Lillejuleaften i 1927 skulle Radio-Orkestret under ledelse af Launy Grøndahl opføre operaen ’Den lille pige med svovlstikkerne’ af August Enna - sammen med et ungpigekor ledet af sangkonsulent Hans J. Larsen.

I hovedrollen som den lille pige var August Ennas voksne datter, Almuth Thorngreen. Sangerinden medbragte en lille tøjhund, som hun gav til orkestret. I de følgende år havde hunden et hårdt liv som kantinehund i Statsradiofoniens skiftende lokaler, men den overlevede med nød og næppe. Den blev kastet rundt i pauserne og mistede til sidst hovedet. Dog blev den repareret igen, og i 1947 blev den udnævnt som maskot for Radiosymfoniorkestret, som DR Symfoniorkestret hed dengang.

Tidligere radiodirektør og chef for DR Koncerthuset, Leif Lønsmann, fortæller dog, at der også findes en afvigende anekdote om hundens ankomst til Radiosymfoniorkestret:

- Jeg kan, fra en anden troværdig kilde, afsløre, at hunden angiveligt allerede skulle have gjort sin entré i orkestret ved en koncertprøve tidligere på året (1927), medbragt af violinisten Ulla Koppel, som aftenen før havde været til middag hos legetøjsfabrikant Thorngreen (bemærk efternavnet!). Ifølge denne version skulle Ulla have haft hunden stående ved sine fødder under prøven, hvor den ’pirrelige’ dirigent Emil Reesen atter havde et af sine berømte udbrud af ’humørsyge’. Da Reesens temperament kulminerede, skulle Ulla Koppel have rejst sig fra sin plads og placeret tøjdyret for næsen af den opfarende dirigent med ordene ’Så, Millemand (Emil Reesens kælenavn) kan du se at få et andet fjæs på, så vi kan blive fri for din surhed’.

Her ses Peddersen i selskab med Radiosymfoniorkestrets basgruppe i forbindelse med en koncert under turnéen til USA i 1952. Hunden tronede altid på scenen sammen med Radiosymfoniorkestret, når det var på turné.

Det var radioens pressechef Paul Berg, der gav hunden navnet Peddersen (også kaldet Sir Petersen) - muligvis under Festspillene i Bergen i 1955. Pressechefen var efter sigende af nogle engelske damer blevet spurgt om maskottens navn, og da musikerne siden spurgte, hvorfor han havde kaldt den Peddersen, svarede han, at han da ikke kunne kalde den Jensen, for så var radioens driftsleder F.E. Jensen sikkert blevet utilfreds. Kært barn har dog mange navne. Maskotten havde international bevågenhed, og Leif Lønsmann fortæller her om nogle af hundens kælenavne:

- Peddersen figurerer i skriftlige kilder som både Peddersen, Pedersen og Petersen. Dertil naturligvis det internationalt klingende Sir Petersen, eller blot Sir Peter. Amerikanerne kaldte dyret Sammy, i Skotland hed den naturligvis MacPeddersen eller MacPhersson og i Holland det flamskklingende Mijnherr Peter. Ved Festspillene i Bergen i 1955 fik Peddersen en medalje og sit norske navn Peer (Gynt).

Peddersen havde et utal af medaljer, som han havde modtaget af de danske ambassader i de lande, Radiosymfoniorkestret besøgte. Her ses Peddersen ved en medaljeoverrækkelse i efteråret 1968.

Leif Lønsmann fortæller om den højt dekorerede hund:

- Peddersen siges at være det højest dekorerede medlem af orkestret, med adskillige medaljer. Ifølge overleveringen var det i øvrigt ikke Peddersen, der rejste med orkestret, men orkestret, der rejste med hunden. Hunden havde højeste status, og optrådte ved flere lejligheder i det trykte salsprogram på linje med dirigenter og solister. Ved koncerten i Paris i april 1955, i anledning af åbningen af Det Danske Hus, var Monsieur Peddersen ligefrem portrætteret i salsprogrammet vis-a-vis turnéens protektor, Hans Majestæt Kong Frederik.

Her bliver Peddersen puttet ned i sin fine flettede kurv, inden Radiosymfoniorkestrets turné med dirigenten Herbert Blomstedt til Sverige i 1970. Radiosymfoniorkestret måtte passe godt på hunden, for ellers ville den vende orkestret ryggen.

Da Radiosymfoniorkestret i 1965 af Politikens musikanmelder Robert Naur blev beskyldt for at spille for dårligt, blev Peddersen brugt som symbol på orkestrets sundhedstilstand. I jubilæumsskriftet ’Radioens Spillemænd – Symfonikerne bli’r fyrre’ står:

- Igennem mange år vænnede radiosymfonikerne sig til oftere og oftere at se deres maskot, Sir Petersen, forfra. Den var tilfreds med orkestrets ydelser. I de sidste par år har journalist Robert Naur imidlertid gentagne gange i Politiken hævdet, at det er der ingen grund til. Orkestret har siden slutningen af halvtredserne befundet sig i en nedgangsperiode, siger han. Må orkesterhunden nu til at vende ryggen til? Og hvordan skal man få den til at vende sig igen?

Musikerne havde et svar: De var trætte af at spille avantgardemusik hele tiden, for de hævdede, at det ødelagde deres klang. En af musikerne havde desuden udtalt til komponisten Henning Wellejus: ’Det dræber vores sjæl’.

På dette billede fra prøverne inden Radiosymfoniorkestrets turné til Sverige i 1970, ses tv-journalisten Jakob Nielsen sammen med Peddersen. Tøjhunden fik hovedrollen ved en særlig børnekoncert - med journalisten som fortæller. Inden koncerten gik i gang, blev Peddersen sat på en stor spilledåse, og her skulle den agere en af de tre hunde på pengekisterne i eventyret Fyrtøjet. Jakob Nielsen fortalte dog børnene, at hunden også passede på musikken i orkestret.

Peddersen var en meget gammel hund, da den desværre ikke kunne mere. Men Peddersen havde en arvtager. På turnéen til USA i 1958 fik Peddersen en hvalp kaldet Lille Peddersen. Det var orkestrets buschauffører, som donerede hvalpen, for som de sagde: ’Peddersen havde haft et lille sidespring på den syv uger lange turné’.

Lille Peddersen lever i bedste velgående, og her ses han i juni 2020 i favnen på DR Symfoniorkestrets solojanitshar Gert Sørensen, der i mange år også var formand for orkestret. Gert Sørensen fandt Lille Peddersen frem af gemmerne for at få den foreviget i forbindelse med denne billedhistorie. Hvalpen er også blevet dekoreret med en medalje i 1965, og den forbliver i DR Symfoniorkestrets varetægt i mange år fremover.

Tidligere radiodirektør Leif Lønsmann, der husker adskillige anekdoter om Peddersen, fortæller også, at han selv har haft en relation til tøjhunden:

- Som direktør for radioen (og DR Symfoniorkestret) var jeg fast gæst i Radiohusets Koncertsal fra 1998 og indtil afskedskoncerten forud for udflytningen til DR Byen i 2008. Jeg blev ligefrem hyppigt drillet med, at der kun var to, der havde fast plads i Koncertsalen: Lønsmann og Peddersen, på henholdsvis balkonens første række og i glasmontren i publikumsfoyeren.