BILLEDER: Kinesiske koncerthuse havde danske gæster

DR Vokalensemblet har netop afsluttet en turné til fem kinesiske millionbyer, hvor det vrimlede til med tilhørere.

  • DR Vokalensemblet har bogstaveligt talt været på plakaten i Kina i løbet af den seneste uges tid. Ensemblet har været på sin første turné nogen sinde i verdens mest folkerige land, og på blot fem dage nåede 17 sangere fra ensemblet og chefdirigent Marcus Creed at synge i fem kinesiske millionbyer. Sådan så plakaten ud i Xi’ans koncerthus, hvor repertoirechefen bagefter bad om alle sangernes autografer til den store poster.
  • Koncerten i Beijing fandt sted i National Center for the Performing Arts, som siges at være Kinas mest prestigefyldte koncertsted. DR Vokalensemblet deltog i centrets årlige august-kor-festival, og det er logoet for den koncertserie, som hænger over DR Vokalensemblets medlemmer.
  • Udefra ligner National Center for the Performing Arts i Beijing et kæmpe metallisk æg. Stedet åbnede i 2007 – året før Beijing var vært for OL, og det rummer både et teater, et operahus, et koncerthus og en masse plads til performance-optrædener.
  • Selv om repertoiret blandt andet bød på Per Nørgård, Carl Nielsen og Poul Schierbeck, som mange kinesere næppe kendte, var der masser af publikum i sæderne – og undervejs fik de da også sange af H. C. Andersen, der er virkelig kendt i Kina. Ifølge DR Vokalensemblets kunstneriske leder Michael Emery var kineserne meget entusiastiske, og som det fremgår af billedet, greb de også hurtigt til mobiltelefonerne for at filme DR Vokalensemblets koncerter.
  • DR Vokalensemblets turné i Kina blev til noget takket være fondsmidler, og her er DR-sangerne på scenen i Xi’an. Byen var i mange år hovedstad for Tang-dynastiet og er i dag nok mest kendt for sin terracotta-hær. Kina-koncerterne blev givet i Jinan, Beijing, Zhuhai og Shanghai.
  • Når man skal give fem koncerter på fem dage, er det heldigt, man kan komme hurtigt rundt, og det kom DR Vokalensemblet. De kinesiske tog kan køre op til 305 km/t.
  • Hvert tog har 16 vogne, og DR Vokalensemblet var bestemt ikke alene. Der var op til 1500 passagerer med. Udover dansk kormusik havde DR Vokalensemblet også europæisk kormusik med i bagagen – for eksempel Bach, Bruckner og Mendelssohn, ligesom man overraskede kineserne med én af de mest kendte kinesiske folkemelodier – ’Mo li hua’ – i et arrangement af DR Pigekorets chefdirigent Phillip Faber.
  • Den første koncert var i Shandong Grand Theater i Jinan, hvor artistindgangen så sådan ud.
  • Noget af det, der overraskede DR Vokalensemblet mest, var at det var kinesere i alle aldre, der kom til koncerterne. I Europa kommer der ikke så mange 5-6-årige til aftenkoncerter, men i Kina var det ikke usædvanligt, og her kom familierne sammen – klædt i det fineste skrud. DR Vokalensemblet er nu hjemme igen efter sidste koncert i Shanghai.
1 / 9