De første har allerede udbrudt: ”Er det allerede nu?” og ”Det kan da ikke passe”.
Men det kan det, for onsdag den 3. februar kan DR markere sit første lille jubilæum i Ørestad. Da er det 10 år siden, at DR sendte sit første direkte tv-program fra DR Byen og Studie 5, som siden hen af mange er blevet kendt som X Factor-studiet.
Det første program fra DRs nye og samlede københavnerdomicil var underholdningsprogrammet ’Showtime’ med Jarl Friis-Mikkelsen og Camilla Ottesen som værter og et hold af entertainere og skuespiller, der skulle afsløre deres skjulte show-talenter, blandt andre Gordon Kennedy, Sven-Ole Thorsen, Audrey Castañeda og Jesper Lohmann.”Jeg kan huske, at vi følte, det var en lidt historisk aften. Det var selvfølgelig spændende at tage et helt nyt studie i brug, og vi var stolte over, at det var os, der fik lov. Vi fejrede det blandt andet med champagne – serveret i nogle særlige ”første show i DR Byen”-glas,” siger Pil Gundelach Brandstrup, der dengang var redaktionschef for ’Showtime’ og ansat på produktionsselskabet Blu. Siden er hun blevet kanalchef for DR1, men er lige nu på barsel.
Når det er sagt, husker Pil Gundelach Brandstrup også, at der var visse begyndervanskeligheder i starten.
”Der var meget, der var ekstrabesværligt, fordi DR Byen blev bygget færdig løbende, og fordi alt uden om studiet ikke var færdigt endnu. Jeg kan huske, at vi skulle springe uden om paller med opvaskemaskiner, der stod og ikke var installerede endnu. Det meste af ugen arbejdede vi i Blus lokaler, så det var kun om fredagen, vi kom og producerede i DR Byen. Men vi kom da i luften,” forklarer Pil Gundelach Brandstrup.
Lotte Smærup, der i dag arbejder hos Metronome, men koordinerede den tekniske indsats under det første program fra DR Byen, kan huske, at der var en del tekniske børnesygdomme i starten, fordi alt nu var digitalt. Da DR rykkede til Ørestad, gik DR nemlig samtidig over til at sende udsendelserne i det såkaldte 16:9-format.
Daværende underholdningsredaktør på DR1, Søren Therkelsen, der i dag er chefkonsulent i DR Kultur, husker bedst, at det lige var ”på et hængende hår”, at alt blev klar til at sende, og at der blandt andet var noget hyr med lamperne. Men ’Showtime’ blev sendt den 3. februar 2006 og de næste otte fredage.
Blev først officielt indviet i 2009
Selve DR Byen blev først officielt indviet den 17. januar 2009, da alt var bygget færdigt. Men de første tv-programmer blev faktisk sendt tidligere fra Ørestad end planlagt. I de første tidsplaner for DRs byggeprojekt var forventningen, at indflytningen skulle begynde i første halvår af 2006. Det endte dog med, at de første DR-medarbejdere allerede pakkede flyttelæsset i efteråret 2005.
Selv om DRs fredagsunderholdning fik æren af at sende først fra DR Byen, varede det kun en uges tid, før endnu flere gik i luften fra Ørestad. Nogle af de andre programmer, der tidligt sendte fra DR Byen, var ’Debatten’ og ’Clement Direkte’, og fra senere i februar 2006 blev Jens Olaf Jersilds udsendelser, ’Musikprogrammet’, ’Hjerteflimmer’ og ’Temalørdag’ på DR2 også produceret i de nye omgivelser.
De første radioprogrammer blev sendt fra DR Byen i foråret 2006, mens TV-Avisen og de tilhørende magasiner blev sendt for første gang fra Ørestad i november 2006.
DR Byens første tv-studie blev taget i brug 41½ år efter, at TV-Byens første studie i Søborg blev det. Det skete den 13. august 1964.







