Den 9. april 1940 var en mørk dag i danmarkshistorien. Tyskland besatte Danmark og smed flyveblade ned over landet med det velkendte ’Oprop! til Danmarks Soldater og Danmarks Folk’.

Lidt før klokken otte havde tyskerne stoppet Statsradiofoniens Kalundborgsender, og tyske soldater invaderede chefkontorerne i datidens DR Byen - Stærekassen på Kongens Nytorv i København. Carl Frederik Schiønning var dagens speaker i radioen, og han blev beordret til at oplæse budskabet fra den tyske kommandør Kaupisch mod sin vilje.

Schiønning fik trang til at notere på flyvebladet, hvad han var blevet tvunget til at gøre:

’Udsendt over de danske Radiofonistationer af Undertegnede, Tirsdag d. 9. April 1940 kl. 8.30 (2 Gange) og ca. 8.50, efter Ordre af Sonderführer Bennewitz. 9. April 1940. C. F. Schiønning, Speaker ved Statsradiofonien.’

Hør Schiønnings oplæsning her:

Tyskerne havde invaderet Danmark med løfte om, at hvis blot den danske regering og folket samarbejdede med besættelsesmagten, ville der ikke ske den danske befolkning noget. Tyskerne havde efter deres egen overbevisning besat Danmark og Norge for at sikre, at England ikke kunne invadere det neutrale Skandinavien. De danske myndigheder kunne altså sikre freden i Danmark, hvis de gjorde, som tyskerne ønskede.

Statsradiofonien blev ledet af et stærkt og demokratisk valgt radioråd og et lige så stærkt programudvalg. I 1940’erne var radioens fineste forpligtelse stadig at holde oplysende foredrag til befolkningen.

Det var selvfølgelig også på det punkt, at tyskerne var mest opmærksomme i starten. I det splinternye radiohus på Rosenørns Allé på Frederiksberg udstationerede man hurtigt en tysk radioattaché, Dr. Werner Haverbeck, der skulle sørge for, at Statsradiofoniens udsendelser ikke kritiserede Tyskland og ikke fortalte positive historier om de allieredes bedrifter.

Men Radiorådet med Julius Bomholt i spidsen og især driftsleder (datidens generaldirektør) F. E. Jensen havde stadig meget magt, og det var muligt at modarbejde nazisternes forslag. Tyskerne accepterede til en vis grad Radiorådets indflydelse, for de ønskede stille og roligt - uden brug af magtmidler - at omvende befolkningen til nazismen, og de troede vel i begyndelsen på, at det kunne gøres ved diplomati og list.

Desuden havde Haverbeck et problem: Han talte ikke dansk, så for at få nazificeret radioen krævede det, at han allierede sig med tysksindede danskere.

De tyske foredrag

Den 29. april 1940 foreslog de danske nazisters stabsleder derfor en foredragsrække, der skulle forklare nationalsocialismen for danskerne med titler som ’Nationalsocialismens idé’, ’Den nationalsocialistiske revolution 1933’ og ’Kraft durch Freude, en nationalsocialistisk bevægelse’. Den nazistiske propaganda lyste ud af programtitlerne, og programudvalget og F. E. Jensen sagde kort og godt nej.

Men presset på Radiorådet var ikke slut. Nu foreslog Haverbeck, at der skulle produceres en række såkaldte forståelsesudsendelser; en række foredrag, der skulle skabe forståelse mellem Tyskland og Danmark. Først håbede radioledelsen, at man ville kunne forhale disse udsendelser, til efter tyskerne havde tabt krigen. Men efterhånden som ugerne gik, blev det tydeligt, at den tyske besættelse ville blive længerevarende.

Driftsleder F. E. Jensen fandt nu på at spørge gode dansksindede foredragsholdere, om de ville holde forståelsesforedrag. På den måde undgik man den tyske propaganda, som tyskerne ellers havde forestillet sig skulle udsendes, og i stedet blev foredragene ganske uskyldige. Det første foredrag, der blev holdt den 3. juni 1940, hed ’Vekselvirkningen mellem Dansk og Tysk i vor Literaturs Guldalder’ med foredragsholder borgmester, dr. phil. Ernst Kaper. Et fuldstændigt upolitisk emne.

Andre foredrag hed for eksempel: ’Rudolf Diesel og Samarbejdet mellem tysk og dansk Teknik’, ’Kvindens sociale Stilling i Danmark og Tyskland’ og ’Den tyske Kolonis Historie i Danmark’.

Men foredrag var ikke nok. Werner Haverbeck ønskede også, at Statsradiofonien tog på reportagerejse til Tyskland, så danskerne kunne lære om tysk kultur og hverdagsliv. F. E. Jensen sørgede igen for at sende en af sine bedste dansksindede reportere, nemlig Aksel Dahlerup, der lavede nogle af de allerførste danske radioreportager i starten af 1930’erne. Aksel Dahlerup var ikke glad for opgaven, men afsted skulle han.

