(Foto: © Per Stæhr)

Sommerfjernsyn for 40 år siden: Olympiske Lege, 'TV i teltet' og Søren Ryge

DR har gjort 2020 til 'Musiksommer'. Men hvad ventede der seerne, der tændte for DR's ene kanal i sommeren 1980? Vi har været i arkivet, og du kan selv søge i gamle programoversigter.

  • Sommeren 2020 har DR gjort til 'Musiksommer' i både radio og fjernsyn - nu hvor det stort set er umuligt at gå til koncerter og festivaler. Det gjorde os på redaktionen af DR's arkivsite 'Alle tiders DR' lidt nysgerrige efter, hvad DR i grunden har budt seerne på tidligere somre - for eksempel for præcis 40 år siden, i 1980. Selv om flere lande boykottede OL i Moskva, blev det holdt, og det fyldte godt i DR's flade i anden halvdel af juli og starten af august. Det var den sommer, hvor alle lige pludselig talte med om skeetskydning - eller lerdueskydning, fordi danske Kjeld Rasmussen vandt guld i disciplinen i det daværende Sovjet. Antallet af OL-programmer var slet ikke, som det vil blive, når DR dækker næste års OL i Tokyo. Der blev typisk sendt 2-3 timer om eftermiddagen og nogle timer om aftenen. (Foto: © MOGENS LADEGAARD, Scanpix)
    1 / 10
  • Ligesom i dag lagde DR meget vægt på, at programmerne kom rundt i landet. Sådan var det også med lørdagsunderholdningsprogrammerne 'TV i teltet', som Niels Hovgaard var vært på, og som i 1980 og 1981 blev sendt fra byer over hele Danmark. Ikke mindst Linie 3 kan glæde sig over de shows, for deres medvirken begge år dannede i høj grad grundlaget for deres succes. Thyge Thygesens Kvartet var også med hver gang. (Foto: © Dr arkiv)
    2 / 10
  • På sommerlørdagene i august var der - selvfølgelig fristes man til at sige - en Otto Leisner-quiz. Det var quizzen '1 ret og 2 vrang', Quizzen sang faktisk på sidste vers det år, efter at DR1 havde sendt den siden 1970. Med i afslutningssæsonen var blandt andre Poul Trier Pedersen, Cleo, Henrik H. Lund og Birgit Meister. (Foto: © Dr arkiv)
    3 / 10
  • I 1980'erne var der ikke TV-trailere og spot på samme måde, som der er i dag. Da kunne 'Næste uges TV' i 25 minutter hver lørdag fra 19.45-20.10 guide en igennem, hvad der var i vente i ugen efter. To af dem, der gjorde det, var Anne Jerichow og Bent Bertramsen. (Foto: © DR Arkiv)
    4 / 10
  • Den dag i dag er der stadig nogen, der udbryder 'Hvad er det?' og kan finde på at tale om tid, sted og anvendelse. Det har sin forklaring, for det var noget DR-vært Piet van Deurs sagde i en årrække i DR1's arkæologisk-etnografiske quiz. Blandt tingene, man skulle gætte den sommer var, som der står i programoversigten 'en sælsom hammer fra eskimoernes Grønland', morderiske genstande og træ og sølv fra vikingetiden. (Foto: © Dr arkiv)
    5 / 10
  • Selv om der ikke er mange gengangere i sendefladen i 2020 fra 1980, er der en. Søren Ryge begyndte allerede at lave fjernsyn i 1976, og i de første år lavede han de utraditionelle haveudsendelser 'Grøn fritid', hvad han også gjorde i 1980 - sammen med nyligt afdøde Jytte Dreyer. I sidste uge overraskede Søren Ryge på direkte TV ved at fortælle seerne, at han efter 28 år ikke længere vil sende direkte fra sin egen have. Men aftalen er, at han stadig vil kunne lave programmer i ny og næ. (Foto: © Per Stæhr)
    6 / 10
  • I dag er der TV fra tidlig morgen, men det var der bestemt ikke i 1980 - og da slet ikke om sommeren. Tirsdag og torsdag i starten af juli startede dagens udsendelser først klokken 19.00, og da var det Legestue - datidens børneudsendelser, der var på programmet. En af serierne for børn den sommer var 'Mig og min frø', som Thomas Winding havde skrevet manuskript til og produceret. Her medvirkende Olaf Nielsen, som var et kendt ansigt på skærmen i disse år. Selv om han havde tandlægeklinik og var uddannet tandlæge, blev der også plads til en række ofte lidt spøjse roller, som DR's B&U-afdeling tilbød ham. (Foto: © Dr arkiv)
    7 / 10
  • Selv om 1980 ikke officielt var udnævnt som 'Musiksommer' af DR, bød den nu på en række musikprogrammer. Jørgen de Mylius, der to år inden var gået til TV, efter at have lavet radio i 15 år, var for eksempel vært på lørdagsprogrammerne 'Musik Salon'. Her blev der budt på 'hyggepop og familierock', som det hed i programoversigterne. Blandt de medvirkende var for eksempel gruppen MKT og Jens Brixtofte (billedet), som to år senere blev endnu mere kendt, da han sammen med Brixx vandt Dansk Melodi Grand Prix med 'Video Video'. Johnny Reimar var også forbi med sine smølfer , ligesom Blue Boys for eksempel medvirkende. (Foto: © Anne-Grethe Brixvall)
    8 / 10
  • Et andet af musikprogrammerne i 1980 blev sendt den 20. juli, hvor Mogens Kilde (til venstre) tegnede et portræt af kapelmesteren Teddy Petersen. Her fortalte Teddy Petersen erindringer fra et langt liv som kapelmester. Teddy Petersen levede fra 1892-1991, og han dannede allerede sit første orkester i 1920'erne. I 1948 blev han leder af DR Underholdningsorkestret, hvor han var i årtier, og den ældre generation vil blandt andet huske ham for mange koncerter og ældre dansemusik i radioen. (Foto: © Anne-Grethe Brixvall)
    9 / 10
  • Niels Ravn og Jytte Dreyer bød også på en serie af virksomhedsportrætter i sommeren 1980, og en af dem, der blev sendt en time om var den dengang 70-årige pastor Ejlif Krogager, der stiftede rejsebureauet Tjæreborg i sin tid. Portrættet af ham blev sendt i bedste sendetid - en søndag efter TV-Avisen klokken 19.30. Hvis du selv har fået lyst til at fordybe dig lidt i gamle programoversigter fra DR, har du faktisk mulighed for det. Programoversigterne fra årene 1925-1984 er blevet digitaliserede, og du kan finde dem via sitet dr.dk/gamleprogramoversigter. (Foto: © Arne Abrahamsen)
    10 / 10