 'Dansevise', og det hører med til historien, at der det år var 16 lande med. Opbakningen til Eurovision Song Contest blev bare større og større. Da parret kom hjem fra BBC i London, som stod for årets show, blev de modtaget af tusindvis af danskere i lufthavnen, og deres nummer lå nærmest et kvartal på P3's helt nye top 20-liste dét år.
    5 / 24
  • 'Stop, mens legen er god', hed Ulla Pias danske vinder i 1966, og sangtitlen var nærmest profetisk. DR havde fået ny underholdningschef - Niels-Jørgen Kaiser, og han var ikke vild med Melodi Grand Prix. Efter at Ulla Pia var havnet på 14. pladsen internationalt, foreslog han, at Danmark ikke skulle deltage året efter, og perioden endte med at vare 11 år. For fra 1967-1977 var Danmark slet ikke med - og altså heller ikke da svenske ABBA vandt i 1974. Her ses Ulla Pia fra den danske finale i 1966, hvor Gustav Winckler også deltog med sangen med den lidt løjerlige titel: 'Salami'.
    6 / 24
  • Den 25. februar 1978 var DR atter klar til at være med i Melodi Grand Prix. Her blev den første danske finale med Jørgen de Mylius som vært holdt i Tivolis Koncertsal i København. Mabel vandt med sangen 'Boom Boom', men de europæiske hjerter slog ikke helt så kraftigt for dem, da de deltog i årets internationale finale i Paris. Her blev det til en 16. plads ud af 20 lande. (© Anne-Grethe Svendsen)
    7 / 24
  • Både i 1979 og 1981 - og senere også i 1993 - vandt Tommy Seebach det danske Grand Prix. I 1979 sikrede 'Disco Tango' sig med nød og næppe den danske sejr, hvorimod sangen klarede sig flot internationalt og fik en 6. plads. I 1981 var det klassikeren 'Krøller eller ej', som Tommy Seebach og Debbie Cameron vandt med. Her synger de to om deres børn. I 1993 var det sangen 'Under stjernerne på himlen', som Tommy Seebach repræsenterede Danmark med - en sang, som sønnen Rasmus senere også har fået stor succes med.
    8 / 24
  • Hvis der er et ord, der for alvor bliver forbundet med Gry Johansens vinder, 'Kloden drejer', i 1983, er det ordet 'rejehop'. Det lille hurtige hop blev Gry Johansens varemærke, men international sejr blev det ikke til. For ved finalen i Vesttyskland blev det kun til en 17. plads ud af 20. (© TVarc)
    9 / 24
  • Søren Bundgaard var i lysegult joggingtøj og sang sammen med Kirsten Siggaard, da de i 1984 vandt med sangen 'Det' lige det'. For dem, der kan huske det show, vil det nok stå klart, at en af gimmickerne i showet var, at Kirsten Siggaard skubbede Søren Bundgaard i TV-Byens til anledningen indrettede swimmingpool. Hot Eyes, som de kaldte sig, vandt både i 1984, 1985 og 1988. Bedst internationalt gik det i 1988, hvor Hot Eyes blev nummer tre, og hvor Kirsten Siggaard også var gravid. Det skadede ikke omtalen ved finalen i Luxembourg. I dag arbejder Kirsten Siggaard blandt andet med at lave radio, hvor hun hver søndag er vært for 'Dobbelt op' på DR's P5. (© DR)
    10 / 24
  • I 1987 var DR - for første gang siden 1978 - tilbage i Tivolis Koncertsal, hvor Danmark også holdt den internationale finale tilbage i 1964 - ovenpå 'Dansevise's internationale sejr. I 1987 sejrede Anne Cathrine Herdorf og Drengene med 'En lille melodi', som også blev nummer fem internationalt. (Foto: © DR Arkiv.)
    11 / 24
  • DR's kostumeafdeling ligger stadig den dag i dag inde med Birthe Kjærs vinderkjole fra 1989. Og hendes nummer 'Vi maler byen rød' høres også stadig jævnligt - for eksempel gav Birthe Kjær den igen og igen i sidste års 'Danmarks Indsamling', Da det gjaldt i 1989, blev sangen nummer tre internationalt. Året efter var Birthe Kjær for øvrigt også med i Dansk Melodi Grand Prix, men da var det som vært sammen med Dario Campeotto og den nu afdøde DR-vært Zita Boye-Møller. (Foto: © Bent Paulsen, DR)
    12 / 24
  • I 1992 blev Det Europæiske Melodi Grand Prix holdt aldeles tæt på Danmark - nemlig i svenske Malmø. Lotte Nilsson og Kenny Lübcke tog turen med flyvebåden over Øresund med deres vinder 'Alt det som ingen ser'. Internationalt rakte det dog kun til en 12. plads. Lotte havde allerede deltaget i den danske finale flere gange i 1980'erne, men da var det i duoen Snapshot og for eksempel med nummeret 'Gi'r du et knus?' (Foto: © DR Arkiv.)