F. E. Jensen havde som argument, at når man skulle dække det dansk-tyske venskab, nyttede det ikke noget at bruge danske nazister som reportere, for de var jo tysksindede og kunne dermed ikke vise det danske sindelag ordentligt. Det godtog Haverbeck.

Det blev til en række dygtige reportager med titler som ’En Rejse i Tyskland’, ’Besøg i en tysk Kulmine’, ’Danske Studenter i Berlin’, ’Besøg paa en Medicinalfabrik i Tyskland’ og ’Et Besøg i Potsdam’. Aksel Dahlerup måtte balancere sine udsendelser. På den ene side skulle han illustrere det gode venskab, men samtidig gjorde han meget for at udstille sin skepsis mod projektet.

En af reportagerne gik til en såkaldt rigsbrudeskole i Schwanenwerder uden for Berlin. Haverbecks forlovede var lærerinde på skolen, der gav unge vordende brude et seks ugers kursus i husholdning, sundhedspleje og opdragelseslære. De kommende fruer havde brug for et uddannelsesbevis, for mændene måtte ikke gifte sig med dem uden beviset. Betegnelsen rigsbrude var noget, som den danske befolkning fandt ustyrligt morsomt, og Aksel Dahlerup sørgede for at nævne ordet mange gange igennem udsendelsen.

Hør et klip fra Aksel Dahlerups reportage fra rigsbrudeskolen:

Direktørens modstand

F. E. Jensen var en snu mand, der hele tiden var et skridt foran under Besættelsen. Det lykkedes ham ved diplomati, forhalinger og hvide løgne at få sin vilje i mange kontroverser med tyskerne. Eftersom tyskerne var vant til topstyring, gik de til ham, når de ville have noget igennem. Men Haverbeck opdagede hurtigt, at det var svært at få F. E. Jensen til at makke ret, og derfor forsøgte han sammen med det tyske gesandtskabs kulturafdeling at omgå driftslederen. De kontaktede Jens Rosenkjær, der var chef for foredragsafdelingen, direkte, for at få ham til at arbejde for flere tysksindede udsendelser. Men han henviste bare til, at det var F. E. Jensen, der traf beslutningerne i Statsradiofonien. Heller ikke, da Rosenkjær blev kaldt til møde hos den tyske gesandt, lykkedes det tyskerne at intrigere magtbalancen. F. E. Jensen og radiorådsformand Julius Bomholt forelagde sagen for statsminister Thorvald Stauning, der via Udenrigsministeriet fik forklaret tyskerne, at al kommunikation med Statsradiofonien skulle gå via driftslederen. Tyskerne havde tabt sværdslaget i denne omgang. Som modtræk beordrede de Hitlers taler udsendt via den danske radiofoni.

Alsangen samler danskerne

Tyskerne havde det problem, at de ikke forstod den danske kultur indgående, og derfor var det svært for dem at afkode, hvad der var dansksindet radio. Det oplagte var at gå efter foredragene, men mere overraskende er det måske, at tyskerne lod alsangsarrangementer rundt om i Danmark transmittere i radioen. Musik kunne stadig udsendes uden censur i begyndelsen af besættelsen. Men med alsangen trodsede danskerne ved hjælp af fædrelandskærlige sange tyskernes ønske om at gøre dem mere tysksindede.

Alsangen begyndte som en idé fra en aalborgensisk konditor og formand for en af Aalborgs sangforeninger, Anker Møller, der også førte idéen ud i livet. Alle byens sangforeninger trykte derefter et alsangshæfte, og tilslutningen til sangstævnemødet voksede og voksede. Ved det første stævne var der 1.500 mennesker, og ved den fjerde aften håbede arrangørerne på 10.000 deltagere. Dette stævne blev udsendt via Statsradiofonien den 13. august 1940:

København overtog hurtigt den gode idé, og den 1. september 1940 samlede Københavns Kommune og de københavnske sangforeninger 750.000 deltagere i et landsdækkende sangstævne, hvor folk stimlede sammen i København, Aarhus, Odense og Aalborg kædet sammen via Statsradiofonien.

Ernst Lohmann kommer til magten

Der gik kun et års tid, så var Haverbeck, der blev betragtet som fanatisk nazist, udmanøvreret af en anden og måske farligere mand, Ernst Lohmann, der blev ny radioattaché i april 1941.

Han var gift med en dansktalende kvinde og kendte derfor både det danske sprog og den danske kultur. Han var ikke lige så fanatisk og havde ikke læst de nazistiske ideologier så indgående som Haverbeck, men Lohmann var magtmenneske, og han gik efter at blive radiodirektør.

Det blev sværere og sværere for Radiorådet og DR's driftsleder at navigere i landskabet mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt. Tyskerne havde igennem længere tid været frustrerede over, at danskerne blev mere og mere antityske med en voksende modstandsbevægelse, og da Kong Christian X besvarede et lykønskningstelegram fra Hitler i anledning af kongens fødselsdag i september 1942 med et meget kortfattet takkebrev, tog Hitler det ilde op. I november 1942 krævede Berlin, at regeringen blev udskiftet og Erik Scavenius indsat som statsminister. Det lykkedes dog Scavenius at undgå nazister i regeringen.

