Inden for den seneste måned har DR’s Ultra:bit-projekt både sikret sig den fornemme Prix Italia, uddelt af den italienske public service-station RAI, og en Prix Europa i Berlin. Projektet har 100.000 deltagende skolebørn i 4., 5. og 6. klasse, der ved hjælp af små mikrocomputere lærer at kode enkle computerprogrammer, og priserne blev givet til projektet for den nyskabende måde at nå ud til et ungt publikum på.
At formidle videnskab til den uindviede har aldrig været en let opgave for DR. Svære emner skal gøres lettere tilgængelige, uden at sagens kerne bliver forvansket. Mange forskere har i tidens løb haft svært ved at gøre deres forskning tilgængelig for menigmand. Derfor er det måske ikke så underligt, at formidling af videnskab i Statsradiofonien i de første år i slutningen af 1920’erne havde trange kår.
DR’s første driftsleder, Emil Holm, var mest optaget af musik, og han var af den opfattelse, at radioforedrag generelt var kedelige for lytterne, og han syltede ofte planlagte foredrag, så de ikke længere var aktuelle.
Foredragenes emner var i 1926 planlagt til at være: ’Sociale foredrag’, ’Moralen og samfundet’, ’Ungdommen og samfundet’, ’Arbejderne og det industrielle samfund’, ’Sundhedsspørgsmål’, ’Internationale spørgsmål’, ’Oplysningsarbejdet’, ’Vore samlinger’, ’Københavnske bygninger’ og ’Aktuelle emner’. Desuden en række radiotekniske foredrag, som kunne udsendes indimellem. Men mange af de planlagte emner blev slet ikke til noget, og videnskab var slet ikke på programmet.
Bergsøe på banen
Det ændrede sig, da civilingeniør Paul Bergsøe i 1933 fik lyst til at holde radioforedrag om videnskabelige emner. Han grundlagde den kemiske fabrik Paul Bergsøe & Søn A/S, og han var vant til at skulle forklare fysiske og kemiske mærkværdigheder for sine arbejdere på et let forståeligt sprog. Nogle af hans første radioforedrag havde fængende titler, der vakte nysgerrighed, for eksempel ’Har Syndfloden virkelig fundet Sted’, ’Hvilke Farer kan true os fra Universet’ og ’Hvad vil man i Stratosphæren’.
17. december 1933.
Bergsøe var dog selv i tvivl om, hvorvidt videnskab egentlig egnede sig til undervisningsformål i radioen. Men han var af den holdning, at hvis man kunne vække lytternes nysgerrighed, kunne de blive motiverede til selv at studere videre. Han skriver i 1940 i ’Danmarks Radio – Den danske radiofoni gennem 15 år’:
- •
Man lærer ikke noget virkeligt ved at sidde paa en Stol og lade en anden opremse Kendsgerninger. Man maa selv arbejde med, selv finde ud af hvor og hvorledes man kan erhverve sig de Kundskaber, der nu en Gang bliver siddende fast i Hovedet, samtidig med at man har Glæde af det. Og den første Betingelse for Kundskabserhvervelse er Interessen for et eller andet Emne. Den Interesse maa virkelig gennem Radioen kunne paaføres paa en saadan Maade, at man ligefrem brænder af Begærlighed efter at faa mere at vide. Heri ligger Radioens opgave, hvis den skal tjene som videnskabelig Kulturspreder. Den skal skaffe Interesse og Respekt for det videnskabelige Arbejde.
Bergsøes foredrag blev hurtigt populære. Han havde gode formidlingsevner, og af to programmer fra 1935 kan man se, at han også formidlede videnskab til børnene:
18. januar 1935.
29. september 1935.
Hør også et klip fra et af Bergsøes radioforedrag fra 1948:
Videnskab for børn
Måske fordi Paul Bergsøe havde så væsentlig en stemme i den tidlige formidling af videnskab, og hans hovedidé var, at lytterne skulle inspireres til selv at studere videre, ser det ud til, at videnskab i radio og tv fremover i høj grad blev møntet på børnene, både igennem skoleradioen og skole-tv.
Når man graver i gamle programoversigter, dukker videnskabsformidlingen op rundt omkring i børneudsendelserne for eksempel her, hvor amerikanernes månerejse i 1969 blev foregrebet i radioen i 1946:
27. oktober 1946
Fjernsynet hjælper videnskaben med at blive formidlet
Da fjernsynet kom til i 1951, blev det straks nemmere at formidle videnskaben til befolkningen, fordi man kunne se på skærmen, hvad der foregik.
En af DR’s store koryfæer i Børne- og Ungdomsafdelingen, Mogens Vemmer, var tilrettelægger, da skoleelever på en let forståelig måde lærte om ’Molekyler i fysikken’ i 1963. Her blev børn fra Emdrup Skole inddraget i forsøgene, som her, hvor det vises, hvordan molekyler bevæger sig af vistnok fysiklærer Edvard Runge.
Videnskab i 80’erne
Hvis du selv er i 40’erne, er der ingen tvivl om, at du har set ’Vitek’-programmet, hvor Egon Schmidt forklarede større børn meget svære videnskabelige emner ved at illustrere det med forsøg i studiet. Måske husker du også dette legendariske klip fra 1985, hvor Egon Schmidt er taget til lufthavnen for at forklare Einsteins relativitetsteori på de rullende fortove. En teori, som er næsten umulig at forklare, og dog?
I slutningen af 1990’erne så et nyt videnskabsprogram dagens lys, nemlig ’Viden Om’ på DR2 med Anja Philip som vært. Denne programserie blev sendt igennem mange årpå DR2, som i begyndelsen henvendte sig til et lidt smallere og mere nørdet publikum. Her var der plads til et videnskabsprogram for voksne.
Men der blev også plads til mere videnskab for børnene i 2005, hvor ’Store Nørd’ relancerede ’Vitek’ i en ny og vildere udgave. Forsøgene blev farligere og mere imponerende, og større børn fulgte med i spænding, når Simon og Søren lavede forsøg forbudt for pylrede mødre.
Ultra:bit er vor tids sløjd
Ultra:bit-projektet er den nyeste måde at formidle videnskab for børn på: Projektet har sprængt fjernsynsrammen og er kommet helt ud til børnene, der på enkel vis lærer at producere ting i en moderne verden, hvor mikrochips er en helt almindelig ting i alverdens redskaber og legetøj. Hammer, søm og synål er skiftet ud med computersprog. Innovation er kommet på dagsordenen, men bygger på en lang tradition i DR for at lære børn noget om den verden, de befinder sig i.