    13 / 24
  • Aud Wilken, der boede de første ni år af sit liv i DDR, sang om både blå altaner, vilde svaner og silkelagner i 1995, hvor hun vandt med sangen 'Fra Mols til Skagen'. Flere var kritiske på forhånd og mente, at sangen ingen internationale chancer havde. Men de tog fejl. 'Fra Mols til Skagen' fik en femteplads internationalt - og den bedste placering i seks år. (© DR)
    14 / 24
  • 37 år skulle der gå, men så blev det også til dansk sejr igen i Eurovisionens Melodi Grand Prix i 2000. I Globen i Stockholm vandt Brødrene Olsen i disse dage for 20 år siden med 'Fly On The Wings Of Love', som i den danske vinderudgave hed 'Smuk som et stjerneskud'. For Brødrene Olsen var det noget af et comeback til rampelyset og Grand Prix, for de havde været med allerede i 1970'erne. I 1978 sang de nummeret 'San Francisco', og i 1979 bød de på Grand Prix-melodien 'Dans dans dans' - uden dog at vinde. Billedet her er fra den danske finale i Cirkusbygningen i København det år. (Foto: © Ulla Voigt, Type 1)
    15 / 24
  • I 2001 var det lige ved og næsten for Danmark igen, da DR og Danmark stod for at arrangere det publikumsmæssigt største internationale Melodi Grand Prix i Parken i København efter Brødrene Olsens internationale sejr. Signe Svendsen, Søren Poppe og Stefan Nielsen udgjorde 'Rollo og King', som vandt med en af konkurrencens længste sangtitler: 'Der står et billede af dig på mit bord'. På hjemmebane sikrede de sig en 2. plads, mens Estland endte med at sejre. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    16 / 24
  • Ikke mindst i Sverige er det helt normalt, at der hvert år er semifinaler i Melodi Grand Prix, inden årets vinder bliver fundet. Sådan var det også i Danmark i 2007 og 2008, hvor Camilla Ottesen og Adam Duvå Hall var værter begge år. I 2007 var det dragen DQ, der vandt med 'Drama Queen', men desværre gik det ikke overvældende godt. DQ blev nummer 19 i semifinalen, og Danmark var ikke med på den store finaleaften. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, DR)
    17 / 24
  • Stedet var Ballerup Super Arena, da DR i 2011 skulle finde en deltager til Det Europæiske Melodi Grand Prix. Gruppen A Friend in London sejrede med sangen 'New Tomorrow', og man klarede også rigtig fint internationalt med en femteplads. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    18 / 24
  • Ligesom Kenny & Lotte ikke fik så lang en rejse ud af det, da de i 1992 repræsenterede Danmark i Det Europæiske Melodi Grand Prix, gjorde Emmelie de Forest det heller ikke i 2013. For begge gange foregik finalen i Malmø. Til gengæld fik Emmelie de Forest Danmarks tredje internationale sejr med hjem over Øresundsbroen, og dagen efter blev hun modtaget af en stor folkeskare i Tivoli i København, ligesom der var et stort velkomstbanner sat op på DR Byens ene endevæg. (Foto: © Ragnar Singsaas, 2013 Ragnar Singsaas)
    19 / 24
  • Basim og sangen 'Cliche Love Song' repræsenterede Danmark på hjemmebane, da Eurovision Song Contest i 2014 blev holdt på Refshaleøen i København. Han klarede sig til Top 10 - det blev en 9. plads til Danmark det år. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)
    20 / 24
  • En 9. plads blev det også til for vikingen Rasmussen med fornavnet Jonas Flodager i 2018. Han sang nummeret 'Higher Ground'. Sidste år blev det til en 12. plads til Leonora, og i år fik seerne i 45 lande danske Ben & Tan at høre, men nogen konkurrence blev det ikke til, når nu ikke publikum og fans kan samles på grund af forsamlingsforbud, som der også er i mange andre lande. Showet 'Europa tænder lys' kan ses på DRTV frem til den 14. juni. (Foto: © Henning Bagger, Henning Bagger)
    21 / 24
  • For første gang nogen sinde siden starten i 1956, kunne Eurovision Song Contest ikke gennemføres sidste år. Aflysningen kom, efter at Ben & Tan havde vundet med sangen 'Yes' i en aldeles tom Royal Arena i København. Det første forsamlingsforbud i anledning af coronaen kom netop i den weekend, hvor Dansk Melodi Grand Prix 2020 skulle holdes. (Foto: © Frederik Højfeldt Nielsen, DR)
    22 / 24
  • Fyr og Flamme er årets repræsentanter for Danmark ved dette års Eurovision Song Contest. Duoen, der også er kendt for hits som 'Kamæleon' og 'Menneskeforbruger', består af Jesper Groth (tv.) og Laurits Emanuel. Desværre klare de sig ikke videre fra semifinalen til finalen. (Foto: © Martin Fält, DR)
    23 / 24
  • Den første vinder af Eurovision, Lys Assia, døde i 2018. Hun deltog ofte, når sangdysten blev holdt over hele Europa - også da DR stod for at afvikle Eurovision Song Contest i 2014 på Refshaleøen, hvor hun her ses fra presserummet. 65-års-dagen markeres i semifinalen og finalen fra Rotterdam. Du kan se en lang række af DR's gamle Grand Prix-finaler fra 1978-2005 på dr.dk/bonanza. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)
    24 / 24