Scavenius havde indtil da været udenrigsminister, og han gik op i at overholde samarbejdspolitikken med tyskerne, fordi han mente, at hvis man føjede tyskernes ønsker, kunne man undgå ødelæggende konfrontationer. Scavenius mente også, at F. E. Jensen var lidt for egenrådig; især i en sag, hvor Statsradiofonien udsendte en tale af kong Christian X ved årsskiftet 1942/1943 uden at rådføre sig med regeringen. Scavenius klagede til F. E. Jensen, der undskyldte sig med, at kongen havde bestemt sig for at tale i sidste øjeblik.

F. E. Jensens og Radiorådets linje var hele tiden en balancegang mellem at fastholde så meget dansk radio som muligt, og så vidt det var muligt at undgå tysk propaganda. Derfor var Scavenius og radioens ledelse ikke altid enige.

Lohmann bliver radiodirektør

Samarbejdspolitikken endte brat den 29. august 1943, efter at tyskerne den 28. august i et ultimatum havde erklæret, at regeringen skulle indføre undtagelsestilstand i Danmark som modsvar til den tiltagende sabotage og modstand i den danske befolkning. Den danske regering valgte at gå af, fordi den ikke kunne godtage tyskernes ordrer om blandt andet forsamlingsforbud, pressecensur og dødsstraf.

Hør et klip fra et foredrag, F. E. Jensen holdt for en lytterforening i Toksværd midt mellem Næstved og Haslev, hvor han fortæller, hvad der skete i Statsradiofonien, da samarbejdspolitikken brød sammen den 29. august 1943:

Ernst Lohmann blev indsat som enevældig radiodirektør, engelsk og amerikansk musik blev forbudt, desuden også svensk-undervisning. Dele af Radiorådet blev arresteret. F. E. Jensen ønskede at træde tilbage, men det fik han ikke lov til.

Især i begyndelsen var Lohmann meget diktatorisk, senere, da det gik dårligere for tyskerne, blev han mere medgørlig igen. Lohmann var en slesk person, der holdt med vinderholdet, og Tyskland mindede efterhånden mindre og mindre om en sejrherre.

Da Lohmann kort efter sin indtræden som radiodirektør opdagede, at danskerne i høj grad lyttede til BBC’s udsendelser til Danmark, beordrede han, at der alligevel skulle sendes amerikansk dansemusiksamtidig med de danske nyhedsudsendelser fra BBC. Da det ikke virkede efter hensigten, beordrede Lohmann, at der skulle laves dobbeltprogrammer. Moderne dansemusik skulle sendes til København og ungdommen, mens ældre dansemusik skulle sendes til provinsen. Da F. E. Jensen prøvede at forklare ham, at det blev alt for dyrt, svarede Lohmann, at det var ligegyldigt, tyskerne ville betale.

Men det kunne ikke undgås, at radioen fra 1943 til 1945 blev et propaganda-talerør for tyskerne. Flere tysksindede danskere gjorde deres entré i radioen med fortællinger om de strålende tyske bedrifter. En af disse var redaktør Axel Høyer, der lavede ikke færre end 35 foredrag i denne periode. Hør, hvordan Axel Høyer forsøger at dementere nyhederne fra BBC i et foredrag fra september 1943:

Befrielsen

Den 4. maj 1945 om aftenen kom det længe ventede budskab, om at Tyskland havde kapituleret. Aage Snedevig, der havde en lille virksomhed, der optog radioudsendelser på lakplader, sad ved radioen og optog BBC den aften.

Det er hans fortjeneste, at vi i dag kan lytte til Frihedsbudskabet, der blev læst op af speaker Johannes G. Sørensen, da journalist Flemming Barfoed væltede ind i London-studiet for at fortælle ham nyheden. Ifølge en dansk note i programoversigten for Statsradiofoniens udsendelse kom budskabet fra London klokken 20.37, mens der blev sendt grammofonmusik fra Radiohuset i stedet for den ellers annoncerede hørebiografi:

Efter aftenens radioavis sang Pigekoret ’Der er et yndigt land’ i en optagelse hentet fra arkivet i dagens anledning. Derefter blev Frihedsbudskabet gentaget, og der blev udsendt meddelelser fra Frihedsraadet, blandt andet om kongens udnævnelse af statsminister Vilhelm Buhl, der havde været statsminister, før Scavenius blev indsat af tyskerne. Desuden udsendtes en meddelelse fra Udenrigsministeriet.

De tre meddelelser blev gentaget hver halve time natten igennem med grammofonmusik indimellem, helt frem til den lyse morgen. Danmark og Statsradiofonien var atter frie efter fem svære år.

Louise Broch er arkivar og researcher i DR Arkiv.